Skulle med færgen fra Hirtshals til Stavanger, og på vejen, hente en rejsekammerat i Aalborg. Tog hjemmefra dagen før vi skulle med færgen med 499km i rækkevidde ifølge bilen, hvilket jeg havde fået den til at estimere ved at have kørt lidt økonomi kørsel den seneste måned inden. Der er kort opsummeret rute med kørsel og forbrug for de interesserede nedest på denne side for de interesserede.

Efter 146km med et forbrug på kun 11.5Kwh, holder jeg ind ved motorvej tanken Kildebjerg, ikke så langt fra Odense. Ikke fordi det var nødvendigt at lade endnu, men pga. jeg gerne ville være sikker på at jeg kunne lade på E-on standere med den tyske Eins app, da det klart var billigst. Det var det, og jeg holder kun omkring 5 minutter inden jeg tager videre mod Fredericia med 388km på tanken, for at se om det samme var gældende for den Clever/E-on lyn station som ligger der. Det var det ikke, så tog hurtigt videre mod Randers, da jeg havde planlagt at tage i Randers regnskov samt en overnatning i byen.

244km tilbage og forsat et forbrug på 11.5 kwh, holdte jeg ved Randers regnskov hvor man kunne lade ved langsomme E-on standere, som jeg benyttet sammen med Eins appen igen, mens jeg var inde i skoven. Med kun omkring 88km til Aalborg, kunne jeg nu faktisk godt have taget det i ét stræk uden at skulle lade.

Godt 2 timer senere, kunne jeg vende tilbage og se bilen var opladet til 308km. Jeg kørte efterfølgende lidt rundt i Randers by for at finde en hurtigere stander der virkede, men de var enten ikke til at finde, eller også skulle man give en formue for at lade uden abonnement. Udforsket i stedet natur området syd for Randers Regnskov, da der skulle være bisoner gående et sted. Fandt dem dog aldrig, men fik formået at vandre godt 12 km inden jeg landede ved hotellet igen.

Næste morgen videre mod Aalborg, hvor planen var at lade helt op et sted inden vi skulle med færgen om aftenen. Holdte ind ved motorvej tanken Himmerland for at lade på en E-on hurtig lader, da jeg ikke kunne finde så mange lyn standere i selve Aalborg via Google maps, men den meldte fejl, ringende til supporten, der kunne nulstille den, men jeg fik ikke gang i den trods mange forsøg. I Aalborg fandt jeg dog en anden E-on stander, hvor jeg holdte til den var helt opladet.

Om aftenen var vi kørt til færgen, hvor vi skulle sejle med Fjordline til Stavanger, og så var man fremme ca. kl 07:00 næste dag. Vi var nærige og havde ikke booket kahyt, men blot liggestole i stille rum. Det blev hurtigt fortrudt, da vi glemte at tage ting med op fra bilen af. Rummet var koldt, aircon kørte og larmede, og lyset var konstant tændt og sæderne var ikke særlig gode at sove i, så vi endte på gulvet, kun i det lette tøj vi havde på. Andre havde taget soveposer med op, hvilket bestemt havde været en god ide. Der var dog god morgenmadsbuffet inden vi skulle af borde igen.

Prædikestolen

Ankomst i Stavager som planlagt, og vi kørte med det samme mod parkeringspladsen til Prædikestolen, som ligger godt 50km fra havnen.

Pakker grej til overnatning og begynder opstigning, som starter med en hurtig optur et stykke tid. Flot natursti hele vejen og da Lysefjorden kommer i sigte, er man ikke langt fra selve Prædikestolen. Ville ikke sige stedet var overrendt, men vi dog ikke alene. Tager billeder og har en lille spise pause.

Vi indser dog vi hurtigt kom herop, manglede vand, og havde stadig masser af dagen tilbage, så i stedet for at lave camp her, besluttede vi os for at tage ned mod søen ved parkeringspladsen igen, men via en lidt anden rute, og så begyndte det ellers at stå ned i regn. øv.

Ved bilen fik vi tørt tøj og fornyet ressourcer, inden vi begyndte at gå ned mod søen for at finde et sted at slå lejr. Der var en sti, men den var delvis tilgroet og sumpet til tider, hvilket gjorde det lidt til en udfordring at komme frem. 4-5 timer senere ender næsten hele vej rundt om søen før vi på nogle åbne klippe stykker med udsigt udover vandet, finder plads til at kunne slå teltet op, og vi har ikke mødt en eneste på hele turen. Ganske god alternativ vandretur som ikke var planlagt.

Jættegryder og Langfossen

Tidlig næste morgen vågner man til hel spejlblank vandoverflade, og så ellers morgenmad ved bilen. Kjeragbolten, kendt sten som ligger fastklemt mellem nogle klipper, lå ikke så langt væk ifølge Google Maps, men for at komme dertil, skal man med en længere tids sejltur, som kostede en mindre formue hvis man skulle have bilen med, så det var allerede droppet hjemmefra.

Laver et stop i Jørpeland for at lade på bilen. Ikke forbi det var super nødvendigt endnu, men ville gerne lige vide mig sikker på at teknikken via app og transaktion virkede med en af deres Fortum stander, som dog havde samme interface som nogle af de E-on standere jeg lade på i Danmark. Vi udforsket Jørpelandsholmen som lå lige ved siden af, som et en lille ø med forskellige fritids aktiviteter. Med godt 86% på batteriet, kører vi videre nord på hvor det vil blive spændende at se hvordan forbruget kommer til at te sig, når man skal til op af bakker.

Laver en del korte stop på de krogede veje for at se på vejside attraktioner.

På et tidspunkt kommer vi til en afspærring af vejen da der er faldet større sten ned på vejen. Der gik dog kun godt 20 minutter før vejen blev åbnet op igen.

Vores mål for i dag var at komme til toppen af vandfaldet Langfossen, som førhen skulle være kåret som verdens flotteste vandfald, men inden da holdte vi ned ved en lille resteplads gemt bag nogle træer, for at tage op og se på noget som hedder Jættegryderne i Rullestad, som er huller i klipperne dannet i istiden.

På toppen kan man se hvordan mange af klipperne i området er runde og bløde. Har dog lidt problemer med faktisk at finde disse Jættegryder som skulle havde været her. Vi finder dog stien igen, som fører en vertikalt ned af klipperne via nogle stigetrin som er boltret ind i klippevæggen. Her kunne man godt få lidt svedige hænder, da det ikke ville være så godt hvis man skulle falde ned.

Et par stiger længere nede kommer man til gryderne, hvilket var ok, men synes mere vandreturen dertil var bedre. Vi tog alternativ rute tilbage, hvilket førte en yderligere ned af stigetrin og så henover store åbne klippe arealer med god udsigt, her fandt vi også vores helt egen Kjeragbolten, men nok ikke lige så imponerende som den rigtige.

Kun 8 km derfra lå Langfossen med sit godt 600 meter vandfald. Tanken viser 255km hvilket er rigeligt til at nå til Odda næste dag. Vi spiste aftenmad ved parkeringspladsen inden vi begyndte opstigning til toppen. Har ikke så mange billeder herfra da jeg havde mere travlt med at trække efter vejret, da det virkelig bare gik opad. På toppen bliver man dog belønnet med et storslået udsigt, selvom solen var gået ned bag de nærliggende bjerge på den anden side af fjorden. Bag os lå en mindre sø og der var sne ikke så langt derfra. I det lidt sumpede område søger vi en plads til at slå telt op, og går straks til køjs.

Tidligt op, og igennem det sumpede område, prøver vi at finde starten på vandfaldet, men der er nu ikke så meget at se.

Et ømt knæ og 2 timer senere, er vi nede igen, hvor der bliver taget billeder og hurtigt fløjet med lidt drone inden vi tog videre mod Odda med lidt stop på vejen.

Odda / Buerbreen

Havde bl.a. et kort stop ved Låtefossen, som var bedre end først antaget. Der er rift om parkeringspladserne, som ligger lige ud til den trafikeret vej.

I Odda skulle vi overnatte på camping pladsen Odda Camping, og gerne have ladet bilen helt op mens vi var i byen inden vi skulle videre næste dag.

Vi slog telt op, og kørte derefter op langs snoet og snæver vej til en parkeringsplads for at vandre op til gletsjeren Buerbreen.

Igennem skov, henover større vandløb og store sten er hvad man kan forvente på denne tur. Mange steder skal man endda benytte sig af reb der er boltet ind i klipperne for at komme op af de stejle og halv våde stigninger, hvilket gjorde det til en lidt anderledes og sjov tur. Der er en del andre som også havde vovet sig ud på denne tur.

Halvvejs oppe havde vi lige en hurtig pause på 30 sekunder, og så låste mit knæ sig ellers som også havde teede sig i efterfølgende dage. Kunne slet ikke bukke det uden at det gjorde modbydeligt ondt. Meget underligt, men det lykkes alligevel at nå toppen.

Gletsjeren kunne nu ikke sammenlignes med det vi så i Island, den var trukket sig en del tilbage, og man kunne ikke komme hen til den da der var vandløb imellem. Det blæste og vinden var kold, så vi blev ikke længere før vi begyndte nedstigning igen, stadig med et knæ som ikke gad makke ret.

Foran os, var der folk med små børn og hunde i alle størrelser, men det var åbenbart ingen problem med at få dem op og ned af de stejle klipper hvor andre måtte benytte det udlagte reb for at holde balancen.

Kørte ind i Odda by for at finde en hurtig lader, mens vi gik rundt i området for at se på byen. Odda har tidligere været stor industriby med smelteri, men det meste af dette er lukket ned, og tilbage står gamle tomme murstensbygninger, hvor nogle dog er lavet om til at huse kultur. Da bilen sagde 414km, kørte vi tilbage til camping pladsen, og satte den til langsom opladning i en stikkontakt for at få de sidste kilometer på inden næste dag.

Trolltunga

Kørte mod parkering til Trolltunga, hvor man kommer ud på en virkelig snæver vej. Der er 2 parkeringsmuligheder, en nedre og øvre parkering, tager man den for neden, så skal man først op af 3-4km vej og 400 meters højde, enten på gåben, eller ved at benytte en shuttlebus som kører tit.

Havde man bestilt plads, kunne man kører hele vejen op og parkerer her. Det skal dog gøres online og i god tid. Parkering for neden koster godt 600 NOK per dag, så helt billigt er det ikke.

Vi går op af den stejle vej med fuld oppakning, da vi ikke havde andet planlagt for dagen. Det tog dog alligevel næsten én time. På toppen er der forholdsvis fladt og åbnet et godt stykke tid, hvilket forsætter godt 1.5 km, hvorefter det ellers begynder at gå op. Først henover masser af løse sten, grus og granit. På toppen af dette lå der sne og is, som man delvist skal henover, og det er frysende koldt. Herfra er det værste overstået, selvom der stadig var godt over 6 km til Trolltunga. Man møder en masse på ruten og næsten alle hilser.

Efter godt 4:30 time siden begyndelsen ankom vi ved selve Trolltunga, og her sidder en del og holder pause. Der er kø for at komme ud på stenen, så vi venter og ser til senere. Der var koldt, og vi går videre for at finde et passende sted at sætte camp for natten. Det blev ved kanten i et stort åben område med sne i baggrunde, græs og en rende vandstrøm i nærheden man kunne tage vand fra i tilfælde det blev nødvendigt. Udsigten er helt vild i de 1100-1200 meters højde, og fra det ene øjeblik til det andet vendte vejret så man kunne rende rundt i t-shirt.

Sidst på eftermiddagen gik vi tilbage til Trolltunga, hvor de fleste dagsturister var vendt tilbage, så vi kunne nemt komme til. Den er nu alligevel lidt større end først antaget når man først står derude.

Det er også lidt et synsbedrag, for hvis man ser den fra den anden side af så, så ligner det ikke at den på samme måde stikker lige ud fra siden af klippen.

Kunne ikke have været bedre forhold at slutte dagen på.

Tidligt op næste morgen, hvor vi tog en sidste tur ud på Trolltunga, inden vi begyndte at gå tilbage hvilket også lige godt tog 4:15 timer, og sammenlagt 25km i alt frem og tilbage. Bestemt en fed tur, og Trolltunga stenen vil jeg ikke engang mene var det bedste, nej det var at kunne campe helt ud til kanten i et flot landskab men næsten havde for sig selv.

Diverse på vej til Aurlandsfjorden

Kørte op nord på, hen over Handanger broen, og lavet et stop ved Skjervsfossen. Pænt vandfald man kan komme tæt på. Parker på toppen og gå turen ned. I området er der skiltet med information om tilværelsen under anden verdenskrig for netop dette sted. Besøg det også det lille offentlige toilet, der ikke ser af så meget udefra, mens indefra er det designet med udsigt lige ud til vandløbet og højt til loftet.

Et par kilometre før den lille by Gudvangen, ændrer landskabet sig med høje bjerg sider. Ved selve byen laver vi stop, strækker benene og kigger os lidt rundt. Her ligger en vikinge by, en større tankstation, lidt spisesteder og mulighed for kajak og sejllads.

Lige efter byen skal man igennem Gudvangatunnelen, som skulle være Norges 3. længeste tunnel, og kun 10 km efter ligger verdens længste vej tunnel på 24,5km. Denne skulle vi dog ikke igennem. Vi tog i stedet plads på Lunde camping stort set lige over for.

Stedet var valgt da det der lå hurtig ladere lige over på den anden side af vejen, som skulle vise sig at blive den sidste opladning inden vi ramte Danmark igen.

Satte camp et sted i hjørnet af camping pladsen, lige ud til et større vandløb, hvilket var en dårligt ide fandt vi ud af senere når vi skulle sove.

Stadig masser af tid tilbage af dagen, kørte vi op til Stegastein, som er et udkigssted med udsigt ud over Aurlandsfjorden. Vejen derop, forgår af en meget small vej kun plads til 1 bil af gangen og skarpe sving, og den var nu ret trafikeret. Meget instens kørsel for at komme til toppen, hvor der var mange mennesker, og udsigten slog ikke helt det ved Trolltunga.

Trillede forsigtigt ned igen, og selvom man brugte en del strøm på at trække op af bakke, så fik man ifølge bilen det tilbage igen i form af regeneration når man kørte ned af bakke. Dette resluterede på et tidspunkt at der stod at vi havde kørt 27km, men kun havde et forbrug på 3,9 Kwh, hvilket jo er fuldstændigt latterligt lidt. Sådan havde det været alle steder heroppe, så batteri økonomien var jo helt fantastisk og bedre end jeg havde forstillet mig. Nok også derfor vi til sidst endte med kun 3-4 opladninger i Norge.

Kørte ned til et sted der hedder Otternes Bygdetun, som ligger op af en lille stejl grusvej. Stedet har været i brug siden år 300, men de ældste bygninger som stadig står stammer fra 1700 tallet. I alt 27 bygninger er til at finde, men der er ingen som har boet her siden 1996. I stedet bliver det brugt som museum, og om sommeren afholdes der fra tid til anden traditionelle aktiviteter såsom spinding, vævning, bagning og bryg af øl.

Trillede tilbage til camping pladsen for at lave føde, oplade bilen, og gå tidligt i seng, hvilket blev lidt en udfodring, da vandløbet vi havde lavet camp ved larmede helt sindsygt. øv.

Aurlandsdalen og Bergen

Trillede ned til Vassbygdi godt 9 km væk fra campingpladsen hvor der er en lille parkingsplads og et busstoppe sted, som vi skulle med. Billet var købt på nettet og skulle blot vises ved indgang. Den kørte os 23 km væk til Østerbø, hvorfra vi skulle vandre igennem Aurlandalen, og tilbage til bilen.

Aurlandsdalen bliver kaldt Norges grand caynon, og der er lige godt 19km i gennem blandet terræn og der var en del andre som også havde vovet sig ud på denne tur nu hvor solen var kommet frem.

Det meste af vejen følger man det stærke vandløb, som man ikke bør falde i uden badevinger, og stien er kun bred nok til en af gangen.

Midt på turen finder man mindre huler efter klippesten er faldet ned, og der var endda et sted med vand i, hvor nogle badede.

Enkle steder ligger der også gamle bevaret bygninger bygget af sten og træ.

De sidste par kilometre går det for det meste nedad, hvor mit knæ begynder at te sig lidt igen. Vilde hindbær buske og får finder man også på dette stræk. Ved et vandfald man skulle krydse stod der en officel turist guide og var i gang med at genopbygge en gangbar sti hen over vandet. Her skulle man altså holde balancen, og håbe på den wire som var trukket hen over holdte.

Tilbage ved bilen, trætte og klar til at vende snuden mod Bergen, hvorfra vi skulle sejle hjem næste eftermiddag, inden problem da vi stort set havde fuld opladet bil.

180km senere parkere vi i Bergen centrum, tjekker ind på Magic Hotel Korskirken, og vandre igennem byen for at se på seværdigheder.

Havde faktisk bestilt hotel uden for byen på Magic Hotel Solheimsviken, da det var ved siden af lynladere, men grundet omstændigheder i 2020, kunne de ikke holde åbne. I stedet fik vi plads på deres andet hotel som lå lige midt i centrum. Der var nu heller ikke behov for at lade før vi ankom til Aalborg.

Næste dag inden vi skulle med båden, gik vi mod toppen af Fløyen for at fordrive tiden hvor der er panorama udsigt ud over hele byen.

Kl 13:30 gik vi om borde på Fjordline, hvor vi heldigvis denne gang havde booket en lille kahyt med mulighed for første rigtige bad i en uge, samt aftensbuffet som var ganske god. Ankomst i Hirtshals ville først være kl 08:00 næste dag.

Tilbage i Aalborg, blev der ladet helt op til 100%, da jeg så næsten kunne nå helt hjem til Sjælland uden stop, holdte dog ind ved Storebælt og ladede på en Ionity lader og fik 12kwh på inden jeg kørte helt hjem.

Hjemme igen

En glimrende tur. Der var en del usikkerhed inden start hvor meget ladetid vi skulle holde og vente på, og kunne man nu nå frem til sine mål. Der var kun 1 enkel gang hvor vi sad i bilen og ventede, ellers så brugte man bare tiden på at udforsket området omkring i stedet.

Det gik hurtigt op for en, at forbruget slet ikke var så galt, og vil sige at det var mere økonomisk at køre i Norge end Danmark trods bakket tærren.

Alt ladning blev gjort med apps, hvor EINS nok blev den mest brugte.

Næste langtur er allerede ved at blive planlagt, som nok bliver til det nordlige italien som mål.

Ladning og rute opsummeret

Dag 1 – 303 km Sjælland 4690 > Randers
Kort stop ved Kildebjerg tanken for at teste ladning med Eins app.

Ankomst i Randers med 244km tilbage, ladet på Type 2 lader ved Randers regnskov hvilket gav 6Kwh i alt. Aktiveret med Eins app.

Kunne ej finde lyn stander der virkede eller var billig i Randers, Men havde også rimeligt til at nå til Aalborg næste dag.

Dag 2 – 165km Randers > Aalborg > Hirtshals

Kørte fra Randers mod Aalborg, og lavede en fuld optankning ved Q8 tanken som havde en E-on hurtig stander. Endte med en estimation på 517km. (Ja, jeg har nok kørt lidt meget øko kørsel på motorvejen.)

Dernæst godt 85km for at komme til Hirtshals for at tage båden til Norge.

Dag 3 – 53 km Stavanger > Preikestolen

Fra båd til preikestolen parkering, omkring 350km tilbage.

Dag 4 – 202km Preikestolen > Jørpeland > Langfossen

Stop ved Jørpeland for at teste Fortum lader. Virkede upåklageligt og som det skulle via Fortum app. Ladede til 86% og godt 442km på tanken.

Kørt til Langfossen for overnatning, endte med at have 202km tilbage her.

Dag 5 – 50km Langfossen > Odda

Kørt til Odda for overnatning. Besøgte Buarbreen tæt på, og kørt ind til midt byen for at lade på hurtig stander mens vi udforskede byen til fods. Endte på 414km.

Efterfølgende opladt med mormor lader på camping plads til 494km. Godt fuld tank.

Dag 6 – 15km Odda > Trolltunga

Ikke så meget at sige, ganske kort køre dag.

Dag 7 – 175km Trolltunga > Aurland

Kørt nogle højdemetre, som æder lidt på batteriet, men kommer igen så snart man skal ned igen. Mange lynladere hvor vi skulle overnatte, så vi ventede og ladede næsten helt op. Så kunne vi nå til Bergen uden problemer.

Dag 7 – 220km Aurland > Vassbygdi > Bergen

Kørt til Vassbygdi og dernæst senere direkte til Bergen.

Kunne ikke finde hurtige lade muligheder i Bergen midtby, men havde nu også rigeligt til at nå til Aalborg.

Dag 7 – 460 km Bergen > Aalborg > Sjælland 4690

Fuld opladning i Aalborg, et kort stop ved storebælt for at få 12kwh på, og så helt hjem.

Økonomi

Ladning i Danmark (Alle med Eins app)

• Kildebjerg – 9 DKK – 4.5kwh
• Randers – 14 DKK – 6,1kwh
• Aalborg – 75 DKK- 39,9 kwh
• Aalborg – 79 DKK – 42 kwh
• Storebælt – 60DKK – 12kwh (Dyr Ionity stander)

Ladning i Norge (Fortum og Bilkraft app)

• Fortum ved Jørpeland -100 DKK – 16,5kwh
• BKK (Bilkraft) Odda – 131 DKK- 26.7kwh
• Stikontakt Odda – Gratis – ukendt kwh, men ikke meget.
• BKK (Bilkraft) Aurland – 67 DKK – 13.27kwh

Indlægget Elbil roadtrip til Norge blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

På grund af skibe stødte på grund, blev der i 1905 opført et fyrtårn med en fyrmesterbolig tilbygget. Efter 66 års tjeneste som var plaget af blot flere skibe som stødte på grund, da det blev forvekslet med fyret i Gedser, blev tårnet i 1971 nedlagt, hvorefter fyrmesterboligen blev revet ned, og tårnet forladt til forfald.

Efter parkering, skal man vandre godt 3.5 km for at komme til selve fyret, som man kun lige kan ane fra parkeringspladsen. Jeg gik langs stranden hele vejen, hvor man kan se den nærliggende vindmøllepark.

I 2011 blev fyret overtaget af Skov- og Naturstyrelsen, som satte det i stand, og åbnet for det til offentligheden med fri adgang. Dog med undtagelse i perioden fra 01/03 til 15/7, pga. fugle som måtte yngle i området.

En skydedør forhindre de fritgående køer og andre dyr i at overnatte i fyret. På de forskellige etager er der opsat information om fyret og dyrelivet i området, som byder bl.a. på masser af forskellige fuglearter, samt gråsæler og køer.

Selve linse, lys og motor er ikke længere i fyret, da det blev genbrugt til fyret på Christiansø.

Tog lidt billeder før mens det trak op i vejret og begyndte at gå mod bilen igen, denne gang langs stien hvor man nu skal træde varsomt for ikke at jokke i en kokasse.

På vejen ligger der et lille hus, kaldt Nina’s hus der skulle have fungeret som et gammelt jagt/fiskerhus i sin tid. Nu dog istandsat og så vidt jeg kan se, i brug af fugleværnsfonden.

Som jeg kommer tættere på de langkrøllede køerne som står og græsser, går jeg hen mod dem for at se om de ville snakke, men nej, ikke lige umiddelbart, men man kunne godt komme tæt på.

Alt i alt, et ganske flot natur område.

Indlægget Hyllekrog Fyr blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Under planlægning var der mange overvejer hvorvidt vi skulle benytte den såkaldte ringvej fuldt ud med sine 1332 km, som formår at gå hele øen rundt. Det kunne nu godt lade sig gøre at køre rundt på en uge, men så ville der være en del ting vi ikke kunne nå i den sydlige del, hvor man finder mange af de mere kendte naturfænomener. Dette indlæg foregår derfor i den syd til vestlige del af Island i de 8 dage vi var afsted.

Kun 3 timer og 25 min i fly lander man i Keflavik Reykjavik Lufthavn, som ligger godt 50 km vest fra hovedstaden Reykjavik. De er 2 timer bagud, så klokken er næsten den samme som da man tog hjemmefra.

Tværs over parkeringspladsen i lufthavnen ligger alle bil udlejningerne, hvor der hjemmefra var undersøgt muligheder, og valget faldt på Lotus Car Rental, da de som en af de få tilbød booking af bil uden et debit kort. Ja det skal man lige være opmærksom på, at mange leasing selskaber skriver at leasing uden et debit kort ikke er muligt. Dette fandt jeg først ud af få uger før vi skulle af sted, så måtte bestille et Mastercard, men var usikker på om det nåede at komme til tiden.

Uden behov for store off-road egenskaber (Mente vi selv på dette tidspunkt :o) ), blev det til en af de mindste i klassen, en Toyota Aygo. Men ved udlevering var vi blevet “opgraderet” til en Kia Picanto. Bonus !

Afsted til første stop kun 23km ned af vejen mod Reykjavik; Den Blå Lagune, da vi muligvis ikke ville have tid når vi skulle hjem igen.

Den Blå Lagune er opstået i forbindelse med det nærliggende geotermiske kraftværk, som henter varmt vand op fra undergrunden, og pumper det overskydende vand tilbage. Dog kan der ikke pumpes lige så hurtigt tilbage, som op, derfor blev vandet hældt i nogle damme som med tiden udviklet sig til Den Blå Lagune.

Man skal have pre-booket tid hjemmefra via deres hjemmeside, for at undgå en overflod af mennesker. Det er dyrt, vi måtte slippe med 570 kr hver, hvilket inkluderer indgang, silica mudder maske, brug af håndklæde og én drink. Priserne afhænger lidt af efterspørgslen og tidspunkt på dagen.

Området er kæmpe, og der er lavet mange små kroge, sidde pladser og forskellige niveauer i “bassinet”. Vandet er dejligt tilpas varmt på omkring 37°C til 40°C, men har man behov for at svede lidt kan man svømme hen til den nærmeste stander hvor der bliver pumpet nyt vand ind.

Bunden og alle steder vandet berører er beklædt med en skorpe af silica, som er et naturligt mineral som opsamles når vandet fra undergrunden bliver pumpet op. Det er også silica som giver vandet det blålige skær man ser i overfladen, mens under vandet er det mælk hvidt, og hvor sigtbarheden kun er ganske få centimeter. Silica skulle være godt for hud, hår og negle, og er også derfor man kan få en mudder maske med det, samt købe produkter i gaveshoppen når man skal ud igen.

Skulle man finde på at indtage vandet i munden, finder man ud af at det er åndsvagt saltet, der står bl.a. også derfor flere steder drikkestandere med frisk koldt vand.

Efter nogle timer er vi opløst og vender næsen mod Reykjavik for at indtage vores hotel. Ligger mærke til at der er udover lidt bakket terræn var meget fladt uden et træ eller busk at se, de første mange kilometer fra lufthavnen. Ved Reykjavik begynder det dog at ændre sig med bjerg formeringer i baggrunden.

Reykjavik var kun rasteplads for natten, så der var valgt et pris venligt hotel: The Capital-Inn godt 2.5km fra centrum. Et stenkast herfra lå Perlan, som er en kombination af bl.a. restaurant og museum, beliggende helt for sig selv på en bakketop.

Vi udforsker stierne omkring, som bestemt kan anbefales da man finder gamle bunkere og andre militær ruiner fra 2. verdenskrig, samt i det lille skov område er det opsat forskellige kunst opstillinger langs stierne, her mødte også en kat som fulgte os igennem skoven et langt stykke tid.

Næste morgen sagde vi farvel til Reykjavik for nu, og kørte mod Þingvellir National Park, hvor det er muligt at gå i mellem den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade.

På vej dertil oplever vi en halo rundt om solen lige så tydeligt. Det skulle angiveligt dannes af solens stråler som interagerer med iskrystaller i atmosfæren, det varet også kun ganske øjeblikke før den forsvandt lige så hurtigt som den kom.

Ved Þingvellir, parkerer man ganske tæt på selve hoved attraktionen, og så er der ellers er der lavet stier rundt i området man kan benytte. Det er også muligt at komme til at dykke ned i mellem pladerne, hvor vandet skulle være noget så klart, og lige ved siden af ligger Island største sø.

Efter vi har set det meste, tager vi videre mod for at se de kendte gejsere, hvor hele området er geotermisk aktivt. Den gejser med mest aktivitet er Strokkur, som ca. hvert 5. min sprøjter 20m varmt vand op i luften. Den oprindelige Gejser, også kalder The great geysir, har siden et jordskælv i 2000, været mindre aktivt og har ikke nær så høj stråle som den plejede at være, så den fik vi ikke set i aktion. Hele området lugter fælt af svovl, så vi drog videre efter at have set vand show et par gange.

Kun 10 min kørsel væk ligger Gullfoss, som er et uroligt flot, bredt og volsomt vandfald. Lige når man ankommer ligner det ikke ligefrem at der skulle være noget som helst af interesse midt ude i ingenting, indtil dalen bliver synligt. Der er lavet sti hele vejen ned til en større flad stenflade. Helt sikkert er besøg værd.

Kører mod Vik, hvor vi passerer en masse vi først skal se på tilbage vejen, men laver nu alligevel et stop ved det berømte Solheimasandur fly vrag, som ligger på en af de mange sorte strande som findes i Island. Man parkerer ved hovedvejen og så ligger det lidt under 4km ned mod havet.

Det var begyndt at blæse vildt op og selvom der er total fladt, er det ikke muligt at se flyet fra parkeringspladsen, kun sort sand så langt øjet rækker. Der kører en shuttle-bus en gang i mellem, men vi begyndte at gå og små løbe for at komme derned.

Flyet stammer fra 1973, hvor det måtte nødlande, og det blev besluttet at det var for besværligt at bjærge hele flyet ud fra det vanskelige landskab, så det blev strippet for udstyr og efterladt til hvad der i dag er en surreal oplevelse. Et fly midt i et månelandskab.

Gik tilbage til bilen i stormvejr, og vi nået da også kun lige til Vik, hvorefter det begyndte at styrte ned. Hotellet var Hótel Kría, som byder på moderne design, og god stor morgenbuffet.

Ikke så langt fra Vik, ændrer landskabet sig til helt øde og flat området, med undtagelse af et lille offroad stop ved Hjörleifshöfði cave, hvor man helt fik jurassic park vibes.

Efter længere tids kørsel øst på, endte vi ved Jökulsárlón gletsjersøen, der ligger lige ud til hovedvejen, og som udover er Islands dybeste sø, er stedet at opleve blå isbjerge flager som har revet sig fri af den nærliggende gletsjer. Man kunne se sæler svømme rundt og stikke hovedet op af vandet fra tid til anden. Meget unikt.

På den anden side af hovedvejen ligger Diamond beach, der har fået navnet pga. de mange små is stykker som når ud i havet fra søen, og bliver skyllet op på stranden, der så ligger her og ligner glas eller diamanter.

Jökulsárlón var det længeste vi skulle øst, og vendte derfor bilen om for at se alt det vi egentligt havde kørt forbi uden stop.

Mere grusvej blev det til ved Svínafellsjökull gletsjeren, som man kunne komme helt tæt på. Det er helt ubeskriveligt hvor stor og skræmmende sådan en gletsjer egentligt er. Vi så en mindre expedition langt væk, som var ude og gå på selve gletsjeren.

Godt 6 km fra gletsjeren, samt lidt vandring opad, ligger Svartifoss, det sorte vandfald, som er omgivet af sorte basalt søjler. Jeg ville nu sige at det fremtræder lidt pænere på billeder end det faktisk var. Det man normalt ikke ser er at der er lavet en platform til den anden side, som man kan stå på.

Inden ankomst ved hotellet for natten, havde vi en del mindre stop ved de utrolig mange natur fænomener som ligger lige ud til hovedvejen. Får eller islandske heste ser man mange steder gå rundt på de store sletter.

Hotellet var Hörgsland Guesthouse, og som navnet antyder, mere et gæsteværelse end et egentligt hotel. Det var nu ikke så imponerende, en del byggesjusk på værelset og der lugtede helt vildt af duftfrisker.

Kørte ned til den nærmeste lille by for at få noget at spise, og så på google maps at der skulle være et vandfald (Systrafoss) i nærheden som vi fik udforsket bagefter. Det var muligt at vandre hele vejen til toppen på relativ kort tid, hvor der lå en stor sø, og så var der ellers bare helt bart så langt man kunne se.

Forsætte videre mod vest næste morgen, hvor vi startede ved Eldhraun lava fields som er endnu et unik området, hvor der er dannet et tæppe af mos og lyng på lavaet, og det forsætter så langt man kan se.

Ved Laufskálavarða finder man masser af bunker med små sten stablet på hinanden så det ligner miniture bjerge, og der hørte en historie med til hvorfor der netop her midt i ingenting var opstået dette.

Det er bl.a. noget med tradition at første gangs rejsende der gik hen over de sorte strande ville ligge en sten for held og lykke. En anden ting er at lokale muligvis brugte stakke af sten som navigations punkter i sin tid.

Forbi byen Vik igen, og ikke langt derfra ligger Reynisfjara Beach, hvor der er flere forskellige natur fænomener. Udover stor sort strand, så ser man flere af disse 5 kantede basalt søjler i den nærliggende klippe, og ude i vandet ligger Reynisdrangar, som er et spir af af lava der rejser sig op af havet.

Der var skiltet med advarsler om at gå for tæt på vandet, og det var ikke uden grund blev vi vidne til, da bølgerne var åndsvagt voldsomme, og kunne nogle gange nå meget langt op af stranden, hvor enkle folk endte med at få våde sko. Længere nede kunne vi se fyrtårnet Dyrhólaey og tog videre dertil.

Man kunne nu godt kører hele vejen derop, men det var af stejl smal grusvej, og det ville vi nu ikke udsætte den lille bil for, så det blev ved den nedre parkering og vandring af sti dertil. På toppen af der masser af fulgeliv at se, der holder til på klipperne, og de sorte strande forsætter i det uendelige.

På hovedvejen igen drejer vi ned mod endnu en glejster; Sólheimajökull som man også kan komme helt op til, og igen er det helt ubeskriveligt hvor store de er. Der var skiltet med advarsel med at gå på den uden guide, samt hvor langt den har trukket sig tilbage pga. klimaforandringer.

Vi gik dog et lille stykke op af den halv blå is for at tage et par billeder, og kunne godt fornemme at man bør have pigsko hvis man skulle højere op.

Næste stop var Skógafoss, som nok er et af de mest kendte vandfald i Island med et bred lige fald ned på godt 60m. Der er bygget trappe til toppen, hvor man kan forsætte ud på længere vandretur ind i landet.

Ned af en længere grusvej, og en 800 meters vandring ind i en dal, ligger Seljavallalaug Swimming Pool. Poolen er fra 1923, hvor der bliver pumpet varmt vand fra undergrunden i, og meget dyb i den ene ende. Vandet er forholdsvis varmt, vil skyde på 36 grader, og det blev konstant skiftet ud ved at nyt vand blev pumpet i, men vandet var grønt og bunden var lidt klam. Bestemt en unik oplevelse at kunne bade i koldt vejr midt ude i ingenting. Omklædning foregår i kold beton bygning uden vinduer eller lås for døren. Stedet var kun lettere besøgt med omkring 4-5 andre da vi ankom.

Opløste, kørte vi videre mod sidste planlagte stop på dagen, vandfaldet Seljalandsfoss, som også er et af de mere kendte vandfald, og det er ikke uden grund, da det nemlig er muligt at gå bagom vandet og stå, men man skal dog være klar på at det godt kan være en våd fornøjelse.

Går man lidt længere ned af sti systemet i området er der gemt et andet mindre vandfald inde i en “grotte” som kun var tilgængelig ved at træde varsomt hen over nogle sten.

Vi har ellers været forholdsvis heldige med vejret, men der begynder at trække sorte skyer op, så vi tog mod Hotel Eldhestar for natten, som lå 70 km væk. Stedet var en heste farm af en art, med utrolig mange islændere.

I den nærliggende by, Hveragerði kunne man se damp rejse sig fra jorden mange steder, da der er geotermisk aktivitet i undergrunden. Dette var også én af grundene til vi var kommet hertil, da der skulle være en bade å med varmt vand.

Den anden grund var Raufarhólshellir, som er én af Islands længste lava tunneler man kan komme ned i. Med hjelm og lygte går man under jorden, hvor der sat dæmpet farvet lys op langs tunnelen. Der ligger en større bunke is under de 3 åbninger i loftet, da temperaturen for det meste ligger på frysepunktet det meste af året. Længere inde ser man flere is søjler i mørket, og guiden stopper et par gange for at fortælle om de forskellige lava formationer, og hvordan tunnel er lavet.

Udemærket grotte, dog var der lidt for mange personer med på vores guidet tour.

Kørte til parkeringspladsen for badeåen, og begyndte derefter 3.5 km vandring opad for nå til et område hvor der er bygget et gangsystem i træ, samt nogle primitive omklædningshegn. Der lugter af svovl og skyerne truer med at lække regn.

Jeg er nu ellers ikke så meget for at bade i hav, søer eller lign. men vandet var for det meste klart og rent, og kun lige dyb nok til at dække kroppen helt hvis man lagde sig ned. Fed oplevelse, igen midt ude i absolut ingenting. Når vi skulle op igen begynder det at regne og vinden er kold, og ser ikke ud til at stoppe lige med det samme. Det blev derfor til en lang tur tilbage i driv vådt tøj.

Der var ikke så meget planlagt for dagen, så kørte mod nord til dagens hotel, dog med lidt stop ved Hvalfjörður som er en utrolig flot fjord, der har fået tildelt navnet pga. de mange hvaler der tidligere holdte til her. Fjorden gemmer også på gammel marine base fra 2. verdenskrig, men den kommer vi tilbage til senere.

Ved hotel Hafnarfjall skulle vi overnatte 2 nætter, inden vi skulle tilbage til Reykjavik før hjemkomst. Om aftenen udforsket vi området rundt om hotellet, og der blev fyret op i udespaen.

På vejen mod halv øen Snæfellsnes, måtte vi stoppe midt i det hele da der pludselig kommer heste gående hen over vejen. Stiger ud for at snakke og tage billeder. Meget usædvanligt.

Havde også et stop ved den sorte kirke Búðakirkja, der ligger tæt ved havet, og omgivet af et lava felt.

Længere nede af vejen åbner der sig en sprække i en klippe op. Rauðfeldsgjá Gorge ser måske ikke ud af så meget udefra, men går man ind bør man have fodtøjet i orden, da der løber vand i bunden. Med lidt snedighed går vi op langs vandløbet til vi når et punkt hvor man skal klatre op af et reb med stor chance for at blive våd. Havde vi haft skifte tøj med i bilen havde vi taget chancen og gået videre.

I den lille by Arnarstapi, lavet vi stop for at se på unikke lava klipper der står i vandet og tonsvis af måger som havde rede derpå.

Djúpalónssandur beach ligger vest, og vi er ved at være halvvejs rundt om halv øen allerede. Vilde lava klipper og en sort strand hvor der lå større metal stumper hist og pist. Der var skiltet med information om en båd der sank i 1948 ud for dette sted, og at man ikke måtte fjerne jernet.

Saxhóll Crater er gammel en vulkan, står 100 meter høj nu omgivet af sit eftermelde som er mos beklædte. Der er lavet jern trappe hele vejen til toppen, hvor man kan se ned i krateret.

Sidste planlagte stop for dagen var ved Kirkjufells og det nærliggende vandfald der nærmest høre sammen.

Sidste dag inden vi skulle hjem igen, kørte vi øst på og havde et kort stop ved Deildartunguhver, som er Europas største hot spring, altså naturlige varme kilde, som også har fungeret som fjernvarme siden 1925 . Dog var centeret lukket så vi så blot lidt på det kogende og boblende vand der var at finde ved parkeringspladsen.

Kørte længere mod øst til vi nåede Hraunfossar og Barnafossar. Den ene del er et mindre flot vandfald hvor det ligner vandet kommer ud af ingenting og løber ned i floden. Den anden er floden som med voldsom kraft kommer igennem et landskab af sten og lava. Lige bag ved lå der et kæmpe lava felt der forsætter så langt øjet rækkende. Næste stop skulle vi faktisk ud midt i det, da Islands længste grotte ligger her. Vi tog den sydlige vej dertil, hvilket betød lang tur på grusvej. Ikke noget den lille Punto var så glad for.

Midt ude i ingenting, omgivet af lava, lå der et hus til grotten Vidgelmir. Der var kun os og 3-4 andre på vores guidet tur, som var ledet af en med god humor og passion for geologi, og pga. vi ikke var så mange fik vi en længere tur end normalt. Belært fra vores anden tur i the lava tunnel, så havde vi mere tøj på denne gang, da der er skide koldt under jorden.

Der blev fortalt om alle de forskellige lava formationer og hvordan de var opstået. Vi nået til et sted hvor det kun var foskere og expeditioner som fik lov at gå videre ind i den lange tunnel. Vi prøvede at slukke alt lyset, og så blev der stille. Det eneste man kunne høre var vand der dryppede, og kan huske guiden grinende sige “Hvad ville være værst når vi tænder lyset igen? at der mangler en af os, eller at der er kommet en mere til gruppen?”, yikes.

Alt i alt, meget bedre tur end den anden nemmere tilgængelig lava tunnel vi tidligere var i.

Tilbage mod Hvalfjörður fjorden, hvor vi endte med at køre godt 20km mere på grusvej. Så kunne man godt begynde at se hvorfor de fleste biler på vejende var 4 hjultrækkere. Vi ender op ved parkeringspladsen til Glymur vandfaldet, som er Islands 2. længste vandfald, og nok en af de bedste ture vi var på. Man starter først ud med et fladt terræn med buske og lyng, indtil man kommer til en flod hvor man skal igennem nogle huler for at komme ned til. For at komme over floden skal man bruge en opspændt stål wire, sten og en træstamme som er langt.

Så begynder det ellers at gå opad, og jurassic park vibes begynder igen at tikke ind, og der var massevis af måger som holdte til i mellem kløften.

Vi besluttede at gå helt op til toppen for at se om man kunne krydse floden og gå ned fra den anden side af. Ved toppen er det helt underligt at se at der var forholdsvis flat og øde. Måtte gå et mindre stykke op af floden før der lå sten man kunne træde på, samt hvor den ikke så så dyb ud. Dog havde den delt sig i 3 dele, hvor den ene var forholdsvis bred og med stærk strøm.

Min kammerat krydsede først og fik våde sko, så jeg tog sko og strømper af og blot gik hen over uden at bruge stenende. Det skal siges at det var så absurd koldt at det gjorde ondt. Det lykkes dog og vi begyndte nedstigning som denne gang foregik igennem buske og krat efter et stykke tid.

Videre rundt om fjorden havde vi et stop ved en gammel marine base fra 2. verdenskrig. Af de 250 oprindelige bygninger, står der i dag kun resterne af nogle enkle beton bygninger tilbage, samt noget af det der tidligere havde været molen. Der er også underjordiske bunkere, men de var fyldt med vand og sten. Basen var bygget af britiske, canadiske og amerikanske tropper. Island blev faktisk invaderet uden modstand af England i 1940, da man frygtede at tyskerne ville udnytte det ellers neutrale Island i krigen, og derved vinde kontrol over nord Atlanten.

Trætte kørte vi mod det sidste overnatning i hovedstaden Reykjavik, Hótel Klettur. Vi gik ud efter søgen på mad, men de fleste steder var dog ved at lukke, så det blev blot til noget hurtigt snask. Vi ligger mærke til at byen er fyldt med kunst og at den egentlig ikke er så stor igen da vi hurtigt kommer rundt. Vi venter dog med at udforske for meget til næste dag, da vi har masser af tid før vi skal med fly hjem.

I området omkring Hallgrímskirkja finder man mange mindre gader med diverse souvenir butikker og restauranter. Går rundt i byen for at fordrive tiden, og ender op ved Solfærd nede ved havnen inden vi kører mod lufthavnen hvor vi havde et sidste stop ved Holmsberg fyrtårnet. God tur.

Hjemme igen

Bestemt et land jeg godt kunne se mig selv komme tilbage til. Der er hele tiden noget unikt og spændende at se. Turen her fokuseret på mange af de naturfænomener som lå tæt på den velkendte ringvej i syd delen, og vi nået ikke engang at stoppe ved dem alle.

Det siges at for hvert 50-100km, så skifter terrænet, og det skulle vise sig at være korrekt. Inden for ganske få meter, kunne landskabet rundt om en skifte var sorte sletter, til et kæmpe lava felt.

Billeje

Var lidt sent ude med hensyn til booking af en bil, og fandt ud af en 14 dage før at man de fleste steder ikke kunne booke bil uden et kredit kort, såsom et Mastercard, jeg bestilte straks et, men det var ikke sikkert det ville nå at komme. Det gjorde det sværere at finde en udlejer hvor vi kunne finde en passende bil. Det lykkes dog at finde den lille Punto, som gjorde opgaven overraskende godt. De fleste andre man så som lejede biler var kørende i en firehjultrækker af en art, og det ville jeg nu nok også gøre hvis man ved man skal lidt ind i landet. Der var heller ingen bemærkninger ved aflevering af bilen, selvom vi faktisk havde været ude og køre længere tid på grusvej med store huller.

Vi nået at tilbagelægge omkring 1700km på den uge vi var af sted, og man skal være lidt obs. på at der godt kan være lidt langt mellem tankstationerne.

Dyrt ?

Læste inde turen at mad skulle være forholdsvis dyrt i Island, men det var nu ikke så slemt. Vi var ude og spise et par gange, og det var kun en smule mere end herhjemme hvis ikke det samme. Det samme var gældende i supermarkederne.

Vind og vejr

Nu var det marts måned, men det var ikke super koldt. Dog ville jeg ikke havde undværet hansker og hals disse da det godt kunne blæse en del nogle steder.

Indlægget Natur’ligvis Island blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Igen med et mellemstop i Helsinki – Finland og 11-12 timer senere, landende vi i Kansai International Airport – Osaka. Ikke lige en rejsetid man lige vender sig til fra gang til gang, men det var en bedre flyve tur end forrige gang.

Osaka

Som det første i lufthavnen var første opgave at få indkøbt et datakort til mobilen så vi kunne Google maps m.m. Vi ledte og ledte, men fandt ikke rigtigt nogen butik som solgte de kort vi var ude efter, måtte derfor i nød begynde at finde de gratis WIFI hotspots som.. delvis var til stede nede ved tog stationen.

Skulle også have oprettet et IC (rejsekort) til min kammerat, hvilket også tog lidt tid, da det ikke var så godt skiltet og måske havde vi ikke helt studeret dette hjemmefra, hvilket kan anbefales man gør så man ikke står i panik på stationen når man skulle nå videre.

Fandt frem til rette gate og afsted med tog mod Namba station, herefter stig afsted med kuffert og håndbagage til nærmeste Bic Camera butik i søgen på datakort for at få sin livslinje tilbage. :’)

Derefter med metro til hotellet Mitsui Garden Hotel Osaka Premier, hvilket jeg allerede nu kan fortælle nok er det bedste hotel jeg har været på. Rimelig billigt, stort værelse med udsigt, samt bad, toilet og vask var opdelt i 3 separate zoner. Hertil gjorde de en del ud af at nævne at madrasser og puderne var specielt lavet til denne hotel gruppe, og det var uden løgn, bedste hovedpude jeg nogensinde har sovet med. Vi var kun i Osaka for 1 nat, så vi fik slet ikke tid til at udforske resten af hotellet, men det lod til at være pænt og nydeligt, og informativt personale i receptionen ved ankomst.

Udforsket kort område rundt om hotellet og drog ned mod Dotonbori for nå at få noget ud af dagen, da det allerede var ved at være langt ud på eftermiddagen. Der er forholdsvis stadig mange mennesker her selvom det er lidt tidligere på året. Vi smagte lidt på de lokale snacks såsom Dango rice balls, som er klæberis som er banket sammen så man kan rulle det til kugler, hvorefter de var dyppet i lidt forskelligt. Det faldt dog ikke helt i god jord hos nogen af os.

Man kan også få Takoyaki som godt kunne forveksles med æbleskiver ved udseende, men man bliver hurtigt skuffet når man først tager en bid og herefter har en del af en blæksputte arm i munden stadig med sugekopper og slim på.

Vi fandt en restaurant, tog chancen og fik bestilt hvad der så lækkert ud på menu kortet. Tjener begynder så at tænde op i en varmeplade som er midt i bordet, og da maden ankommer bliver den anbragt herpå. Stor og rund og med hvad der ligner nudler og diverse grønsager. Ovenpå er der hvad vi mente var fin revet skinke som smeltet ved berøring. Vi kigger på hvad de lokale gjorde, og forsøger at gøre efter til den ser færdig ud. Det smagte smagte himmelsk, og var så stor man dårlig i stand til at spise det hele.

Mætte og trætte var det ud og tage lidt billeder nu det var blevet mørkt, inden vi måtte drage mod hotellet igen da vi skulle tidligt op og videre til næste sted – Nara.

Nara

Ved ankomst på Nara station finder man masser af låseskabe i forskellige størrelser så man kan opbevare sine kufferter mens man er i byen. Vi bevæger os ned mod hovedparken, og der går ikke længe får man begynder at se shika-hjorte gående på fortorve. Det er vilde dyr, men er blevet vant til mennesker, specielt hvis man har kiks som kan købes i små boder som er opstillet langs fortorvet. Der er intet hegn, og de kan potentielt rende videre ind i byen, men tænker de holder sig her ved de grønne arealer og hvor der er turister som giver dem mad. Vi så dog en som lå på en græs plet mellem 2 vejbaner.

Der bliver brugt en del tid til at interagere med dyrene inden vi går videre for at se på de templer og helligdomme som ligger tæt ved hovedgaden, hjortene er stadig til at se, men i lidt mindre mændger her.

Kommer ned til en mindre lokal sø, hvor vi gør et kort stop for at tage billeder og bliver overfaldet af duer da vi kommer til at tabe lidt af de kiks vi havde, på jorden. De var modige nok til at tage det direkte fra hånden af.

Vi kommer til en større Torii port, og indser vi dårligt er kommet ind i parken endnu, og ender på en lang lige sti. Vi stopper for at snakke med flere hjorte, men de var lidt mere tilbageholdende.

Få hundrende meter længere nede kommer der et større åbent areal hvor der er lyserøde blomstrende træer, og som godt kan forveksles med kirsebærtræer men det er faktisk blomme træer. Vi forsætter ned af den lange sti, hvor der begynder at ske lidt ændringer i omgivelserne. Masser af sten lanterner med mos og træer står langs stien, og man ender op ved et gammelt tempel, hvor vi dog ikke var inde.

Vi endte i stedet med at tage lidt nordpå, da vi havde snakket om at bestige Mt. Wakakusa på 342 meter. Inden da, stoppede vi i en lille lokal ramen shop hvor vi var de eneste gæster for at få lidt at spise.

Der er anlagt grusvej hele vejen op til toppen, og vi var stort set de eneste som havde vovet sig ud på denne tur, ja hvorfor mon. Unik skov natur, og vi ser også et skilt der advarer mod slanger.. fedt nok..

Udmattet kommer vi endelig til toppen, hvor der er åbne araeler og med udsigt ud over en del af Nara, samt en mindre folk hjorte med unger holdte til her. Vi tog billeder og et hvil inden vi måtte trave ned af samme sti igen.

Ved templet Todaiji Nigatsudo, var der stor forsamling af mennesker, da der senere på aftenen ville være en festival med ild og cermoni, desværre kunne vi ikke blive og se det, da vi så ikke ville kunne nå det sidste tog mod Kyoto. Rundt om finder man også en masse andre mindre templer, som vi kort besøgte for at tage billeder.

Gik derefter ned mod Daibutsu-den, for at se verdens største budda i bronze stående i en kæmpe bygning og som er en af hovedattraktionerne i Nara, men vi måtte erkende at vores tur til Mt. Wakakusa, gjorde at klokken var langt hen på eftermiddagen, så porten var lukket og slukket for denne dag, øv. Gik derfor mod stationen igen og steg på toget mod Kyoto.

Nara parken er kæmpe og gemmer på mange ting at se, og vi nået ikke engang halvdelen, men det var alligevel en stor oplevelse, og bestemt et sted jeg kunne finde på at besøge igen.

Kyoto

I Kyoto havde vi valgt at indlogere på et lidt dyrere hotel end jeg normalt ville have valgt; Kyoto Granbell Hotel, som ligger lige op af det charmerende Gion kvarter. Lobby havde god dæmpet atmosfære og hotellet var rent og pænt, dog var værelse på ingen måde lige så godt som det i Osaka.

Til gengæld havde de en Onsen i kælderen, som er Japansk varmt bad, hvor det mange steder er opvarmet fra geotermiske kilder. Der er lidt regler og ritualer man skal overholde før og mens man er i badeområdet, og de er gerne angivet på hotellets side eller i omklædningen.

I omklædning skal man strippe helt ned, herefter går man ind i bade området, sætter sig ved én vaske bås, hvorefter man skal rense sig fra hoved til tå. Når man ellers er klar, går man ned i badet som gerne er 40+ grader og forholder sig ellers i ro her. Det skal siges at de fleste steder er Onsen køns opdelt, og det er tilladt at tage et lille håndklæde med ned i badet, men dog til at sætte på hovedet, det må helst ikke røre vandet. Når man så er helt kogt, er det ellers op og samme procedure med at sætte og vaske sig. I omklædningen finder man gerne artikler til at rense sig yderligere, såsom barberingsgrej, cremer og duftevand. Så det ellers på med den udleveret yukata, som er en slags japansk morgenkåbe, og tilbage til sit værelse for at slappe af.

Der var også en anden ting hvorfor vi valgte dette hotel, men det kommer jeg tilbage til senere. Selvom klokken var ved at være mange, tog vi ud for at finde spise i Pontocho Alley, som er en lille smal gade hvor der ligger restauranter på rad og række, og lå lige over floden fra vores hotel af. Vi fik valgt en hvor man kunne få lidt kobe kød, og så fordi den så prangende ud udefra.

Helt alene sad vi på restauranten i alt den tid vi var der. Bestilte en menu med en mindre kød blanding, hvor der bla. var strimler med kobekød, og så fik vi ellers en brandvarm sten og skulle hermed selv stege det. Super lækkert.

Med metro næste morgen til Fushimi Inari-taisha, hvor jeg også var forrige år, men det er bestemt ikke noget man bliver træt af så hurtigt.

Der er stadig mange besøgende, så man går forsat lidt i gåsegang i det første sektioner af mange torii porte. Det siges at der skulle være omkring 10.000 af de rød-orange porte på den lille bjergside som Fushimi Inari-taisha ligger på. Inari templer og bedesteder er den mest udbredte i Japan, og der skulle være godt 30.000 af dem at finde, hvor Fushimi Inari-taisha er hoved templet. Den røde-orange farve som man ser brugt til mange helligdomme siges at skulle være en værn mod onde kræfter.

Går af hovedstien op til udsigtposten hvor man skal være forberedt på godt 12.000 trin, hvis man altså skal helt til toppen, og de kan godt variere i højde og bredde. Vi ser skilte undervejs der advarer at der kan være vildsvin, aber, slanger og bi sværme i området!? fedt nok..

Valgte at gå ned igen næsten af samme rute som jeg også tog året før, igennem villa kvarter og mindre parker indtil vi kom til Kiyomizu-dera, som stadig var under renovering. Der var lidt mindre folk, og vejret var forholdsvis skyfrit, og vi ser enkle kirsebær træer som lige er sprunget ud.

Pluseligt begynder folk at samle sig og der er nogle som spiller på forskellige instrumenter. En cermoni/optræden er gået igang med folk i uniformer som bla. holder en lang drage. Vi ser på et stykke tid og de går rundt til de har været over hele området.

Vandret ned mod Hōkan-ji Temple, som er en 5 etagers pagode, hvor der rundt om er gader med bygninger i gammel stil. Ja tvivler på alt er fra gammel tid, da vi finder en Starbucks som er fuldstændig kamufleret så den også passer ind Mange mennesker her, og det er ikke så underligt da det er utroligt charmerende gader. En hel del er også i kimono så de passer ind i den autentiske stil.

Endte til sidst op i Maruyama Park, hvorefter vi måtte begynde at tænke på at vende tilbage mod hotellet da vi havde tilmeldt os et arrangement vi skulle nå. Vejret var også ved at trække en smule op, trods det ellers perfekte vejr det havde været tidligere på dagen, der var dog stadig masser af mennesker i gaderne.

Tilbage på hotellet var vi tilmeldt et Maiko show, som er en Geisha i lære. En geisha er traditionelle, kvindelige japanske kunstnere eller underholdere om man vil, som for det meste kun findes i Kyoto i dag. Der er opsat scene og en gruppe på omkring 20 er samlet, på scenen kommer der en yngre kvinde, fuld sminket og i blå silke kimono. Der er en oversætter på da hun som så mange andre japanere, ikke taler engelsk. Hun optræder med lidt traditionelle danse, og folk for mulighed for at komme op dystre mod hende i et spil som hedder Konpira Fune Fune.

Der kom også mulighed for spørge runde, hvor folk kunne stille spørgsmål, og vi får her indblik ind i mange ting i den lidt mystiske geisha verden, såsom at mange af hendes hår smykker og farve på dragten har noget at sige hvor langt i hendes lærlinge forløb hun er.

Håret er for det meste ægte, og det sættes gerne kun engang om ugen, dvs. de har en special pude som er formet efter håret. Den hvide sminke gjorde det bla. nemmere at se ansigtet i svagt lys i de gamle dage. Arbejde er der rigeligt af, hun var proppet langt ud i fremtiden med forestillinger. Normalt så kan man ikke booke en rigtig Geisha, uden at man kommer fra en anbefaling fra en anden kunde, hvilket blot gjorde det mere spændende at få indblik i deres hverdag.

Der afsluttes med at få uddelt nogle spisepinde, vi får taget et billede sammen med Maiko’en. Det afholdes vist på hotellet ugentligt som ét af de få som har disse forstillinger i Kyoto, og det er vist også muligt at deltage selvom man ikke bor på hotellet.

Under forstillingen havde det regnet, men vi vovet os ud for spadsere lidt i gaderne for at tage lidt billeder inden det var med hovedet i seng.

Med tog/sporvog næste morgen til Arashiyama, for at tage samme rute jeg også var på forrige år da min rejse kammerat også gerne ville se aberne i området. Så først igennem Bamboo Forest, hvor det lykkes at tage lidt billeder end jeg slap afsted med sidst. Der var dog stadig en del mennesker

Hen over Togetsu-kyō broen, og op den lange vej til toppen. Det hjalp en smule at det ikke var så varmt denne gang. Der var godt liv i de mange aber, da de rendte efter hinanden, skreg og var en smule op og toppes, hvorefter nogle af de ansatte løb efter dem for at få dem til at stoppe. Vi fik fodret lidt peanuts inde fra hytten, inden vi igen drog videre tilbage til Kyoto “midtby” i søgen efter leje af el-cykel.

Igen, kan det anbefale at prøve at leje cykel i Kyoto, det er hurtigt og nemt at komme rundt. Man skal dog stadig være opmærksom på at man ikke kan parkere hvor som helst.

Op til Det Gyldne Tempel – Kinkaku-ji, hvor der denne gang ikke var lige så mange så der var mere plads til at tage billeder og stå og kigge.

Den nuværende pavillon er fra 1955, da den brændte ned i 1950, men skulle være så tæt kopi som den oprindelige. Der er dog usikkerhed hvorvidt der blev brugt så meget bladguld på den originale.

Kanazawa

Selvom der stadig er masser af ting og se i Kyoto, så måtte vi allerede af sted videre til næste destination, så med et Thunderbird tog tidligt næste morgen og 200 km nordpå, endte vi i Kanazawa, som af nogle kaldes mini Kyoto, da de også har områder med gamle bygninger og parker.

Vi havde kun planer om en enkel overnatning her, så hurtigt hen til hotellet: Hotel Mystays Premier Kanazawa, som ligger et stenkast fra stationen, og hvor værelserne var store på godt 34 m². Med det samme tilbage for at søge ned mod den store park Kenroku-en som skulle være én af de flotteste i Japan.

Fandt en af de mange lej-selv cykel steder, hvor man kan få oplåst en cykel på ved hjælp af en automat.

Af de smalle små veje trillede vi først ned mod Higashi Chaya District, som er et område der består af historiske gamle bygninger. Det er ikke tilladt at cykle i de smalle gader her, så vi trak dem rundt. Himlen var blevet sort og på et kort øjeblik begyndte det blæse helt vildt, samt regn og hagl stod ned i stænger. Folk søgte ly under de små halvtag der var på bygningerne. Og lige så hurtigt som det kom, gik det væk igen. Tog lidt billeder og skyndte os videre.

I Kenroku-en som er en stor, flot og imponerende park med søer, mangfoldige planter, formsatte gamle træer, vandløb og blommetræer som var sprunget ud. Der ligger gartnere på knæ og piller ukrudt op med hænderne i de mange bede og en del træer får støtte i form af reb og stolper for at kunne holde sig selv oppe i stedet for at beskære dem. Fantastisk gennemført have.

Efter at have set det meste af parken, drog vi hen over vejen hvor Kanazawa Castle Park ligger, som er en større hvid borg fæstning, med store åbne pladser. Af ukendte årsager nået vi dog ikke helt inde og kigge desværre, så kan ikke sige så meget om det. Tog lidt billeder og vendte tilbage for at leje cykel igen og tog videre til sidste planlagte sted på dagens rute; Nishi Chaya District som også har gamle bygninger, men det var slet ikke det værd hvis man allerede havde været ved Higashi Chaya District.

Kørte mod stationen igen for at finde lidt at spise, men endte med at købe en masse snacks i stedet og spiste i resturanten på hotellet. Resten af aftenen gik med at se japanske gameshows på tv’et, og som gerne virker ret low budget, men alligevel ganske underholdende at se.

Kawaguchiko

Tidligt næste dag var det med lyntoget – Shinkansen, hvor vi med hast kørte mod Shinjuku – Tokyo, hvor vi blot skulle have været et øjeblik, da vi skulle videre mod byen Kawaguchiko vest for Tokyo via bus, som jeg havde glædet mig extra meget til, da det ligger tæt på det hellige bjerg, Mt. Fuji.

Vi havde dog lavet fejlen ikke at forudbestille plads til bussen, som kun kørte engang i timen, og alt var udsolgt de næste 2 afgange, øv. Fandt noget at spise, og gik ned mod Tokyo Metrolitan regerings bygningen, som skulle have gratis adgang til udkigsposter på toppen af dens tårne. Det opgav vi dog hurtigt, da vi så køen til at komme op, selvom vi havde godt 1-2 timer at gøre godt med :’ )

Brugte i stedet tiden på at kigge kamera udstyr i de omliggende butikker tæt på stationen, indtil vi kunne komme med på en bus.

100 km senere dukkede Mt. Fuji op i horisonten og vi landede efterfølgende på Kawaguchiko stationen, hvor der kørte gratis shuttle bus til vores hotel flere gange dagligt.

Det er helt ubeskriveligt hvor stor og pænt kegle formet det står helt alene lige foran en, selvom vi nok var 16 km fra dens center position.

Vi havde valgt hotellet: Fuji View Hotel, og værelse i traditionalt stil med udsigt ud til Mt. Fuji på 3. sal. Hotellet byder også på mange faciliteter, såsom stor have med bla. tennis anlæg og mindre golfbane. Flere restauranter, og Onsen med både inde og ude bad i kælderen. På taget var der lavet 360 grader udsigt post. I lobbyen var der endda en mindre butik med souvenir ting, snacks, drikkelse, tøj og accessories. Ja, det virkede som for godt til at være sand, men tror vi var ude af sæson, da det virkede meget tomt, og restauranterne skulle man have lavet reservationer til god tid i forvejen, så vi måtte ud i byen og finde noget af spise om aftenen, men det var lettere sagt end gjort. Alt andet lige i hurtig gå afstand havde lukket, så det blev blot til noget fastfood fra den lokale 7-eleven.

Vi nået også lige ud og udforske lidt ude ved søen bag hotellet, hvor vi fik set solnedgangen, inden vi gik ind for at gå i Onsen i kælderen. Denne var vildt god med ét stort meget varmt bad, et mindre med normalt varme, et iskoldt, og så var der såmænd også et bad udenfor, hvor man godt kunne lugte svovl, så det måtte være rigtigt geotermisk opvarmet. Der var også en sauna hvis man nu ikke synes man ikke havde fået nok varme. Efter sådan en omgang er man helt gele, og men det føles helt fantastisk.

Næste dag var det morgenmad på hotellet, og det var først her vi rigtig så at der altså var en del andre til stede, og du kunne her bla. få fisk og andet uidentificerbart til morgenmad, men holdte os nu mest til det vi kendte hjemmefra. Herefter blev der lejet gratis cykler i receptionen, og tog afsted mod Hahanoshirataki, som er et mindre vandfald inde i skoven nord-øst på. Efter meget stejl opstigning på normal cykel endte vi op ved en større beton dæmning, og måtte forsætte til fods da der var lavet trappe op af den. Efter lidt vandring igennem skov langs en å, kommer man til vandfaldet. Et fint lille et med et fald på omkring 15m vil jeg skyde på, og ved siden af er der bygget en torii port med en lille helligdom.

Vi tog lidt billeder og gik tilbage til cykler for at køre langs Kawaguchiko lake på den nordlige side. Der var en del af stierne som var under vejarbejde, og de lavendel enge, kirsebær og ahorn træer som skulle være der, var ikke sprunget ud endnu.

Drog videre til den østlige side af søen, for at køre med kabelbane op til en udsigt post. Her bliver man proppet ind som sild i en tønde i en vogn, og der var en hel del mennesker på toppen, men udsigten ud over Fuji og byen var også helt vildt, man kunne forsætte på vandre stier længere op af bjergsiden, men vi havde nu andre planer for resten af dagen.

Tog tilbage til hotellet for at aflevere cykler, og gik ned til vejen bag hotellet for at vente på en sightseeing bus som kørte ud til Aokigahara skoven, som er utrolig unik på både gode og dårlige måder. Det meste af skovbunden er hærdet lava fra udbrud i år 864. Siden da er der vokset utrolig tæt skov oven på, så tæt at man ikke kan se særlig langt ind i mellem træerne. Der er mange huler i jorden, og grotter i området, og dette var også én af grundende til vi skulle hertil.

Skoven er også kendt under andre navne, såsom Sea of Trees (hav af træer), hvilket man godt kan se hvorfor, når man ser hvordan lavaen har formet bunden. Det andet navn er Suicide Forest (Selvmords skoven) da der er mange som har valgt at ende deres dage herinde. Man ser derfor en del skilte med opmuntrende beskeder, telefonnumre til selvmords linjer, samt skilte om ikke at forlade de anlagte vandre stier. Når man lige ved dette bliver skoven lidt extra creepy, da nogle er fundet ret tæt på stierne, og der var fuldstændig lydløst derinde mens vi var der.

Vandret ned til den første lava grotte: Fugaku Wind Cave, som i gamle dage blev brugt som en naturlig fryser, da der er omkring 3 grader året rundt, hvilket godt kunne mærkes som man kom længere ned. Større søjler af is, samt nogle stativer var stadig tilgængelige hvor der stadig stod metal bokse med silke laver i.

Det er forholdsvis hurtigt overstået, men meget spændende at opleve. Vi gik 800m igennem skovstien til næste grotte, som er mere snæver end den første, så man skal kunne bukke sig lidt sammen for at komme igennem. Der er sat dæmpet lys op igennem grotterne og igen her var der is søjler at se.

Gik op for at tage bussen tilbage da det var ved at være langt ud på eftermiddagen. Da vi tog den første gang var vi ikke opmærksomme på at man selv skulle trække et “billet nummer”, som så skal vises til chaufføren når man stiger af, så han så bruger til at regne ud hvad man skal give for turen. Kunne dog se hvad nummer vores stoppested ved hotellet havde, så kunne man bare oplyse dette.

Sluttede dagen af med at gå ned til vandet igen og se solnedgangen, herefter i Onsen og så på hovedet i seng.

Jeg tror en måned senere ville have været bedre tidspunkt at besøge Kawaguchiko, og selvom der var masser af stadig at se i området, var det tid til at tage til Tokyo næste dag. Et område jeg godt kunne tænke mig af besøge igen.

Tokyo

Med bus tilbage landede vi i bydelen Shibuya, og tog derefter til vores hotel: Henn na, i området Asakusabashi. Hotellet var et såkaldt “robot” hotel, med selvbetjening i receptionen, hvor der kun stod 2 robotter bag skænken som var lidt creepy at se på, og som kunne bevæge sig med mund og det hele. På værelset finder man en smartphone som kunne styre fjernsyn og lys, samt et styge/damp skab, som skulle kunne friske ens tøj op. Det lugtede dog langt væk af røg inden i, så det blev kun til lidt test. Ja mere var der ikke helt at komme efter, men fandt også efterfølgende ud af halvdelen af de robotter som skulle havde været der, var blevet fyret, da de gav mere arbejde end meningen til det menneskelige personale, som vi dog ikke så noget til. Det var dog heldigvis billigt og der var en station ganske få meters gang væk.

Tokyo Skytree var første besøg, da vejret var klart og godt, og herefter videre ned mod Sensoji, som også var vel besøgt, og sluttede dagen af med at rende rundt i akadehaller og diverse butikker i Akihabara.

Næste dag startede vi dagen med morgenmad fra cafe i Akihabara og endte med at gå hele vejen ned til Ueno park. Ved hovedindgangen stod et hav af mennesker, mange med kamera fremme, og ikke uden grund. Sakura, eller på dansk; kirsebærblomst, var på mange store kirsebær træer hel eller delvist sprunget ud i blomst i parken.

Gik igennem til de små templer og helligdomme, og til den store plads ved museerne og Zoo indgangen, og tog en spontant beslutning om at gå ind igennem Zoo for at se på Panda’er, da der ikke så ud til at være mange mennesker.

Man skulle dog stå lidt i kø, for at se pandaerne, og da det blev éns tur, fik man godt 2 minutters gang forbi nogle glas partier, hvor der var 3 pandaer i hvert deres indhegning, som ikke lavede noget som helst.

Ja generelt syntes jeg det var meget skuffende da mange dyr ikke så ud til at have plads nok, så kunne godt fortryde lidt efterfølgende at have støttet det, viser derfor ikke så meget herfra.

Går man parken igennem, ender man op nede ved Uneno søerne, hvor der er udgang, og liv i vandet med både, fugle og fisk. Gik tilbage mod Akihabara, da vi nu skulle ind på en såkaldt Maid café, som er en café med et tema, hvor personalet cosplayer (dvs. er klædt ud) gerne som tjenestepiger og behandler kunderne som deres herre eller frue.

Man ser dem meget i gadebilledet i fuld udklædning og i karakter, dele fliers ud i Akihabara, da konceptet også startede her.

Det er desværre ikke tilladt at tage billeder af personalet, så har ikke noget indefra, udover den is vi bestilte. Temaet for hele cafén er lyserød, farverigt, og ting som er Kawaii (nuttede).

Man bliver ført ned til et bord af en af de ansatte, som kan lidt engelsk, og forklarer når vi skal bestille, skal vi kalde: Moe Moe kyun, på en special måde, og som så vidt jeg kan finde ikke helt oversættes til noget, men ellers kunne hun ikke “forstå” det.

Vi bestiller en is og drik pakke, og efter lidt tid får vi valget mellem nogle forskellige hårbøjler med dyre øre på som bliver sat på hoved af en så man matcher ind i temaet. Alle de ansatte udøver store armbevægelser og bruger højlydt stemme når vi skal til at sige farvel, som om man var den eneste kunde der havde været i flere år.

Det er en utrolig pinligt men unik oplevelse, og det er altså ikke kun turister og mænd man ser herinde. Nogle cafeer har scener med live show, musik og sang. Bør opleves.

Kamakura – Dagstur

Tidlig næste morgen var planen en dagstur til byen Kamakura, som ligger 1 time væk med tog sydpå fra Tokyo.

Ved stationen lejede vi el-cykler og kørte lidt øst på, hvor der er templer, grottehuler og mange vandrestier.

Der er noget ved at cykle på de mange små veje, da man kommer til at se omgivelserne villa kvartererne på en lidt anden måde. Vi var dog kun rigtigt inde ved Hokokuji, som byder på “lille” bambus skov, tempel og japansk have. Der er ellers rigtigt mange vandrestier hvor man skulle kunne finde en del huler, som var været brugt enten som grav pladser eller til helligdomme i området men kørte retur mod centrum igen for at se på Tsurugaoka Hachiman-gū, som er en vigtig helligdom i området. Dog kunne vi ingen steder finde hvor vi lovligt måtte parkere vores cykler i området, så måtte desværre køre videre mod næste stop.

På gaden ned mod stationen, ser man ørne meget aggressivt dykke efter mad der er tabt på jorden, ganske tæt på mennesker. Ja generelt var der rigtig mange ørne over det hele Kamakura, og man så også skilte der advarer mod dem. Ikke så tit man lige ser det.

Lidt vest ligger Kōtoku-in, hvor man finder den 2. største bronze statue af buddha, også blot kendt som The Great Buddha. Så fik vi alligevel set ham, nu vi missede den i Nara. :o) Det er hulrum indeni, som gør det muligt at komme ind. Der var ikke så mange mennesker som forventet, men ellers ikke så meget andet at se her. Vi kørte derefter ned mod vandet.

Kamakura er en kyst by, og på nogen strækninger er der kæmpe strande som skulle være meget populære om sommeren. Man ser også store kystsikringer og skilte der informere omkring tsunami , og hvor man bør søge hen i tilfælde af jordskælv.

Kørte mod øen Enoshima, som i dag fungerer som en turist ø, med en blanding af attraktioner, såsom butikker, mad, templer, park, grotter, marina, spa og observation tårn med mulighed for at se Mt. Fuji på en god dag.

Det første stykke er ikke andet end butikker med mad eller souvenir ting, og allerede her starter det med at gå op af bakke og det stopper ikke før efter lang pinsel af smalle trapper med høje trin, indtil man når toppen, og så begynder det ellers at gå stejlt ned igen, hvis man vil ned på klippestenene på den sydlige side. Her plasker bølgerne hårdt ind i mod og man kan hurtigt komme galt af sted hvis man skulle falde ned i de mange huller i jorden. Der er også et grotte system, men det var lukket pga. renovering.

På fastlandet overfor Enoshima ligger der resorts og store fine strandpromenader og kunne nu godt forstille mig der ville være mange her om sommeren.

Eftermiddag var nær, så kørte til stationen for at sætte kurs mod Tokyo igen. Der var her igen masser af ting man kunne se endnu. Specielt de mange vandrestier i området kunne havde været interessante.

Tokyo

Næste morgen var det med den hævet togbane til Odaiba; shopping- og underholdnings ø, beliggende ude i havnefronten i Tokyo. Øen er menneskeskab, og huser kæmpe åbne arealer, store hoteller, shoppingcentre, udstillings og konference haller, og der var ved at blive opført diverse arenaer til OL i Tokyo.

Det første besøg er ved frihedsgudinden som er en kopi af den fra New York. Oprindeligt rejst i 1998 som midlertidig hyldest for Japans forhold til Frankrig, men pga. stor popularitet, fik den lov af blive stående. Den står lige godt 12 meter høj, men med bugten i baggrunden, kommer den til at se større ud. Der skulle stå 2 statuer mere i  byerne Shimoda og Osaka.

Stik syd, ned langs de store promenader, ligger DiverCity, som er et stort indkøbscenter. Det var dog mere udenfor vi havde planer, da der står en stor replika af en Gundam Figur ved indgangen. Der kom motorstøj fra den nærliggende parkeringsplads, og ser der er udstillet med gaderæsere og der er stuntkørsel på motorcykel i gang bag hegnet.

Ganske få hundrede meter nede ligger Palette Town, hvor bla. Toyota har et showcenter. Vi var der lige til åbningstid, og viste faktisk ikke helt hvad der var at se eller om det overhovedet var interessant. Da dørene bliver åbnet blev man mødt med en kæmpe hal fyldt med nye biler, hvor mange er nogen vi ikke ser her i europa.

Folk strømmer ind, og umiddelbart ligner det bare en stor bilhandler butik, dog står der i den ene side super blier som tidligere har været brugt i rigtige løb. Arkade maskiner med bilspil er opsat og er allerede blevet optaget af de mange hurtige og souvenir butikker med de forskellige bilmærker er også til at finde.

På 2. sal kan man køre Segway på bane, se på eksperimentelle biler og ny teknologi fra Toyota, kører flere racerspil, og interagere med en masse skærme. Alt sammen var gratis, derfor ikke så underligt så mange mennesker strømmede hertil.

På den anden siden af bygningen står et stort pariserhjul. Under dette stod der en masse mennesker i kø til hvad vi mener var en koncert begivenhed som skulle afholdes der. Vi skulle have været inde i teamLab Borderless, der lå ved siden af, som er en digital kunst udstilling med lys, som skulle være helt fantastisk. Måtte dog gå lidt skuffet derfra da køen for at komme ind, var helt sindsyg, og umiddelbart så det ud til at vi skulle have bestilt på forhånd. Videre mod Tokyo Big Sight, som er nogle STORE halller, hvor der blev afholdt en Anime konference, dog var der ikke så meget at se uden at man skulle betale for at komme ind. Havde håbet at se folk i fuld cosplay, men ak nej.

På vej mod Toyosu market, som er her det nye tokyo fiskemarket var åbnet i helt nye rammer. Undervejs ses der store haller under opbygning som skal bruges til OL i Tokyo. De nye fiskebygninger må siges at være noget af en opgradering i forhold til det jeg besøgte året før. Man kan godt komme ind, hvor man først kommer igennem en small passage med masse små fiske restauranter, hvor folk stod i lange køer ude foran for at komme ind når der var plads, og så ellers igennem længere korridorer for til sidst at komme til at kigge igennem nogle vinduer til nogle tomme haller, da det er lørdag, så der er ingen på arbejde. Kan ikke helt anbefales.

Sultne og ikke i humør til at stå i kø for fisk, tager vi tilbage til Palette town da der skulle være et indkøbscenter på den modsatte side af hvor Toyota centeret lå som hed Venus Fort. Her bliver man godt overrasket så snart man kommer indendøre. Hele centeret er lavet som en italiensk by, fuldendt storslået og detaljeret udsmykket interiør, fyldt med statuer, arkitektur, maleri og kulisser. Hele loftet ligner forholdvis rigtige skyer og lyset ændrer sig langsomt. Vi bliver mødt med en repræsentant fra centeret som byder os velkommen og hvis vi besvarer nogle hurtige spørgsmål fik vi en kuglepind :D.

De fleste butikker er dyrere mærkevarer butikker såsom Tommy Hilfiger, Ralph Lauren og Diesel. På 3. salen finder man næsten kun restauranter, og vi finder her noget af spise.

På 1.salen er stilen skiftet ud til mere normalt indkøbscenter stil, og flere familie venlige butikker, heriblandt en stor dyrebutik hvor man kan få alt til sit kæledyr, samt adoptere hunde og katte, ja der er såmænd en hår salon til sin hund.

Vi opdager der er endnu en bil udstilling inde i centeret, med bla. gamle klassikere og vindere af ørkenløb, igen i en flot opsætning, og ganske gratis at se på. Venusfort er klart et besøg værd.

Lettere trætte begynder vi at gå mod stationen igang, men bliver distraheret da en robot står ved en bygning og nærmest vinker til sig. Det er Kawasaki Robostage, som er et ganske lille showroom med industrirobot teknologi. De har bla. sat 2 sæder på en stor robot arm, hvor den så tager en på en “flyvetur” mens man har VR briller på. Man kan også integrere med lidt andre mindre robotter, samt få tegnet et portræt af en.

I bygningen overfor ligger endnu et unik indkøbscenter: DECKS. Udover normale butikker, så finder man bla. også Madame Tussauds voksmuseums, et mini legoland, en softgun bane, og på en del af en etage er der lavet tema og dekoreret som om man var tilbage i 1960’erne, fuldend med en hal med rigtig gamle arcade og manuelle spillemaskiner. I den anden halvdel af bygningen ligger Tokyo Joypolis, som er en moderne indendørs forlystelsespark. Vi var dog ikke inde her.

Da vi stod og ventede på tog tilbage til fastlandet, måtte man stå og vente et par afgange, da der var propfyldt. Vognene er nu heller ikke så store, men hvis det var slemt nu, vil jeg nødigt se når OL i Tokyo skal finde sted.

Odaiba er ren underholdnings meka, og tilbyder masser af plads og moderne arkitektur. Når man gik på promenaderne og fra sted til sted, føltes det ikke som om der var mange mennesker, og man skal ikke gå langt før der noget som fanger ens opmærksomhed, og vi nået ikke engang at se halvdelen af hvad ø’en tilbyder.

Med start i bydelen Shibuya næste morgen, fik vi krydset det kendte fodgængerfelt og hilst på statuen af hunden Hachikō. Herefter gik vi så småt op til bydelen Harajuku, som jeg fik misset det forrige år. Overvejs falder vi tilfældigvis over en Samsung Galaxy butik, som først og fremmest fungerer som enhver anden telefon butik, men der er 5-6 etager.

På én etage er der et mindre museum med nogle af de tidligste modeller, og på de mange næste er der opsat forskellige underholdnings ting man kan udforske og prøve. Bla. en masse med VR og alt sammen til gratis benyttelse.

Harajuku er bla. kendt for farverige og alternative butikker med vintage- og cosplaybutikker langs Takeshita Street, som vi skulle til at bevæge os ned af. På denne gade var der proppet mere end andre steder. Når man først var kommet ind i menneskemængden, så kunne det være svært at stoppe eller vende sig om, så tæt trafikeret var der. Vi måtte stå i kø igennem en hel butik for at få en dåse med candyfoss. Ja, gaden er kendt, men dette var på et helt andet plan end andre steder jeg har været, så tænker at søndag hvor de fleste har fri, er dårligt tidspunkt at besøge Harujuku på.

På den anden side af vejen ligger Yoyogi Park med Meijihelligdommen, så det var rart lige at få en ændring af kulisser. Forsatte op til Shinjuku, gik rundt i området inden vi tog mod hotellet igen.

Sidste dag før hjemrejse, skulle have været en tur til området Roppongi, men vi endte med at spendere hele dagen i Akihabara for at bruge resterende kontanter og lede efter ting vi tidligere havde tænkt på at købe.

En ting man ser over hele Japan, er sodavands automater stå på næsten alle gadehjørner, og der går lidt sport i at finde nogle med interessante og spændende drinks som man ikke har set før. Der er nogle som tilbyder kaffe i dåse enten kold eller varm. De er generelt billige i forhold til herhjemme (omkring 8 kr for en 0.5l) og enkle kan man benytte med sit rejsekort.

En anden og mere bizarre ting som jeg ikke fik nævnt i min første rejseblog om Japan, er at utrolig mange resturanter har mad stående i jeres vinduer eller lige ved indgangen, og første gang jeg så det, tænkte jeg, Ok det må være ny lavede retter man bare kunne pege på og så få udleveret. Nej, det er simpelthen lavet som et menu kort, og maden er naturligvis ikke ægte men af plastik eller lign., som er så realistisk lavet at man næsten ikke kan se forskel. Det er både a la carte, desserter, Øl og fisk som er udstillet for a lokke kunder til. Det skulle være en helt kunst form at producere disse, og de er for det meste håndlavet. Meget imponerende. Nedenstående madvarer er alle lavet i plastik.

Hjemme igen

Under research af lidt ting som der er skrevet om her, fandt jeg en masse ting vi simpelthen har misset, som ellers har været inde for ganske lidt gå gang, så kan ikke nævnte det nok med at god planlægning til sådan en tur er et absolut must. Men hvad der ikke blev set denne gang, må jo blive til næste gang

Vores valg af rute at starte fra Osaka og slutte i Tokyo, var mest baseret på at det faktisk var den billigst i forhold til flybilleter, så det kan være værd at overveje. Jeg ville nok ikke tage til kanazawa en anden gang, men området omkring mt. Fuji er meget interessant, og et sted der bestemt skal besøges igen ved lejlighed. Overvej flere dage i Kyoto end vi havde, da det er en fantastisk flot by med masser at se.

Planlægning for næste tur er allerede lidt undervejs, og bliver nok engang i 2021.

Indlægget Tur/Retur til Japan blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Tokyo

Efter 11-12 lange stive timer fra København – Tokyo, med én mellemlanding i Helsinki – Finland på omkring 50 min, hvilket er rimelig tid til at komme fra gate til gate, lander man i Narita International lufthavn, som ligger godt 50-60km væk fra Tokyo.

Man modtager nogle papir i flyet som skal udfyldes når skal igennem immigrationskontrol og få sit visum. Efter security gik var det straks igang med at lede efter en shop i lufthavnen som solgte data simkort, da jeg på forhånd fandt ud af at der stort set ingen danske teleudbydere som har roaming i Japan, uden at man skal af med en formue. Det skyldes angiveligt noget med at de kører deres eget netværk dernede.

Fandt et på 3GB i butikken BicCamera som jeg tænkte måtte kunne række, ellers var mange så noget med x antal megabyte om dagen. Fik det aktiveret med de medfølgende instruktioner som godt kan virke lidt teknisk ved første blik, herefter var det muligt bla. at bruge Google maps som er helt uundværlig, da det udover at fungerer som normalt kort også har det meste af den offentlige trafik i sig, så man ved hvilke toge man bør tage.

På metro stationen havde jeg på forhånd også set hvordan man får erhvervet sig et IC kort (Pasmo) som kan sammenlignes lidt med det danske rejsekort. Dette var via en automat og kostede kun godt 2000Yen (125kr), hvor største delen bliver sat ind på kortet, som så kan benyttes til at rejse med.

Der går flere linjer fra Narita til Tokyo, og det er ikke alle som man blot kan bippe sig ind og tage, uden en extra billet, så det er med at holde øje at man nu får taget det korrekte, og så vidt jeg kan huske er det linjen Keisei Limited Express som ikke kræver billet. Hvis toget er fancy og man sidder ligesom i en bus, så kræver det vist extra billet udover ens IC kort.

Jeg spurgte en ansat som var på perronen og allerede her blev jeg mindet om hvor dårlige Japaner generelt er til engelsk, men han fik overtalt da mig til at tage det korrekte tog. :’D

Ved ankomsten til Tokyo, var det første jeg mødte den højeste bygning i Japan, Tokyo Skytree med sine 634 meter. Sikke et syn, og så begyndte det ellers at regne, god start :o).

Gennemblødt kom jeg til første hotel: Agora Place Asakusa, som ligger i kvateret Akasuka, og som ellers er en ganske fornuftig placering i Tokyo, da det er tæt på mange seværdigheder, og der er let adgang til metro’en ganske få meters penge væk fra hotellet.

Jetlag var endnu ikke et problem, så det var ud og udforske så længe det var muligt. Gik derfor tilbage til Skytree som det første, da jeg tænkte det kunne være et godt sted at starte med at få overblik over byen højt fra.

Det blæste en smule og hvis man har let til at blive søsyg, så kan det godt mærkes at det svinger lidt når man står i 350 meters højde. Det skulle på nogle dage være muligt at se Mt. Fuji til syd-vest, men ikke en chance med dette vejr. Der blev taget lidt billeder og så ellers skyldte jeg mig ned igen. Puha.

På gå ben ned mod Sensoji, som Tokyo’s ældste tempel, kommer man forbi lidt mærkværdigt bygning med en… gylden et eller andet på taget. Det skulle angiveligt være ølproducenten Asashi’s hovedkvarter, meget unik.

Sensoji er kæmpe, med bla. stor 5 etagers pagode, kæmpe lanterner, og mange boder hvor man kan købe spirituelle ting, og selvom det regnende, stoppede det ikke folk i at møde op. I hovedbygningen finder man præster/monke som var i gang med en cermoni. Ned af Nakamise shopping street, finder man Tokyo største souvenir market. For enden (eller starten afhængig hvor man kom fra) er Kaminarimon Gate med en stor lanterne hængende i midten. Klart et kig værd, men så begyndte jetlag også at sætte sit præg, så vendte mod hotellet igen for at få noget søvn.

Næste dag blev det morgenmad på hotellet, hvorefter dagen første stop bestod af Ueno park som bla. er kendt for blomstrende kirsebær træer, museer, templer og har tilmed en Zoo. På Ueno station fik man first hand oplevet hvordan alle myldret til arbejde, alt sammen i en velfungerende strøm og med toge til tiden, det er en hel oplevelse i sig selv.

Det var desværre for sent til at se kirsebærene blomstre, til gengæld havde man en del af parken for sig selv. Her finder man gamle bygninger, statuer, en større sø, samt diverse flora for at nævne nogle ting. På den store åbne fælles plads var der udstillinger med bonsai træer og et lille kræmmermarked, samt der var fyldt med skoler på udflugt til de omliggende museer. I den sydlige del ved siden af den zoologiske have er der en større sø med tusindvis af åkaner. Bestemt et besøg værd.

Næste stop var at tage til Akihabara, ved at passerer igennem Ameyoko markedet, som angiveligt skulle have været et sort marked årerne efter WW2, hvor der blev solgt importeret amerikanske ting. I dag er det bedre kendt for at være en gade med diverse mad boder, tøj og gode tilbud.

Akihabara; område som specialiserer sig i elektronik, manga/anime kultur, animation og videospil, var højt på min liste. Smalle og larmende butikker, blinkende neon og LED stor skærme, samt arcade haller på hvert gade hjørne, lyder måske ikke super tiltrækkende, men der er alligevel noget ved det, da man ikke ser det så koncentreret til et område andre steder. Absolut en ting man skal opleve, også selvom man måske ikke er til den kultur. Ingen hemmelig jeg ville komme her et par gange.

Arkademaskiner er en del mere tekniske og smarte end man normalt ser herhjemme. Der er rigtig mange maskiner hvor man kan vinde præmier, og det er ikke kun bamser, nej her er det manga figuer, tøj, merchandise og elektronik som står på skud, de fleste med et start indsats på omkring 6 kr. Der er en del maskiner som tager imod chippen på ens IC kort, altså ens rejsekort. Der render personale rundt og sikrer at maskiner kører og nulstiller hvis der er vundet en præmie. Disse præmie maskiner er typisk på 2-3 etager, og de resterende 3-4 etager er med andre slags underholdnings spillemaskiner, afhængig hvor stor arkaden bygningen er naturligvis.

Man ville tro at sådan noget som elektronik og hardware ville være billigt, men nej, det er samme som i Danmark, hvis ikke nogle gange dyrere, lidt underligt når mange af tingende bliver lavet hernede.

Betaling kan godt ske med Visa kort de fleste steder, men, det er så meget nemmere at betale kontant. Nogle steder oplevet jeg at de først lige skulle finde kort maskinen frem, andre steder skulle man lige skrive under på bonen. Med kontant går det meget hurtigere, og der er hæveautomater i de fleste 7-eleven og lign. butikker, så det er en god ide altid at have et bundt penge på sig erfaret jeg.

Efter et par butikker kommer jeg i snak med 2 amerikanere som blot havde mødt hinanden dagen før, og vi endte med at rende rundt sammen i området for at kigge på elektronik, anime figurer, retro spil, og arkadehallerne.

Om aften tog jeg selv tilbage til Sensoji, for at tage lidt billeder, og nyde den ikke eksisterende menneskemændge, som der er i dagstimerne.

Næste dag var det med metroen til Shibuya hvor jeg mødtes med én af de 2 fra den forrige dag, hovedsageligt for at se hvad der skulle siges at være det travleste fodgængeroverfelt i verden: Shibuya Crossing, samt statuen med hunden Hachikō, hvis historie går tilbage til 20-30’erne, hvor den efter sin ejers pludselige død, stadig mødte op de næste 9 år det samme sted som den normalt havde gjort for at vente på ham, og den blev derved kendt som verdens mest loyale hund.

Vi krydsede et par gange, og tog billeder fra udkigsplatformen i en af de nærliggende bygninger.

Der var ikke super travlt i dag, så man fik ikke helt fornemmelsen af, at det var så stort igen. En helt anden ting jeg begynder at ligge mærke til, er hvor utroligt renligt der er mange steder, og dette er på trods af at man stort set ingen offentlige skraldespande ser.

Vi forsatte til fods mod Shinjuku igennem parken med Meijihelligdommen, som er omgivet af skov, og fik en til at glemme man var omgivet af jungle af beton og larm uden om. De fleste træer skulle være indsamlet fra hele Japan, og der står et par kæmpe Torii porte i langs skovstien. Undervejs står der også stablet tønder med sake (risvin) som er doneres hvert år af sake bryggerier, og bruges til ceremonier og festivaler. Et flot dekorativt syn.

Vi passeret blot igennem og kom til sidst til Shinjuku for at kigge på de typiske turist fælder som befinder sig her, såsom Godzilla som stikker hovedet frem hen over den lokale biograf og Robot restaurant, vi var dog ikke inde. Tiden gik hurtigt, vi fik os en drink på Starbucks til overpris, og så måtte vores veje skilles da han skulle hjem og pakke til hans afrejse næste dag.

Jeg blev i området da jeg gerne ville opleve nattelivet i det lille området som kaldes Golden Gai. Her finder man meget smalle gader, med endnu smallere barer, hvor der nogle steder kun er plads til omkring 5-6 personer af gangen.

Jeg fandt nok en af de mindste der var, og kom i selvskab med 3 fra Frankrig, og senere kom der 2 fra Australien. Gætter på lokalet var 4×2 meter, hvor største delen bestod i selve baren med en super flink bartender som kunne lidt engelsk. Drikker nu sjældent men måtte nu lige prøve en ægte Sake (Risvin) nu man var ved et sted de solgte det, forbløffende god egentlig. Det skal dog siges at dette område godt kan virke lidt skummelt, specielt når mørket falder på, men der var gang i gaden.

Efter en god nats søvn, var det blevet tid til at tage på det berømte fiskemarkedet Tsukiji, hvor der bla. bliver solgt tun til millioner af kroner, og som stod til at lukke og genåbne i helt nye omgivelser senere på året. Den første del bestod i massevis af boder hvor der blev solgt alverdens fisk, skaldyr og grønsager man ej har set før. Lugten af fisk hænger tungt i luften, og menneskemændgen var helt sindsygt her, ja man stod som sild i en tønde. :’)

Kom til sidst ud på den anden side af markedet, og endte ved “fabrikken” hvor fisk sprættes op, renses og sendes ud til restaturener. Det lignende ikke ligefrem udefra at det var et sted man kunne komme ind, da der kørte lastbiler og gaffeltrucks, samt der var arbejdere overalt. Ja det lignende jo aldermest en industri arbejdsplads, hvilket det jo faktisk også var, men der var ingen skiltning med at man ikke kunne komme ind og kigge, samt der var også snesevis af andre som trodsede den tralve vej hen til hovedbygningen.

Indenfor var fuldstændig som om man trådte ind i en kulisse til den næste kung fu film, flamingo kasser overalt, nogle hel eller delvis fyldt med is og fisk, blod fra fisk dryppende fra borde, rendende vand overalt, og så naturligvis, masser af fisk og arbejdere igang med partering. Overhørte en tour guide nævne at mange kokke starter deres læring her. Var her ikke så længe, men det var helt klart en stor oplevelse, og glad jeg fik set det før det lukker og genåbner i helt nye forhold.

Jeg tog herefter tilbage til Ginza for at kigge lidt. Her finder man alle de store og dyre brands, og det skulle også være det dyreste kvater at købe bolig i. Det kan man umiddelbart godt se på folk som går på gaden, da det er en lidt anden befolkningsgruppe som hørte til her.

Det som jeg mest faldt for var Nissan”s showroom i 2 plan, hvor der var udstillet concept og super biler. Jeg skulle egentligt have været videre for at se Tokyo Tower, og Roppongi Hills, men var endte med at tage tilbage og slutte dagen i Akihabara.

Det var allerede blevet tid til at tage videre og denne gang vest på til Kyoto, men skulle først ind og veksle det 7 dages Japan Rail Pass som var indkøbt i Danmark, så det kunne benyttes til Shinkansen (Højhastighedstog). Tog til JR billet kontoret på Ueno station og måtte vente 30-45min i kø for at få det udleveret da der var travlt. Fandt herefter toget, og der var umiddelbart masser af plads, heldigt da jeg ej havde reserveret plads. Satte mig bevist i højre side i vognen, da det skulle være muligt at se Mt. Fuji undervejs.

Med en app på telefonen der kunne måle hastigheden via GPS, var det højeste jeg lagde mærke til godt 279km/t, hvilket må siges at være lidt hurtigere end vi er vant i Danmark, og det sker alt sammen glidende let, uden larm og ryttelser.

Det lykkes at se Mt. Fuji, mægtig og flot kegleformet, dog uden så meget sne på toppen, da det var midt i maj måned.

Kyoto

Lidt over 2 timer og 500km+ senere lander man på Kyoto station. Tog metroen direkte til hotellet: Hearton Hotel Kyoto, som skulle blive min base de næste par dage.

Dagen var kun lige begyndt, så spadseret lidt rundt i de omliggende små smalle gader, som er fyldt med de gamle bygninger i ægte japansk arkitektur som Kyoto er så kendt for. Endte tilfældigt op ved Nijo-jo Castle, men var ikke inde, da det var på min liste til en anden dag. Vendte om til jeg kom til Kyoto Gyoen National parken. Kæmpe sted med åbne pladser, små helligdomme og planter.

Gik videre ned mod området Gion, som er et geisha-distrikt og har også mange gader med gamle bygninger, og her begynder man at se folk i Kimonoer. Der var ikke et egentligt mål for dagen, så der blev taget en del billeder i gaderne.

Der er noget helt andet over Kyoto end Tokyo. Det føles lidt som om folk har ikke ligeså travlt her, eller også er der blot lidt mindre folk end i Tokyo, og igen, gaderne er spotless fra skrald. Mange steder ser man potteplanter stillet ud på gaden.

Ved Maruyama Park, som er indrettet i ægte japansk have stil med sø, kampsten, nåle træer, og diverse planter, var mørket ved at ligge sig og søgte derfor mod centrum hvor man finder mere moderne bygninger på flere etager og butikker. Mange steder var der live musik på åben gade.

Med metroen tidligt næste morgen drog jeg ned til shinto-hellingdommen: Fushimi Inari-taisha, som er dedikeret til gudinden af bla. ris, ræve, sake, velsignelse, frugtbarhed og landbrug. Man kender det nok mest pga. de flere tusinde torii porte som fører en op til toppen. Det skulle også siges at være en af de mest besøgte steder i Kyoto.

I gåsegang gik man langsomt igennem de første sektioner af porte, da der var proppet med mennesker, og der var mindre helligdomme og templer på vejen hvor man kunne stoppe og bede.

Et stykke af vejen op var der en “alternativ” sti op, som jeg mente ville være smart at tage da der ikke var andre der tog denne. Den førte bla. en igennem en bambus skov, og dette var nok første gang jeg så bambus så store og tykke før, man kunne ikke holde rundt om en. Der var også mindre helligdomme og gamle grave på vejen, men så begyndte det ellers at tage til med at gå op hurtigt og via en small sti, i 26 grader blev det hurtigt hedt. Der var kun 2-3 stykker som ellers havde vovet sig ud på denne sti.

Selve toppen af Mt. Inari, var lidt skuffede, der var ingen udsigt og der lå blot endnu en helligdom. Gik man lidt ned af stien alle andre kom fra, så kom man til en stoppeplads med udsigt ud over det meste af Kyoto, der lå en lille shop som havde åbnet og der var nogle som havde taget hvil på de omlæggende klippesten. Helt sikkert et besøg værd, også selvom der er mange mennesker.

Gik mod næste stop som var Kiyomizu-dera, som blev en længere tur igennem normale villa kvarterer, templer, parker, og en kæmpe kirkegård. Kunne nu godt have gået ned og taget den nærmeste metro, men der lå lidt småting på vejen jeg lige ville forbi.

Kiyomizu-dera er et stort buddhistisk tempel lavet i træ hvor der angiveligt ikke skulle være brugt nogle søm i sin konstruktion, desværre var det under renovering, så man kunne ikke helt se det i sin fulde pragt. Men resten af de rød-orange templer og helligdomme var pæne og velbesøgte, med masser af mennesker i farvestrålende kimonoer.

Jeg skulle have været nået længere nordpå, men den alternative route på Mt. Inari, og i stedet for at tage metroen til Kiyomizu-dera, resulterede i at tiden var løbet fra mig.

Gik igennem Gion og ind i Kyoto shopping distrikt i søgen på føde. Biler ser man sjældent holde parkeret på veje nogen steder, hvor det samme var gældende i Tokyo, i stedet er der lavet parkeringsbåse eller huse hvor man kan holde, og lige ved siden af hotellet lå nedenstående parkeringshus, hvor man holder i lag. Ikke helt sikker hvordan den øverste kommer ned, mens der holder en under den.

Med et par skift i metro og sporvogn/tog?, ankom jeg til området Arashiyama, som ligger i vest Kyoto, mest af alt for at se Arashiyama Bamboo Forest, og Arashiyama Monkey Park. Nogle hundrede meter fra stationen finder man stien til Bamboo Forest, som fører en ind imellem en skov af kæmpe bambus. Pga. mange mennesker var det svært at få gode billeder uden at skulle stå i vejen. Det var hurtigt overstået og kunne ikke tænke at det var en smule skuffende, men dog stadig en oplevelse hvis man ikke har kæmpe bambus før.

Forbi og henover Togetsu-kyō broen, finder man opgangen til Monkey Park som har vilde aber på toppen. Turen derop kan godt være lang og sej, specielt da tempaturen nu lå på godt 27 grader. Der var endda undervejs opsat kæmpe ventilatorer ved restepladser. På toppen finder man et lille hus hvor der er mulighed at købe lidt drikkevarer og snacks man kan give aberne mens man er indendørs.

Aberne er rolige og ser ud til at trives og ligeglade med en, så længe man ikke viser at man har noget mad, og der er fin udsigt ud over Kyoto.

Med toget tilbage mod centrum, fandt jeg et sted at leje en cykel da der stadig var tid til at nå Kinkakuji / Det Gyldne Tempel, som er forgyldt med bladguld og omgivet i en stor japansk have.

Det kan klart anbefales at leje en cykel i Kyoto, da trafikken ikke er så slem og man når hurtigt igennem de lange lige veje, det var dog lidt uklart hvorvidt man skulle benytte fortov eller vej, de få andre lokale cyklister man ser, brugte lidt af begge dele. Ja, generelt så man ikke mange cyklister nogen steder nu jeg tænker over det, det kan måske skyldes at man ikke må parkerer hvor som helst med dem.

1 time og 6 km senere (ja ja, man skal jo lige stoppe og se hvor man er nået til på Google maps ;o) ) landede jeg ved Kinkakuji. Der er lavet cykel parkering ikke så langt fra indgangen til parken.

Hvis man ellers kan komme til for horder at turister, så ligger Kinkakuji lige så fint i ved vandet som man jo ser det på billeder. Stien er ensrettet, og man føres rundt til bagsiden, og ellers videre i parken som byder på kæmpe koi karper i vandet, diverse planter, kampsten og rolige omgivelser. Den er dog kort og inden man har set sig om er man ved indgangen igen. Fint tur, men så var det heller ikke vildere.

Hiroshima

Næste dag var det allerede tid til at tage videre til næste destination; Hiroshima, som ligger godt 2 timer væk fra Kyoto med Shinkansen. Hotellet var Hotel Sunroute som ligger lige på den anden side af Hiroshima memorial park.

Havde kun 1 dag inden jeg skulle videre, så drog straks over broen til memorial park, som er dedikeret til minde om ofrene og til evig påmindelsen hvad en atom bombe gøre, som byen første af sin slags blev ramt af d. 6 august, 1945. Her finder man mange monumenter og statuer som symboliserer fred, nogle også doneret af andre lande.

På et skilt står der skrevet at mange af byens træer er doneret fra andre steder af, da man ikke mente noget kunne gro de næste mange årtier efter bomben, derfor ser man mange forskellige træer alle steder her. Ja, generelt var der mange flere træer i selve byen end man så i Tokyo og Kyoto.

Ovenstående ståpr 10 Gates of Peace, som skulle symboliserer Dantes ni cirkler af helvede, plus en 10.: Hiroshima. Der står Fred indgraveret på 49 forskellige sprog.

På Hiroshima Peace Memorial Museum, får man hele historien, lige fra begyndelsen af krigen og helt frem til i dag. Som så mange andre ting i parken, har alt engelske informationsskilte på sig og man finder mange visuelle artefakter, historier og ting som man nærmest får det lidt dårlig i munden over, men utrolig spændende.

Parken er genialt anlagt, i en lige linje kan man fra museeret se ned til bygningen: Atomic Bomb Dome, hvor der på vejen er placeret nogle monumenter der passer sammen, her iblandt Hiroshima Victims Memorial Cenotaph og Eternal Flame of Peace. Glem ikke at se på samtlige monumenter parken har at byde på inden man forlader stedet.

På den anden side af floden finder man Atomic Bomb Dome, som næsten står som den gjorde efter bomben. Super ikonisk bygning, som man kan komme helt tæt på og gå rundt om.

Ikke så langt fra Domen, ligger Hiroshima Castle som ligner en samurai/ninja fæstning, og helt ved siden er det vist heller ikke, da det idag er ombygget til et museum om Japanske samurai-familiers historie og kultur. Det er en genopbygning, da den originale bygning blev udslettet af bomben. Man går etage for etage indtil man til sidst kommer til toppen som fungerer som udkigspost ud til alle sider. Kunne her se min næste destination dagen efter: Miyajima.

Der står en automat øverst der kan indgravere dagens dato og sit navn ind i en “guld” mønt. Glimrende souvenir hvis jeg selv skulle sige det.

Miyajima

Med det lokale tog, drog jeg næste dag ned mod Itsukushima; også kendt som Miyajima, som byder på mange forskellige helligdomme, samt unik natur og seværdigheder. Med båden fra fastlandet, hvor man bla. kan benytte sit Japan Rail Pass, sejler man over på den naturskønne ø.

Kort efter ankomst støder man allerede på ø’ens usædvanlige beboere, nemlig shika-hjorte, som tigger hos alle de nye turister som er ankommet. De er vilde, og går næsten hvor det passer dem, da de siges at være budbringere af guderne på øen.

Tjekker ind på Hotel Sakuraya, hvor jeg skal bo et værelse i ryokan stil, altså hvor man sover på gulvet på tatami måtter og har minimalt af indretning. Værelset virket lidt slidt, og helt autentiske stil var hotellet heller ikke, da man godt kunne få normale værelser. Skal hurtigt så også siges at jeg sjældent har sovet så dårligt før som her..

Længere nede af kysten finder man hoved attraktionerne, Den “Flydende” Itsukushima torii port og selve Itsukushima helligdommen. Den kæmpe torii står ude i havet det meste af dagen, og hen af ved eftermiddagen trækker vandet sig tilbage, så det er muligt at komme ud til den. De lokale går ud og begynder at rode i sandet i søgen efter muslinger og østers som er en af øens delikatesser. Selve hoved byningen som også delvis står i vandet, virkede lidt tomt og man var hurtigt igennem.

Hjortene lå alle steder, og hvis man ikke havde mad så var man uinteressant, men ville nu gerne snakke hvis man gik hen til dem. Der var næsten ingen spor af efterladenskaber da der var folk som gik rundt og samlende op efter dem. Ja sådan må det jo gå når man er hellig.

De fleste butikker man finder er souvenir butikker, og i det lokale shopping street, finder man shops som sælger konfekt og kager, som produceres på øen. Der hænger lidt en fæl lugt af fisk, da der også er mange restauranter, som udelukkende serverer østers og andet fra det omliggende hav, øv :o). Der er endda et lokalt bryggeri hvor man kan få selv en Deer Beer, ja hvorfor ik’.

Udforsket øen til den nordlige side, hvor man kommer væk fra turister og mere ind i det lokale. Dog var der ikke helt noget at komme efter udover turen i sig selv, der lå en skole, en fisker havn og øen eneste tankstation. Der var også mange hjorte her, men de var mere tilbageholdende og ville ikke snakke.

Hvad jeg ikke vidste da jeg stod op næste dag, var at det skulle blive den hårdste dag på min rejse, jeg skulle op på toppen af Mt. Misen, Miyajima’s højeste punkt med sine 535m. Der var flere ruter op, og endte med at tage Momiji ruten op. Her finder man kæmpe sten med mos og mange variationer af planter på vejen op af de utrolig mange sten trin som er anlagt på ruten, og i 28 grader blev man hurtigt lidt syrlig i benene. Jeg får også krydset vej med en slange, som jeg ivrigt får taget et billede af, og tænker ikke mere over den indtil længe efter hvor man finder skilte der advarer om giftige slanger i området, fedt nok, hvorfor stod det ikke i starten xD. Tror dog ikke det var sådan en jeg mødte…

Tæt på toppen begynder man at blive belønnet for sin indsats med et skift i omgivelser i form af udsigt og mindre templer. Man skal igennem en tunnel af kampsten hvor der er anlagt trappe op igennem. Til højre for den står der nogle mindre figurer samt noget er indgraveret i stenen bag den. Som ofringer er der sat flasker med vand eller sake og der ligger mønter overalt, besynderligt sted at se dette.

Der er bygget et udkigstårn så man kan se 360 grader henover træer og de “små” sten der også ligger på toppen, og sikke en udsigt man kunne se herfra. Blåt hav og skyfri himmel , det kunne næsten ikke havde været bedre. Det var muligt at se det meste af Hiroshima, samt alle de pramme hvor der “dyrkes” østers rundt om i havet. Der var flere personer som var helt kvæstet , og som havde indtaget de mange hvile pladser i udkigstårnet, så glad det ikke kun var mig :o)

Tog en anden rute på vej ned, som føltes mere åben og hvor man følger et vandløb som delvis ser menneskeskabt ud. Omkring halvvejs nede er hvad jeg vil mene var en gammel dæmning bygget op i sten. Tættere på byen, begynder der at dukke helligdomme og templer op på venstre side. Var desværre ikke inde selvom det ellers så okey ud udefra, men nedturen havde også været hård pga. de mange trin.

Vandløbet forsat ind i byen og spreder sig til flere små kanaler som følger gaderne lige så pænt. Gætter på det bla. giver ferskvand til de mange hjorte, som man også ser ligge nede i kanalen nogen steder.

Miyajima var fantastisk, og meget anderledes end de forrige dage. Jeg var der 2 nætter, men man ville godt kunne nå at se det hele på en enkel dag, såfremt man er der tidligt og tager kabelbanen op til Mt. Misen.

Osaka

Næste dag var det atter med Shinkanasen, som kører fra Hiroshima, og denne gang til den sidste destination; Osaka. Havde igen ikke reserveret plads, og toget var propfyldt denne gang, men fik dog en plads ved siden af en ældre Japansk herre som kunne en lille bitte smule engelsk. Han viste mig sin skitsebog med vand malerier som han havde malet på en tur til Vietnam.

I Osaka var det ellers med metro ned til hotellet: Dontonbori Hotel med det samme, og som må siges at have en lidt usædvanlig facade.

Tog med det samme ned mod området Dotonbori som er kendt for at have masser af lokale spisesteder, mange som blot er fastfood. Herudover er der kæmpe neon lys banner og andre usædvanlige reklamer hængende alle steder for at fange ens opmærksomhed, og man må sige det virker.

Der var mange mennesker, og ville næsten sige det var værre end nogen andre steder jeg hidtil havde været, og det kunne udmiddelbart godt ses på gaderne da der var lidt mere skrald, men dog stadig nyligt. På hver side af Dontonboris “hovedgade” finder man overdækket shopping gader som forsætter i det uendelige.

Som aftenen falder på, så kommer der godt gang i alle madsteder så det næsten ikke er til at komme til, og der er LED skærme alle steder man kigger. Jeg benytter en del tid i Don Quijote for at begynde at brænde resterende kontanter af, da jeg kun har én dag tilbage før det er tid til at tage hjem. Don Quijote er flere steder i Japan, har åben 24/7 og har ALT til forholdsvis billige penge, fordelt på op til 6-8 etager. Den som ligger her på Dotonbori er lidt extra speciel da der er bygget et “pariserhjul” ind i bygningen som man kan prøve.

Den sidste dag inden afrejse, tog jeg op til Osaka Station, som er så ualmindelig stor, at jeg faktisk måtte bruge en del tid blot på at finde vej ud derfra. Overfor stationen, lå den ligeså store butikkæde Yodobashi, som jeg dog allerede havde været i mens jeg var i Tokyo. Kæmpe detailkæde som for det meste kun har elektronik i alle former, fordelt udover 6-7 etager, hver gerne med sit eget tema. Denne bygning havde dog 13 etager hvor de resterende var med tøj og spisesteder.

Ved side af denne ligger Grand Front Osaka, men det var mest finere tøj butikker og forretninger såsom Imerco og kop & kande, skyndte mig derfor videre.

Henover en byggeplads, ligger endnu en usædvanlig bygning; Umeda Sky Building, hvor det er muligt at komme op på et observeringsplatform i toppen. Udover en Mazda forhandler og nogle cafeer i bunden er jeg ikke sikker på hvad byningen bliver brugt til, da der var ikke så mange mennesker at se.

Op ad en elevator og derefter med rulletrapper som gik tværs over bygningens 2 tårne kommer man op i en ring med udsigt udover byen. Tog et par billeder og lagde mærke til utrolig mange højhuse havde helikopter pladser på toppen, vildt nok. Drog mod hotellet igen og brugte resten af dagen med at vandre rundt i byens gader.

Fra Namba station tog jeg en Airport Limousine Bus, som man finder i hvad der minder lidt om en skummel parkeringskælder. Billetten trækker man som så meget andet i en automat ganske kort fra hvor man stiger på. En lille time senere lander man i Kansai International Airport. Stor flot lufthavn, og rimelig god service når man skulle indlevere som kuffert. Så var det ellers blot 11-12 timer til man var hjemme igen… Indtil næste gang.

Hjemme igen

Jeg kunne have blevet ved med at skrive om alle de fascinerende og underlig ting som man finder i Japan, men har nu måtte korte det ned til hvad jeg synes var mest interessant at skrive om i denne omgang.

Min rute:

Slutter af med lidt tips jeg ville give hvis turen går til Japan.

Planlægning

Planlægge sin tur burde naturligvis være en selvfølge, da der er så mange ting at se alle steder, og det er helt umuligt at nå det hele. Jeg havde en stor liste og mangler nok en 1/4 del af de ting som var på den selvom jeg havde planlagt hver dag nøje. Jeg havde nu næsten samtlige tog og metrolinjer skrevet ind i planen, men fandt ud af at det faktisk var nemmere at finde rundt end først antaget. Google maps er atter igen et vidundermiddel til planlægning af ting.

Vil selv mene at Tokyo og Kyoto er et must hvis man skal Japan, da man både får det nye og højteknologiske samt kulturelle med.

Rejsekort (IC)

Lav et rejsekort (IC) så snart det er muligt i en automat på en togstation, hvilket nok ville være i lufthavnen. Du vil ikke kunne undvære det så snart man skal ud og bruge tog og metro, og så koster det ingenting og kræver blot lidt indtastning på en maskine som godt kan indstilles til engelsk. Jeg fik lavet mig et af “mærket” PASMO, som burde kunne bruges alle steder i landet.

Bagage

Pak let, specielt hvis man har planer om at bo forskellige steder, det gør det nemmere når man skal med overfyldte toge. Jeg havde en mindre 42L kuffert (Tranverz S trolley fra Eastpak), som kun var halvtfyldt derned, men overfyldt på vej hjem xD

Hertil en lille dagpack, hvor kamera og småting kun lige kunne klemmes ned i. De fleste hoteller har gerne vaskemuligheder.

Sprog

Alle er super flinke, men der mange som ikke kan engelsk eller kun kan ganske lidt, så det kan være en god ting at kunne nogle ganske få basalle japanske ord som tak, hej, og osv. Ellers med lidt håndtegn og Google oversæt på mobilen kommer man langt.

Mobil data

Sørg for at have data på mobilen slået fra når man lander i Japan, jeg mener at 3 mobil som jeg benytter tager noget med 100kr pr. MB. !!!! Der burde kunne købes datakort i lufthaven. Det 3GB kort jeg købte fik jeg opbrugt på dagen jeg skulle hjem, og jeg havde ikke været sparsom med det.

Mange steder og områder tilbyder gratis WIFI.

Kort eller kontant ?

Min erfaring blev hurtigt at det var nemmere at betale kontant overalt. Mange steder tager imod VISA, men det virket som en bøvlet og langsommere proces da de tit gerne skulle have kortet i hånden, trykke noget ind på maskinen, og herefter skulle man naturligvis taste sin kode, så skulle maskinen lige kommunikere som godt kunne tage nogle sekunder. Ja, kan da godt være jeg blot har været uheldig, og været så vant til hurtig kontaktløs hjemmefra. Det skal dog siges at jeg fik da benyttet det nogle af de steder hvor de tydeligt skiltet med at de modtog VISA.

Fik hævet en masse gange i de utallige hævemaskiner som står i de fleste 7/11 eller lign. butikker.

Shinkansen

Hvis man har Japan Rail Pass, viser man sine papir til det personale som står ved gaten til lyntogene. Man kan vælge at reservere plads på et JR billetkontor, eller blot gå til perronen og så stille sig der hvor der står non-reserved, men der er en chance for at man kan komme til at sidde tæt sammen.

Har man ikke Japan Rail Pass, så kan billetter købes i automater på stationen, der skal umiddelbart blot indtastes hvilken stationen man skal til og så finder den selv ud af resten.

Dyrt ?

Jeg læste nogle steder inden min tur, at Japan var et dyrt land at rejse i. Dette var både ja og nej. Mad og drikke, samt tøj og almen ting fandt jeg billigere end forventet. Nye gadgets og elektronik er dyrt eller det samme som herhjemme.

En del butikker reklamerer med at man som turist kan købe Tax-free, hvis man køber for over 5000 yen (314,- kr), dette fik jeg dog ikke helt benyttet mig af, så er ikke sikker på processen.

Mange seværdigheder koster gerne et indgangsbeløb, men vi snakker et sted mellem 100-600yen, hvilket er 6-36kr, så det er til at overkomme, men man ser det blot mange steder.

Indlægget Turen går til Japan blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.