Jeg fik formodet at lave en del video dokumentation, som efterfølgende er blevet lagt på YouTube, og kan ses herunder. Per November 2024, er det stadig et on-going projekt som opdateres løbende, så det færdige resultat kan ikke vises endnu

Fik hurtigt splittet den fra hinanden, og indser det nok er lidt større projekt end først antaget.

Der er kommentarspor på alle videoerne. (Engelsk)

Indlægget Land Rover Serie 3 Restaurering blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Tomgangs problemer var choker som ikke havde det så godt. Den blev derfor skiftet.

Rust i skærme var noget af det næste som skulle laves. Fik en kant til det buede stykke fra en bekendt, og den anden fandt jeg på en gammel Ford Granada ligvogn ved en autoophugger.

Der bliver bukket, banket og svejset og der bliver nu faktisk ganske udmærket, og så med lidt spartel på sidst.

Mangler dog stadig sidste justeringer og slibning, men bliver tættere på når den skal males.

Ny radiator blev indkøbt, da den anden var hullet som en si. En Original ville koste 3.000, men vi fandt en helt ny der kunne passe i rammen for omkring 300,-. Der var dog ikke oliekøler indbygget som originalen, så der blev monteret en ved siden af.

Kosmiske forbedringer på interiør blev lavet ved at finde en tilsvarende sølv farve og male på med en lille pensel.

Plastisk skørte foran fik sig en gang glasfiber forstærkning da det var begyndt at blive mørt.

Lidt spartel hen af siden, og den var hermed klar til at blive kørt til Syn. Den bestod dog ikke første gang grundet skæv brems og nogle manchetter som sad løse. Det blev løst og så blev den godkendt.

Kun få uger efter vi fik plader på, var bilen med ved Gavnø veteran træf, hvor alle lister blev midlertidigt monteret.

Vi har dog stadig ind imellem starter problemer, hvor den bare brummer og så skal man forsøge op til flere gange før man kan få den til at fange og spinne svinghjulet rundt. Det plejer dog at afhjælpe at skille starteren af og samle igen med ny smørelse.

Dertil hoppede den lidt ved højere fart samt sagde klonk når man drejde til den ene side. Viste sig at bolte til bærearme slet ikke var spændt, ups

Det næste der skal ske er en slibning af overflade, spartel diverse steder og så endelig en gang ny maling.

Indlægget BUICK SKYLARK LIMITED 1981 – DEL 3 blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Høj tomgang, og lidt ujævn i motor fik os til at mistænke at karburator trængte til en renovering, så et reparations kit blev købt og vi i gang med at skille den fra hinanden.

Udover en lidt tilsodet rille, var den forholdsvis pæn indvendig. Den fik dog stadig en del af de små ting som fulgte med repair kit monteret.

Samlet igen efter lidt besvær med flyder, og alle de små arme.

Ventil dæksler blev også afmonteret da der var læk af olie fra den ene. Nye pakninger og en gang maling gjorde underværker. Det var dog ikke sidste gang at den måtte skilles ad. Ved tænding lækkede der benzin ud af pakninger, samt den blev bare ved med at hælde benzin ned i motoren. Der var noget galt med flyderen som heldigvis var nemt at lave. Flere billeder af motorrum kommer senere.

Pladearbejde

Alle døre gennem rustet i bunden, og var en af de større projekter vi var lidt nervøse ved, da vi nu bevæget os ud i noget som kan ses bagefter.

Det gamle maling og spartel (det var allerede blevet lavet før) blev slevbet af så man kunne se skaderne. Det dårlig blev skåret af, og vi fik bukket nye stykker til formålet.

Blev det helt perfekt, nej. Det værste var nok varmen fra svejsning som trak lidt i pladen, men fandt vi ud af til dør nr. 2 som betydeligt blev pænere, men det værste kunne rettes til, og så trøster vi os selv med at resten kan få lidt spartel, og at der kommer til at sidde et større stykke chrome profil udover netop dette.

Mens alle døre var af, blev der smurt låsemoduler, samt vindues hejs.

Et andet lille lækkert hul, var ved forruden. Det bedste ville nok have været og fået afmonteret ruden, men det blev det ikke til denne gang. I stedet blev det forstærket med plade som blev svejset på, lidt spartel og tætningsmasse.

Ved baghjul var der også rustet hul, så nye stykker blev fabrikeret og svejst på. Det var gældende i begge sider.

Nye tændrør og tændrørskabler udskiftet. Luftfilter samt motorrum delvist malet. Det begynder at ligne noget. Dog på dette tidspunkt stadig lidt problemer med høj tomgang, men det er identificeret til at være choker enheden som slet ikke får strøm, så den åbner ikke som den skal. Ny er bestilt.

Indlægget Buick Skylark Limited 1981 – Del 2 blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Bilen kunne starte, køre, og så umiddelbart ikke ud til at fejle så meget, udover lidt rust hist og pist, samt bremser skulle efterses.

Det drejer sig som titlen antyder om en Buick Skylark Limited v6 2.8l fra 1981, som vi på daværende tidspunkt ikke viste var en af General Motors dødelige synder, da de var ramt af en del problemer dengang, som førte til adskillige recalls.

På lift kunne vi konstatere at der var lidt mere rust i bunden end først antaget, og en del af det værste gemte sig bag en tyk hinde af gammelt rustbeskyttelse.

Under gulvtæppet som var gennemvædet foran, dukkede der endnu flere rusthuller op, så hele kabinen blev tømt.

Pladearbejde blev påbegyndt af bund. Dette var første gang vi har leget med pladearbejde så helt pænt blev det ikke, til at starte med, men det blev da bedre eftersom flere huller dukkede op :’) Dette var en rimelig langvarig proces. Svejsninger blev slebet og malet.

Gulvtæppe og sæder fik en vask og blev samlet igen.

Forbro’en havde det ikke så godt hvor bærearme sad fast, men vi fandt tilfældigvis en anden i Litauen fra en Oldsmobile Omega som den deler karosseri med. Den fik en sandblæsning sammen med bærearme og maling inden montering.

Mens forbro var afmonteret, måtte motor jo holdes op på anden vis. Alle bremserør, samt benzinrør blev skiftet. Bremseforstærker var utæt, så ny blev bestilt fra USA af.

Ud med de gamle bøsninger på den hårde måde og så de kunne få nye hele vejen rundt.

Himmelen var faldet ned. Man kunne tage hele den plade ud som det sad på. Fik skrabet det gamle skum af og på med nyt. Stoffet blev vasket og trukket ud over og limet på.

Nye skiver, klodser, støddæmpere, bærekugler, styrekugle foran. Bagtil blev tromlebremser skilt ad, fik nye fjedre og bremsecylinder, samt nye støddæmpere.

Ved en længere tænding finder vi ud af at den kører alt for høj i tomgang, at køleren ikke har det skide godt, hvilket resulteret i et lille røgshow da kølervandet kom lidt i kog :’)

Et lille hul ved førerdøren, svejst og sparlet, slibet og malet. Good as new.

Fælge blev sandblæst og malet, og nye white wall dæk blev sat på. Det gjorde helt sikkert noget ved dens look.

I næste del bliver der kigget på karburator renovering, pladearbejde og andre udbedringer

Indlægget Buick Skylark Limited 1981 – Del 1 blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Skulle med færgen fra Hirtshals til Stavanger, og på vejen, hente en rejsekammerat i Aalborg. Tog hjemmefra dagen før vi skulle med færgen med 499km i rækkevidde ifølge bilen, hvilket jeg havde fået den til at estimere ved at have kørt lidt økonomi kørsel den seneste måned inden. Der er kort opsummeret rute med kørsel og forbrug for de interesserede nedest på denne side for de interesserede.

Efter 146km med et forbrug på kun 11.5Kwh, holder jeg ind ved motorvej tanken Kildebjerg, ikke så langt fra Odense. Ikke fordi det var nødvendigt at lade endnu, men pga. jeg gerne ville være sikker på at jeg kunne lade på E-on standere med den tyske Eins app, da det klart var billigst. Det var det, og jeg holder kun omkring 5 minutter inden jeg tager videre mod Fredericia med 388km på tanken, for at se om det samme var gældende for den Clever/E-on lyn station som ligger der. Det var det ikke, så tog hurtigt videre mod Randers, da jeg havde planlagt at tage i Randers regnskov samt en overnatning i byen.

244km tilbage og forsat et forbrug på 11.5 kwh, holdte jeg ved Randers regnskov hvor man kunne lade ved langsomme E-on standere, som jeg benyttet sammen med Eins appen igen, mens jeg var inde i skoven. Med kun omkring 88km til Aalborg, kunne jeg nu faktisk godt have taget det i ét stræk uden at skulle lade.

Godt 2 timer senere, kunne jeg vende tilbage og se bilen var opladet til 308km. Jeg kørte efterfølgende lidt rundt i Randers by for at finde en hurtigere stander der virkede, men de var enten ikke til at finde, eller også skulle man give en formue for at lade uden abonnement. Udforsket i stedet natur området syd for Randers Regnskov, da der skulle være bisoner gående et sted. Fandt dem dog aldrig, men fik formået at vandre godt 12 km inden jeg landede ved hotellet igen.

Næste morgen videre mod Aalborg, hvor planen var at lade helt op et sted inden vi skulle med færgen om aftenen. Holdte ind ved motorvej tanken Himmerland for at lade på en E-on hurtig lader, da jeg ikke kunne finde så mange lyn standere i selve Aalborg via Google maps, men den meldte fejl, ringende til supporten, der kunne nulstille den, men jeg fik ikke gang i den trods mange forsøg. I Aalborg fandt jeg dog en anden E-on stander, hvor jeg holdte til den var helt opladet.

Om aftenen var vi kørt til færgen, hvor vi skulle sejle med Fjordline til Stavanger, og så var man fremme ca. kl 07:00 næste dag. Vi var nærige og havde ikke booket kahyt, men blot liggestole i stille rum. Det blev hurtigt fortrudt, da vi glemte at tage ting med op fra bilen af. Rummet var koldt, aircon kørte og larmede, og lyset var konstant tændt og sæderne var ikke særlig gode at sove i, så vi endte på gulvet, kun i det lette tøj vi havde på. Andre havde taget soveposer med op, hvilket bestemt havde været en god ide. Der var dog god morgenmadsbuffet inden vi skulle af borde igen.

Prædikestolen

Ankomst i Stavager som planlagt, og vi kørte med det samme mod parkeringspladsen til Prædikestolen, som ligger godt 50km fra havnen.

Pakker grej til overnatning og begynder opstigning, som starter med en hurtig optur et stykke tid. Flot natursti hele vejen og da Lysefjorden kommer i sigte, er man ikke langt fra selve Prædikestolen. Ville ikke sige stedet var overrendt, men vi dog ikke alene. Tager billeder og har en lille spise pause.

Vi indser dog vi hurtigt kom herop, manglede vand, og havde stadig masser af dagen tilbage, så i stedet for at lave camp her, besluttede vi os for at tage ned mod søen ved parkeringspladsen igen, men via en lidt anden rute, og så begyndte det ellers at stå ned i regn. øv.

Ved bilen fik vi tørt tøj og fornyet ressourcer, inden vi begyndte at gå ned mod søen for at finde et sted at slå lejr. Der var en sti, men den var delvis tilgroet og sumpet til tider, hvilket gjorde det lidt til en udfordring at komme frem. 4-5 timer senere ender næsten hele vej rundt om søen før vi på nogle åbne klippe stykker med udsigt udover vandet, finder plads til at kunne slå teltet op, og vi har ikke mødt en eneste på hele turen. Ganske god alternativ vandretur som ikke var planlagt.

Jættegryder og Langfossen

Tidlig næste morgen vågner man til hel spejlblank vandoverflade, og så ellers morgenmad ved bilen. Kjeragbolten, kendt sten som ligger fastklemt mellem nogle klipper, lå ikke så langt væk ifølge Google Maps, men for at komme dertil, skal man med en længere tids sejltur, som kostede en mindre formue hvis man skulle have bilen med, så det var allerede droppet hjemmefra.

Laver et stop i Jørpeland for at lade på bilen. Ikke forbi det var super nødvendigt endnu, men ville gerne lige vide mig sikker på at teknikken via app og transaktion virkede med en af deres Fortum stander, som dog havde samme interface som nogle af de E-on standere jeg lade på i Danmark. Vi udforsket Jørpelandsholmen som lå lige ved siden af, som et en lille ø med forskellige fritids aktiviteter. Med godt 86% på batteriet, kører vi videre nord på hvor det vil blive spændende at se hvordan forbruget kommer til at te sig, når man skal til op af bakker.

Laver en del korte stop på de krogede veje for at se på vejside attraktioner.

På et tidspunkt kommer vi til en afspærring af vejen da der er faldet større sten ned på vejen. Der gik dog kun godt 20 minutter før vejen blev åbnet op igen.

Vores mål for i dag var at komme til toppen af vandfaldet Langfossen, som førhen skulle være kåret som verdens flotteste vandfald, men inden da holdte vi ned ved en lille resteplads gemt bag nogle træer, for at tage op og se på noget som hedder Jættegryderne i Rullestad, som er huller i klipperne dannet i istiden.

På toppen kan man se hvordan mange af klipperne i området er runde og bløde. Har dog lidt problemer med faktisk at finde disse Jættegryder som skulle havde været her. Vi finder dog stien igen, som fører en vertikalt ned af klipperne via nogle stigetrin som er boltret ind i klippevæggen. Her kunne man godt få lidt svedige hænder, da det ikke ville være så godt hvis man skulle falde ned.

Et par stiger længere nede kommer man til gryderne, hvilket var ok, men synes mere vandreturen dertil var bedre. Vi tog alternativ rute tilbage, hvilket førte en yderligere ned af stigetrin og så henover store åbne klippe arealer med god udsigt, her fandt vi også vores helt egen Kjeragbolten, men nok ikke lige så imponerende som den rigtige.

Kun 8 km derfra lå Langfossen med sit godt 600 meter vandfald. Tanken viser 255km hvilket er rigeligt til at nå til Odda næste dag. Vi spiste aftenmad ved parkeringspladsen inden vi begyndte opstigning til toppen. Har ikke så mange billeder herfra da jeg havde mere travlt med at trække efter vejret, da det virkelig bare gik opad. På toppen bliver man dog belønnet med et storslået udsigt, selvom solen var gået ned bag de nærliggende bjerge på den anden side af fjorden. Bag os lå en mindre sø og der var sne ikke så langt derfra. I det lidt sumpede område søger vi en plads til at slå telt op, og går straks til køjs.

Tidligt op, og igennem det sumpede område, prøver vi at finde starten på vandfaldet, men der er nu ikke så meget at se.

Et ømt knæ og 2 timer senere, er vi nede igen, hvor der bliver taget billeder og hurtigt fløjet med lidt drone inden vi tog videre mod Odda med lidt stop på vejen.

Odda / Buerbreen

Havde bl.a. et kort stop ved Låtefossen, som var bedre end først antaget. Der er rift om parkeringspladserne, som ligger lige ud til den trafikeret vej.

I Odda skulle vi overnatte på camping pladsen Odda Camping, og gerne have ladet bilen helt op mens vi var i byen inden vi skulle videre næste dag.

Vi slog telt op, og kørte derefter op langs snoet og snæver vej til en parkeringsplads for at vandre op til gletsjeren Buerbreen.

Igennem skov, henover større vandløb og store sten er hvad man kan forvente på denne tur. Mange steder skal man endda benytte sig af reb der er boltet ind i klipperne for at komme op af de stejle og halv våde stigninger, hvilket gjorde det til en lidt anderledes og sjov tur. Der er en del andre som også havde vovet sig ud på denne tur.

Halvvejs oppe havde vi lige en hurtig pause på 30 sekunder, og så låste mit knæ sig ellers som også havde teede sig i efterfølgende dage. Kunne slet ikke bukke det uden at det gjorde modbydeligt ondt. Meget underligt, men det lykkes alligevel at nå toppen.

Gletsjeren kunne nu ikke sammenlignes med det vi så i Island, den var trukket sig en del tilbage, og man kunne ikke komme hen til den da der var vandløb imellem. Det blæste og vinden var kold, så vi blev ikke længere før vi begyndte nedstigning igen, stadig med et knæ som ikke gad makke ret.

Foran os, var der folk med små børn og hunde i alle størrelser, men det var åbenbart ingen problem med at få dem op og ned af de stejle klipper hvor andre måtte benytte det udlagte reb for at holde balancen.

Kørte ind i Odda by for at finde en hurtig lader, mens vi gik rundt i området for at se på byen. Odda har tidligere været stor industriby med smelteri, men det meste af dette er lukket ned, og tilbage står gamle tomme murstensbygninger, hvor nogle dog er lavet om til at huse kultur. Da bilen sagde 414km, kørte vi tilbage til camping pladsen, og satte den til langsom opladning i en stikkontakt for at få de sidste kilometer på inden næste dag.

Trolltunga

Kørte mod parkering til Trolltunga, hvor man kommer ud på en virkelig snæver vej. Der er 2 parkeringsmuligheder, en nedre og øvre parkering, tager man den for neden, så skal man først op af 3-4km vej og 400 meters højde, enten på gåben, eller ved at benytte en shuttlebus som kører tit.

Havde man bestilt plads, kunne man kører hele vejen op og parkerer her. Det skal dog gøres online og i god tid. Parkering for neden koster godt 600 NOK per dag, så helt billigt er det ikke.

Vi går op af den stejle vej med fuld oppakning, da vi ikke havde andet planlagt for dagen. Det tog dog alligevel næsten én time. På toppen er der forholdsvis fladt og åbnet et godt stykke tid, hvilket forsætter godt 1.5 km, hvorefter det ellers begynder at gå op. Først henover masser af løse sten, grus og granit. På toppen af dette lå der sne og is, som man delvist skal henover, og det er frysende koldt. Herfra er det værste overstået, selvom der stadig var godt over 6 km til Trolltunga. Man møder en masse på ruten og næsten alle hilser.

Efter godt 4:30 time siden begyndelsen ankom vi ved selve Trolltunga, og her sidder en del og holder pause. Der er kø for at komme ud på stenen, så vi venter og ser til senere. Der var koldt, og vi går videre for at finde et passende sted at sætte camp for natten. Det blev ved kanten i et stort åben område med sne i baggrunde, græs og en rende vandstrøm i nærheden man kunne tage vand fra i tilfælde det blev nødvendigt. Udsigten er helt vild i de 1100-1200 meters højde, og fra det ene øjeblik til det andet vendte vejret så man kunne rende rundt i t-shirt.

Sidst på eftermiddagen gik vi tilbage til Trolltunga, hvor de fleste dagsturister var vendt tilbage, så vi kunne nemt komme til. Den er nu alligevel lidt større end først antaget når man først står derude.

Det er også lidt et synsbedrag, for hvis man ser den fra den anden side af så, så ligner det ikke at den på samme måde stikker lige ud fra siden af klippen.

Kunne ikke have været bedre forhold at slutte dagen på.

Tidligt op næste morgen, hvor vi tog en sidste tur ud på Trolltunga, inden vi begyndte at gå tilbage hvilket også lige godt tog 4:15 timer, og sammenlagt 25km i alt frem og tilbage. Bestemt en fed tur, og Trolltunga stenen vil jeg ikke engang mene var det bedste, nej det var at kunne campe helt ud til kanten i et flot landskab men næsten havde for sig selv.

Diverse på vej til Aurlandsfjorden

Kørte op nord på, hen over Handanger broen, og lavet et stop ved Skjervsfossen. Pænt vandfald man kan komme tæt på. Parker på toppen og gå turen ned. I området er der skiltet med information om tilværelsen under anden verdenskrig for netop dette sted. Besøg det også det lille offentlige toilet, der ikke ser af så meget udefra, mens indefra er det designet med udsigt lige ud til vandløbet og højt til loftet.

Et par kilometre før den lille by Gudvangen, ændrer landskabet sig med høje bjerg sider. Ved selve byen laver vi stop, strækker benene og kigger os lidt rundt. Her ligger en vikinge by, en større tankstation, lidt spisesteder og mulighed for kajak og sejllads.

Lige efter byen skal man igennem Gudvangatunnelen, som skulle være Norges 3. længeste tunnel, og kun 10 km efter ligger verdens længste vej tunnel på 24,5km. Denne skulle vi dog ikke igennem. Vi tog i stedet plads på Lunde camping stort set lige over for.

Stedet var valgt da det der lå hurtig ladere lige over på den anden side af vejen, som skulle vise sig at blive den sidste opladning inden vi ramte Danmark igen.

Satte camp et sted i hjørnet af camping pladsen, lige ud til et større vandløb, hvilket var en dårligt ide fandt vi ud af senere når vi skulle sove.

Stadig masser af tid tilbage af dagen, kørte vi op til Stegastein, som er et udkigssted med udsigt ud over Aurlandsfjorden. Vejen derop, forgår af en meget small vej kun plads til 1 bil af gangen og skarpe sving, og den var nu ret trafikeret. Meget instens kørsel for at komme til toppen, hvor der var mange mennesker, og udsigten slog ikke helt det ved Trolltunga.

Trillede forsigtigt ned igen, og selvom man brugte en del strøm på at trække op af bakke, så fik man ifølge bilen det tilbage igen i form af regeneration når man kørte ned af bakke. Dette resluterede på et tidspunkt at der stod at vi havde kørt 27km, men kun havde et forbrug på 3,9 Kwh, hvilket jo er fuldstændigt latterligt lidt. Sådan havde det været alle steder heroppe, så batteri økonomien var jo helt fantastisk og bedre end jeg havde forstillet mig. Nok også derfor vi til sidst endte med kun 3-4 opladninger i Norge.

Kørte ned til et sted der hedder Otternes Bygdetun, som ligger op af en lille stejl grusvej. Stedet har været i brug siden år 300, men de ældste bygninger som stadig står stammer fra 1700 tallet. I alt 27 bygninger er til at finde, men der er ingen som har boet her siden 1996. I stedet bliver det brugt som museum, og om sommeren afholdes der fra tid til anden traditionelle aktiviteter såsom spinding, vævning, bagning og bryg af øl.

Trillede tilbage til camping pladsen for at lave føde, oplade bilen, og gå tidligt i seng, hvilket blev lidt en udfodring, da vandløbet vi havde lavet camp ved larmede helt sindsygt. øv.

Aurlandsdalen og Bergen

Trillede ned til Vassbygdi godt 9 km væk fra campingpladsen hvor der er en lille parkingsplads og et busstoppe sted, som vi skulle med. Billet var købt på nettet og skulle blot vises ved indgang. Den kørte os 23 km væk til Østerbø, hvorfra vi skulle vandre igennem Aurlandalen, og tilbage til bilen.

Aurlandsdalen bliver kaldt Norges grand caynon, og der er lige godt 19km i gennem blandet terræn og der var en del andre som også havde vovet sig ud på denne tur nu hvor solen var kommet frem.

Det meste af vejen følger man det stærke vandløb, som man ikke bør falde i uden badevinger, og stien er kun bred nok til en af gangen.

Midt på turen finder man mindre huler efter klippesten er faldet ned, og der var endda et sted med vand i, hvor nogle badede.

Enkle steder ligger der også gamle bevaret bygninger bygget af sten og træ.

De sidste par kilometre går det for det meste nedad, hvor mit knæ begynder at te sig lidt igen. Vilde hindbær buske og får finder man også på dette stræk. Ved et vandfald man skulle krydse stod der en officel turist guide og var i gang med at genopbygge en gangbar sti hen over vandet. Her skulle man altså holde balancen, og håbe på den wire som var trukket hen over holdte.

Tilbage ved bilen, trætte og klar til at vende snuden mod Bergen, hvorfra vi skulle sejle hjem næste eftermiddag, inden problem da vi stort set havde fuld opladet bil.

180km senere parkere vi i Bergen centrum, tjekker ind på Magic Hotel Korskirken, og vandre igennem byen for at se på seværdigheder.

Havde faktisk bestilt hotel uden for byen på Magic Hotel Solheimsviken, da det var ved siden af lynladere, men grundet omstændigheder i 2020, kunne de ikke holde åbne. I stedet fik vi plads på deres andet hotel som lå lige midt i centrum. Der var nu heller ikke behov for at lade før vi ankom til Aalborg.

Næste dag inden vi skulle med båden, gik vi mod toppen af Fløyen for at fordrive tiden hvor der er panorama udsigt ud over hele byen.

Kl 13:30 gik vi om borde på Fjordline, hvor vi heldigvis denne gang havde booket en lille kahyt med mulighed for første rigtige bad i en uge, samt aftensbuffet som var ganske god. Ankomst i Hirtshals ville først være kl 08:00 næste dag.

Tilbage i Aalborg, blev der ladet helt op til 100%, da jeg så næsten kunne nå helt hjem til Sjælland uden stop, holdte dog ind ved Storebælt og ladede på en Ionity lader og fik 12kwh på inden jeg kørte helt hjem.

Hjemme igen

En glimrende tur. Der var en del usikkerhed inden start hvor meget ladetid vi skulle holde og vente på, og kunne man nu nå frem til sine mål. Der var kun 1 enkel gang hvor vi sad i bilen og ventede, ellers så brugte man bare tiden på at udforsket området omkring i stedet.

Det gik hurtigt op for en, at forbruget slet ikke var så galt, og vil sige at det var mere økonomisk at køre i Norge end Danmark trods bakket tærren.

Alt ladning blev gjort med apps, hvor EINS nok blev den mest brugte.

Næste langtur er allerede ved at blive planlagt, som nok bliver til det nordlige italien som mål.

Ladning og rute opsummeret

Dag 1 – 303 km Sjælland 4690 > Randers
Kort stop ved Kildebjerg tanken for at teste ladning med Eins app.

Ankomst i Randers med 244km tilbage, ladet på Type 2 lader ved Randers regnskov hvilket gav 6Kwh i alt. Aktiveret med Eins app.

Kunne ej finde lyn stander der virkede eller var billig i Randers, Men havde også rimeligt til at nå til Aalborg næste dag.

Dag 2 – 165km Randers > Aalborg > Hirtshals

Kørte fra Randers mod Aalborg, og lavede en fuld optankning ved Q8 tanken som havde en E-on hurtig stander. Endte med en estimation på 517km. (Ja, jeg har nok kørt lidt meget øko kørsel på motorvejen.)

Dernæst godt 85km for at komme til Hirtshals for at tage båden til Norge.

Dag 3 – 53 km Stavanger > Preikestolen

Fra båd til preikestolen parkering, omkring 350km tilbage.

Dag 4 – 202km Preikestolen > Jørpeland > Langfossen

Stop ved Jørpeland for at teste Fortum lader. Virkede upåklageligt og som det skulle via Fortum app. Ladede til 86% og godt 442km på tanken.

Kørt til Langfossen for overnatning, endte med at have 202km tilbage her.

Dag 5 – 50km Langfossen > Odda

Kørt til Odda for overnatning. Besøgte Buarbreen tæt på, og kørt ind til midt byen for at lade på hurtig stander mens vi udforskede byen til fods. Endte på 414km.

Efterfølgende opladt med mormor lader på camping plads til 494km. Godt fuld tank.

Dag 6 – 15km Odda > Trolltunga

Ikke så meget at sige, ganske kort køre dag.

Dag 7 – 175km Trolltunga > Aurland

Kørt nogle højdemetre, som æder lidt på batteriet, men kommer igen så snart man skal ned igen. Mange lynladere hvor vi skulle overnatte, så vi ventede og ladede næsten helt op. Så kunne vi nå til Bergen uden problemer.

Dag 7 – 220km Aurland > Vassbygdi > Bergen

Kørt til Vassbygdi og dernæst senere direkte til Bergen.

Kunne ikke finde hurtige lade muligheder i Bergen midtby, men havde nu også rigeligt til at nå til Aalborg.

Dag 7 – 460 km Bergen > Aalborg > Sjælland 4690

Fuld opladning i Aalborg, et kort stop ved storebælt for at få 12kwh på, og så helt hjem.

Økonomi

Ladning i Danmark (Alle med Eins app)

• Kildebjerg – 9 DKK – 4.5kwh
• Randers – 14 DKK – 6,1kwh
• Aalborg – 75 DKK- 39,9 kwh
• Aalborg – 79 DKK – 42 kwh
• Storebælt – 60DKK – 12kwh (Dyr Ionity stander)

Ladning i Norge (Fortum og Bilkraft app)

• Fortum ved Jørpeland -100 DKK – 16,5kwh
• BKK (Bilkraft) Odda – 131 DKK- 26.7kwh
• Stikontakt Odda – Gratis – ukendt kwh, men ikke meget.
• BKK (Bilkraft) Aurland – 67 DKK – 13.27kwh

Indlægget Elbil roadtrip til Norge blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Ville helst have det lidt op i højde, og uden at skulle grave for meget. Var ude og kigge på færdig formstøbte bassiner, men der var ingen der lige passede. Støbte i stedet et par stolper ned i jorden, som efterfølgende skulle beklædes med træ.

I midten er der dog gravet ned i jorden, for at opnå en dybde på over 1 meter, som skulle være krav for at fiske vil kunne overvintre uden problemer. Indersiden er beklædt støbeplader, der fik en gang fed maling for at forhindre evt. råd.

Der er lavet lidt niveauer bl.a. til planter af herregårdsten og lecablokke som fik afrundet sine skarpe kanter.

Godt 3×4 meter tyk gummifolie, blev brugt som at dække hele bassinet, og det skal siges det er ikke helt nemt at arbejde med, da det er tungt og der var mange steder hvor der blev lavet folder. Det hjælper dog så snart man hælder vand i, så kan man trække og glatte det ud så det ser pænere ud. Bunden fik dog et lag dækket til med sten så det slet ikke er til at se, kun på siderne. Den endelig bassin størrelse lå vist et sted omkring 700-800 liter.

Så lidt hurtigt frem, bassin blev beklædt med træ som fik en gang olie. Fisk og planter er installeret, og af fisk blev det shubunkins, eller nogle som ligner, da Koi ikke er egnet til denne mindre størrelse bassin, men de ligner lidt derhen af. Der er dog også sneget sig en slørhale og gule guldfisk deri.

De er næsten hånd tamme og ser ud til at trives. Pumpe og filter blev et trykfiltersæt af mærket Aquaforte, hvor der ligger en pumpe på bunden, som sender vand op til filteret der står ved siden af bassinet, inden vandet bliver sendt retur.

Det smarte ved dette er at det er nemt at rense filteret, da der på filteret sidder et håndtag man pumper op og ned et par gange, som løsner skidt og møg der måtte sidde i den, og så kan man fører dette ud på jorden. Deri sidder der UV lys i, som skulle holde nogle alge arter væk. Nu snart et halvt år senere, er vandet stadig pænt.

Har lavet lidt ændringer hen over sommeren, der hvor vandet kommer retur, og der kommer sikkert et par flere til næste forår også.

Nu er det blevet koldt og fiskene er gået i dvale tilstand, så der er ikke den helt store aktivitet.

Indlægget Fiskebassin blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Abonnement løsning var for længst droppet af flere årsager. Har jordvarme, så den eneste der næsten kan tilbyde med refusion var Clever, men kunne se på forbrug at det ikke helt kunne betale sig.

Lade stander blev Easee Home charger 22KW, som er norsk produceret, og de kalder enheden den smarteste lade “robot” som pt. er på markedet. Med en pris på omkring 6.499,- ligger den til den lettere dyre ende af hjemmeladere, men til prisen får man nu også et moderne og slim design som ikke fylder meget på væggen. Fås i flere forskellige farver, og har en App til mobilen hvor alt opsætning foregår. Den kan ligeledes klarer helt op til 22KW, hvis man en dag får brug for dette.

Selvom bilen i øjeblikket kun kan lade på 1 fase, med de ca. 3.7KW, så blev der trukket et 5x6mm2 installationskabel hen over loftet, så den kunne sidde på indersiden af garagen, således at man både kan nå den inde og udefra (under porten).

Med indbygget modem, får den selv automatisk adgang til nettet, men der er også mulighed for at tilslutte den til sit WIFI. Alt opsætning foregår som nævnt i appen, dog er der ikke det helt store at sætte. Jeg har dog lavet at der ikke må lades før efter kl 20:00, da jeg har tidsdifferentierede tariffer på mit el.

Indlægget Oplader til Elbil – Easee Home blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

På grund af skibe stødte på grund, blev der i 1905 opført et fyrtårn med en fyrmesterbolig tilbygget. Efter 66 års tjeneste som var plaget af blot flere skibe som stødte på grund, da det blev forvekslet med fyret i Gedser, blev tårnet i 1971 nedlagt, hvorefter fyrmesterboligen blev revet ned, og tårnet forladt til forfald.

Efter parkering, skal man vandre godt 3.5 km for at komme til selve fyret, som man kun lige kan ane fra parkeringspladsen. Jeg gik langs stranden hele vejen, hvor man kan se den nærliggende vindmøllepark.

I 2011 blev fyret overtaget af Skov- og Naturstyrelsen, som satte det i stand, og åbnet for det til offentligheden med fri adgang. Dog med undtagelse i perioden fra 01/03 til 15/7, pga. fugle som måtte yngle i området.

En skydedør forhindre de fritgående køer og andre dyr i at overnatte i fyret. På de forskellige etager er der opsat information om fyret og dyrelivet i området, som byder bl.a. på masser af forskellige fuglearter, samt gråsæler og køer.

Selve linse, lys og motor er ikke længere i fyret, da det blev genbrugt til fyret på Christiansø.

Tog lidt billeder før mens det trak op i vejret og begyndte at gå mod bilen igen, denne gang langs stien hvor man nu skal træde varsomt for ikke at jokke i en kokasse.

På vejen ligger der et lille hus, kaldt Nina’s hus der skulle have fungeret som et gammelt jagt/fiskerhus i sin tid. Nu dog istandsat og så vidt jeg kan se, i brug af fugleværnsfonden.

Som jeg kommer tættere på de langkrøllede køerne som står og græsser, går jeg hen mod dem for at se om de ville snakke, men nej, ikke lige umiddelbart, men man kunne godt komme tæt på.

Alt i alt, et ganske flot natur område.

Indlægget Hyllekrog Fyr blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Under planlægning var der mange overvejer hvorvidt vi skulle benytte den såkaldte ringvej fuldt ud med sine 1332 km, som formår at gå hele øen rundt. Det kunne nu godt lade sig gøre at køre rundt på en uge, men så ville der være en del ting vi ikke kunne nå i den sydlige del, hvor man finder mange af de mere kendte naturfænomener. Dette indlæg foregår derfor i den syd til vestlige del af Island i de 8 dage vi var afsted.

Kun 3 timer og 25 min i fly lander man i Keflavik Reykjavik Lufthavn, som ligger godt 50 km vest fra hovedstaden Reykjavik. De er 2 timer bagud, så klokken er næsten den samme som da man tog hjemmefra.

Tværs over parkeringspladsen i lufthavnen ligger alle bil udlejningerne, hvor der hjemmefra var undersøgt muligheder, og valget faldt på Lotus Car Rental, da de som en af de få tilbød booking af bil uden et debit kort. Ja det skal man lige være opmærksom på, at mange leasing selskaber skriver at leasing uden et debit kort ikke er muligt. Dette fandt jeg først ud af få uger før vi skulle af sted, så måtte bestille et Mastercard, men var usikker på om det nåede at komme til tiden.

Uden behov for store off-road egenskaber (Mente vi selv på dette tidspunkt :o) ), blev det til en af de mindste i klassen, en Toyota Aygo. Men ved udlevering var vi blevet “opgraderet” til en Kia Picanto. Bonus !

Afsted til første stop kun 23km ned af vejen mod Reykjavik; Den Blå Lagune, da vi muligvis ikke ville have tid når vi skulle hjem igen.

Den Blå Lagune er opstået i forbindelse med det nærliggende geotermiske kraftværk, som henter varmt vand op fra undergrunden, og pumper det overskydende vand tilbage. Dog kan der ikke pumpes lige så hurtigt tilbage, som op, derfor blev vandet hældt i nogle damme som med tiden udviklet sig til Den Blå Lagune.

Man skal have pre-booket tid hjemmefra via deres hjemmeside, for at undgå en overflod af mennesker. Det er dyrt, vi måtte slippe med 570 kr hver, hvilket inkluderer indgang, silica mudder maske, brug af håndklæde og én drink. Priserne afhænger lidt af efterspørgslen og tidspunkt på dagen.

Området er kæmpe, og der er lavet mange små kroge, sidde pladser og forskellige niveauer i “bassinet”. Vandet er dejligt tilpas varmt på omkring 37°C til 40°C, men har man behov for at svede lidt kan man svømme hen til den nærmeste stander hvor der bliver pumpet nyt vand ind.

Bunden og alle steder vandet berører er beklædt med en skorpe af silica, som er et naturligt mineral som opsamles når vandet fra undergrunden bliver pumpet op. Det er også silica som giver vandet det blålige skær man ser i overfladen, mens under vandet er det mælk hvidt, og hvor sigtbarheden kun er ganske få centimeter. Silica skulle være godt for hud, hår og negle, og er også derfor man kan få en mudder maske med det, samt købe produkter i gaveshoppen når man skal ud igen.

Skulle man finde på at indtage vandet i munden, finder man ud af at det er åndsvagt saltet, der står bl.a. også derfor flere steder drikkestandere med frisk koldt vand.

Efter nogle timer er vi opløst og vender næsen mod Reykjavik for at indtage vores hotel. Ligger mærke til at der er udover lidt bakket terræn var meget fladt uden et træ eller busk at se, de første mange kilometer fra lufthavnen. Ved Reykjavik begynder det dog at ændre sig med bjerg formeringer i baggrunden.

Reykjavik var kun rasteplads for natten, så der var valgt et pris venligt hotel: The Capital-Inn godt 2.5km fra centrum. Et stenkast herfra lå Perlan, som er en kombination af bl.a. restaurant og museum, beliggende helt for sig selv på en bakketop.

Vi udforsker stierne omkring, som bestemt kan anbefales da man finder gamle bunkere og andre militær ruiner fra 2. verdenskrig, samt i det lille skov område er det opsat forskellige kunst opstillinger langs stierne, her mødte også en kat som fulgte os igennem skoven et langt stykke tid.

Næste morgen sagde vi farvel til Reykjavik for nu, og kørte mod Þingvellir National Park, hvor det er muligt at gå i mellem den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade.

På vej dertil oplever vi en halo rundt om solen lige så tydeligt. Det skulle angiveligt dannes af solens stråler som interagerer med iskrystaller i atmosfæren, det varet også kun ganske øjeblikke før den forsvandt lige så hurtigt som den kom.

Ved Þingvellir, parkerer man ganske tæt på selve hoved attraktionen, og så er der ellers er der lavet stier rundt i området man kan benytte. Det er også muligt at komme til at dykke ned i mellem pladerne, hvor vandet skulle være noget så klart, og lige ved siden af ligger Island største sø.

Efter vi har set det meste, tager vi videre mod for at se de kendte gejsere, hvor hele området er geotermisk aktivt. Den gejser med mest aktivitet er Strokkur, som ca. hvert 5. min sprøjter 20m varmt vand op i luften. Den oprindelige Gejser, også kalder The great geysir, har siden et jordskælv i 2000, været mindre aktivt og har ikke nær så høj stråle som den plejede at være, så den fik vi ikke set i aktion. Hele området lugter fælt af svovl, så vi drog videre efter at have set vand show et par gange.

Kun 10 min kørsel væk ligger Gullfoss, som er et uroligt flot, bredt og volsomt vandfald. Lige når man ankommer ligner det ikke ligefrem at der skulle være noget som helst af interesse midt ude i ingenting, indtil dalen bliver synligt. Der er lavet sti hele vejen ned til en større flad stenflade. Helt sikkert er besøg værd.

Kører mod Vik, hvor vi passerer en masse vi først skal se på tilbage vejen, men laver nu alligevel et stop ved det berømte Solheimasandur fly vrag, som ligger på en af de mange sorte strande som findes i Island. Man parkerer ved hovedvejen og så ligger det lidt under 4km ned mod havet.

Det var begyndt at blæse vildt op og selvom der er total fladt, er det ikke muligt at se flyet fra parkeringspladsen, kun sort sand så langt øjet rækker. Der kører en shuttle-bus en gang i mellem, men vi begyndte at gå og små løbe for at komme derned.

Flyet stammer fra 1973, hvor det måtte nødlande, og det blev besluttet at det var for besværligt at bjærge hele flyet ud fra det vanskelige landskab, så det blev strippet for udstyr og efterladt til hvad der i dag er en surreal oplevelse. Et fly midt i et månelandskab.

Gik tilbage til bilen i stormvejr, og vi nået da også kun lige til Vik, hvorefter det begyndte at styrte ned. Hotellet var Hótel Kría, som byder på moderne design, og god stor morgenbuffet.

Ikke så langt fra Vik, ændrer landskabet sig til helt øde og flat området, med undtagelse af et lille offroad stop ved Hjörleifshöfði cave, hvor man helt fik jurassic park vibes.

Efter længere tids kørsel øst på, endte vi ved Jökulsárlón gletsjersøen, der ligger lige ud til hovedvejen, og som udover er Islands dybeste sø, er stedet at opleve blå isbjerge flager som har revet sig fri af den nærliggende gletsjer. Man kunne se sæler svømme rundt og stikke hovedet op af vandet fra tid til anden. Meget unikt.

På den anden side af hovedvejen ligger Diamond beach, der har fået navnet pga. de mange små is stykker som når ud i havet fra søen, og bliver skyllet op på stranden, der så ligger her og ligner glas eller diamanter.

Jökulsárlón var det længeste vi skulle øst, og vendte derfor bilen om for at se alt det vi egentligt havde kørt forbi uden stop.

Mere grusvej blev det til ved Svínafellsjökull gletsjeren, som man kunne komme helt tæt på. Det er helt ubeskriveligt hvor stor og skræmmende sådan en gletsjer egentligt er. Vi så en mindre expedition langt væk, som var ude og gå på selve gletsjeren.

Godt 6 km fra gletsjeren, samt lidt vandring opad, ligger Svartifoss, det sorte vandfald, som er omgivet af sorte basalt søjler. Jeg ville nu sige at det fremtræder lidt pænere på billeder end det faktisk var. Det man normalt ikke ser er at der er lavet en platform til den anden side, som man kan stå på.

Inden ankomst ved hotellet for natten, havde vi en del mindre stop ved de utrolig mange natur fænomener som ligger lige ud til hovedvejen. Får eller islandske heste ser man mange steder gå rundt på de store sletter.

Hotellet var Hörgsland Guesthouse, og som navnet antyder, mere et gæsteværelse end et egentligt hotel. Det var nu ikke så imponerende, en del byggesjusk på værelset og der lugtede helt vildt af duftfrisker.

Kørte ned til den nærmeste lille by for at få noget at spise, og så på google maps at der skulle være et vandfald (Systrafoss) i nærheden som vi fik udforsket bagefter. Det var muligt at vandre hele vejen til toppen på relativ kort tid, hvor der lå en stor sø, og så var der ellers bare helt bart så langt man kunne se.

Forsætte videre mod vest næste morgen, hvor vi startede ved Eldhraun lava fields som er endnu et unik området, hvor der er dannet et tæppe af mos og lyng på lavaet, og det forsætter så langt man kan se.

Ved Laufskálavarða finder man masser af bunker med små sten stablet på hinanden så det ligner miniture bjerge, og der hørte en historie med til hvorfor der netop her midt i ingenting var opstået dette.

Det er bl.a. noget med tradition at første gangs rejsende der gik hen over de sorte strande ville ligge en sten for held og lykke. En anden ting er at lokale muligvis brugte stakke af sten som navigations punkter i sin tid.

Forbi byen Vik igen, og ikke langt derfra ligger Reynisfjara Beach, hvor der er flere forskellige natur fænomener. Udover stor sort strand, så ser man flere af disse 5 kantede basalt søjler i den nærliggende klippe, og ude i vandet ligger Reynisdrangar, som er et spir af af lava der rejser sig op af havet.

Der var skiltet med advarsler om at gå for tæt på vandet, og det var ikke uden grund blev vi vidne til, da bølgerne var åndsvagt voldsomme, og kunne nogle gange nå meget langt op af stranden, hvor enkle folk endte med at få våde sko. Længere nede kunne vi se fyrtårnet Dyrhólaey og tog videre dertil.

Man kunne nu godt kører hele vejen derop, men det var af stejl smal grusvej, og det ville vi nu ikke udsætte den lille bil for, så det blev ved den nedre parkering og vandring af sti dertil. På toppen af der masser af fulgeliv at se, der holder til på klipperne, og de sorte strande forsætter i det uendelige.

På hovedvejen igen drejer vi ned mod endnu en glejster; Sólheimajökull som man også kan komme helt op til, og igen er det helt ubeskriveligt hvor store de er. Der var skiltet med advarsel med at gå på den uden guide, samt hvor langt den har trukket sig tilbage pga. klimaforandringer.

Vi gik dog et lille stykke op af den halv blå is for at tage et par billeder, og kunne godt fornemme at man bør have pigsko hvis man skulle højere op.

Næste stop var Skógafoss, som nok er et af de mest kendte vandfald i Island med et bred lige fald ned på godt 60m. Der er bygget trappe til toppen, hvor man kan forsætte ud på længere vandretur ind i landet.

Ned af en længere grusvej, og en 800 meters vandring ind i en dal, ligger Seljavallalaug Swimming Pool. Poolen er fra 1923, hvor der bliver pumpet varmt vand fra undergrunden i, og meget dyb i den ene ende. Vandet er forholdsvis varmt, vil skyde på 36 grader, og det blev konstant skiftet ud ved at nyt vand blev pumpet i, men vandet var grønt og bunden var lidt klam. Bestemt en unik oplevelse at kunne bade i koldt vejr midt ude i ingenting. Omklædning foregår i kold beton bygning uden vinduer eller lås for døren. Stedet var kun lettere besøgt med omkring 4-5 andre da vi ankom.

Opløste, kørte vi videre mod sidste planlagte stop på dagen, vandfaldet Seljalandsfoss, som også er et af de mere kendte vandfald, og det er ikke uden grund, da det nemlig er muligt at gå bagom vandet og stå, men man skal dog være klar på at det godt kan være en våd fornøjelse.

Går man lidt længere ned af sti systemet i området er der gemt et andet mindre vandfald inde i en “grotte” som kun var tilgængelig ved at træde varsomt hen over nogle sten.

Vi har ellers været forholdsvis heldige med vejret, men der begynder at trække sorte skyer op, så vi tog mod Hotel Eldhestar for natten, som lå 70 km væk. Stedet var en heste farm af en art, med utrolig mange islændere.

I den nærliggende by, Hveragerði kunne man se damp rejse sig fra jorden mange steder, da der er geotermisk aktivitet i undergrunden. Dette var også én af grundene til vi var kommet hertil, da der skulle være en bade å med varmt vand.

Den anden grund var Raufarhólshellir, som er én af Islands længste lava tunneler man kan komme ned i. Med hjelm og lygte går man under jorden, hvor der sat dæmpet farvet lys op langs tunnelen. Der ligger en større bunke is under de 3 åbninger i loftet, da temperaturen for det meste ligger på frysepunktet det meste af året. Længere inde ser man flere is søjler i mørket, og guiden stopper et par gange for at fortælle om de forskellige lava formationer, og hvordan tunnel er lavet.

Udemærket grotte, dog var der lidt for mange personer med på vores guidet tour.

Kørte til parkeringspladsen for badeåen, og begyndte derefter 3.5 km vandring opad for nå til et område hvor der er bygget et gangsystem i træ, samt nogle primitive omklædningshegn. Der lugter af svovl og skyerne truer med at lække regn.

Jeg er nu ellers ikke så meget for at bade i hav, søer eller lign. men vandet var for det meste klart og rent, og kun lige dyb nok til at dække kroppen helt hvis man lagde sig ned. Fed oplevelse, igen midt ude i absolut ingenting. Når vi skulle op igen begynder det at regne og vinden er kold, og ser ikke ud til at stoppe lige med det samme. Det blev derfor til en lang tur tilbage i driv vådt tøj.

Der var ikke så meget planlagt for dagen, så kørte mod nord til dagens hotel, dog med lidt stop ved Hvalfjörður som er en utrolig flot fjord, der har fået tildelt navnet pga. de mange hvaler der tidligere holdte til her. Fjorden gemmer også på gammel marine base fra 2. verdenskrig, men den kommer vi tilbage til senere.

Ved hotel Hafnarfjall skulle vi overnatte 2 nætter, inden vi skulle tilbage til Reykjavik før hjemkomst. Om aftenen udforsket vi området rundt om hotellet, og der blev fyret op i udespaen.

På vejen mod halv øen Snæfellsnes, måtte vi stoppe midt i det hele da der pludselig kommer heste gående hen over vejen. Stiger ud for at snakke og tage billeder. Meget usædvanligt.

Havde også et stop ved den sorte kirke Búðakirkja, der ligger tæt ved havet, og omgivet af et lava felt.

Længere nede af vejen åbner der sig en sprække i en klippe op. Rauðfeldsgjá Gorge ser måske ikke ud af så meget udefra, men går man ind bør man have fodtøjet i orden, da der løber vand i bunden. Med lidt snedighed går vi op langs vandløbet til vi når et punkt hvor man skal klatre op af et reb med stor chance for at blive våd. Havde vi haft skifte tøj med i bilen havde vi taget chancen og gået videre.

I den lille by Arnarstapi, lavet vi stop for at se på unikke lava klipper der står i vandet og tonsvis af måger som havde rede derpå.

Djúpalónssandur beach ligger vest, og vi er ved at være halvvejs rundt om halv øen allerede. Vilde lava klipper og en sort strand hvor der lå større metal stumper hist og pist. Der var skiltet med information om en båd der sank i 1948 ud for dette sted, og at man ikke måtte fjerne jernet.

Saxhóll Crater er gammel en vulkan, står 100 meter høj nu omgivet af sit eftermelde som er mos beklædte. Der er lavet jern trappe hele vejen til toppen, hvor man kan se ned i krateret.

Sidste planlagte stop for dagen var ved Kirkjufells og det nærliggende vandfald der nærmest høre sammen.

Sidste dag inden vi skulle hjem igen, kørte vi øst på og havde et kort stop ved Deildartunguhver, som er Europas største hot spring, altså naturlige varme kilde, som også har fungeret som fjernvarme siden 1925 . Dog var centeret lukket så vi så blot lidt på det kogende og boblende vand der var at finde ved parkeringspladsen.

Kørte længere mod øst til vi nåede Hraunfossar og Barnafossar. Den ene del er et mindre flot vandfald hvor det ligner vandet kommer ud af ingenting og løber ned i floden. Den anden er floden som med voldsom kraft kommer igennem et landskab af sten og lava. Lige bag ved lå der et kæmpe lava felt der forsætter så langt øjet rækkende. Næste stop skulle vi faktisk ud midt i det, da Islands længste grotte ligger her. Vi tog den sydlige vej dertil, hvilket betød lang tur på grusvej. Ikke noget den lille Punto var så glad for.

Midt ude i ingenting, omgivet af lava, lå der et hus til grotten Vidgelmir. Der var kun os og 3-4 andre på vores guidet tur, som var ledet af en med god humor og passion for geologi, og pga. vi ikke var så mange fik vi en længere tur end normalt. Belært fra vores anden tur i the lava tunnel, så havde vi mere tøj på denne gang, da der er skide koldt under jorden.

Der blev fortalt om alle de forskellige lava formationer og hvordan de var opstået. Vi nået til et sted hvor det kun var foskere og expeditioner som fik lov at gå videre ind i den lange tunnel. Vi prøvede at slukke alt lyset, og så blev der stille. Det eneste man kunne høre var vand der dryppede, og kan huske guiden grinende sige “Hvad ville være værst når vi tænder lyset igen? at der mangler en af os, eller at der er kommet en mere til gruppen?”, yikes.

Alt i alt, meget bedre tur end den anden nemmere tilgængelig lava tunnel vi tidligere var i.

Tilbage mod Hvalfjörður fjorden, hvor vi endte med at køre godt 20km mere på grusvej. Så kunne man godt begynde at se hvorfor de fleste biler på vejende var 4 hjultrækkere. Vi ender op ved parkeringspladsen til Glymur vandfaldet, som er Islands 2. længste vandfald, og nok en af de bedste ture vi var på. Man starter først ud med et fladt terræn med buske og lyng, indtil man kommer til en flod hvor man skal igennem nogle huler for at komme ned til. For at komme over floden skal man bruge en opspændt stål wire, sten og en træstamme som er langt.

Så begynder det ellers at gå opad, og jurassic park vibes begynder igen at tikke ind, og der var massevis af måger som holdte til i mellem kløften.

Vi besluttede at gå helt op til toppen for at se om man kunne krydse floden og gå ned fra den anden side af. Ved toppen er det helt underligt at se at der var forholdsvis flat og øde. Måtte gå et mindre stykke op af floden før der lå sten man kunne træde på, samt hvor den ikke så så dyb ud. Dog havde den delt sig i 3 dele, hvor den ene var forholdsvis bred og med stærk strøm.

Min kammerat krydsede først og fik våde sko, så jeg tog sko og strømper af og blot gik hen over uden at bruge stenende. Det skal siges at det var så absurd koldt at det gjorde ondt. Det lykkes dog og vi begyndte nedstigning som denne gang foregik igennem buske og krat efter et stykke tid.

Videre rundt om fjorden havde vi et stop ved en gammel marine base fra 2. verdenskrig. Af de 250 oprindelige bygninger, står der i dag kun resterne af nogle enkle beton bygninger tilbage, samt noget af det der tidligere havde været molen. Der er også underjordiske bunkere, men de var fyldt med vand og sten. Basen var bygget af britiske, canadiske og amerikanske tropper. Island blev faktisk invaderet uden modstand af England i 1940, da man frygtede at tyskerne ville udnytte det ellers neutrale Island i krigen, og derved vinde kontrol over nord Atlanten.

Trætte kørte vi mod det sidste overnatning i hovedstaden Reykjavik, Hótel Klettur. Vi gik ud efter søgen på mad, men de fleste steder var dog ved at lukke, så det blev blot til noget hurtigt snask. Vi ligger mærke til at byen er fyldt med kunst og at den egentlig ikke er så stor igen da vi hurtigt kommer rundt. Vi venter dog med at udforske for meget til næste dag, da vi har masser af tid før vi skal med fly hjem.

I området omkring Hallgrímskirkja finder man mange mindre gader med diverse souvenir butikker og restauranter. Går rundt i byen for at fordrive tiden, og ender op ved Solfærd nede ved havnen inden vi kører mod lufthavnen hvor vi havde et sidste stop ved Holmsberg fyrtårnet. God tur.

Hjemme igen

Bestemt et land jeg godt kunne se mig selv komme tilbage til. Der er hele tiden noget unikt og spændende at se. Turen her fokuseret på mange af de naturfænomener som lå tæt på den velkendte ringvej i syd delen, og vi nået ikke engang at stoppe ved dem alle.

Det siges at for hvert 50-100km, så skifter terrænet, og det skulle vise sig at være korrekt. Inden for ganske få meter, kunne landskabet rundt om en skifte var sorte sletter, til et kæmpe lava felt.

Billeje

Var lidt sent ude med hensyn til booking af en bil, og fandt ud af en 14 dage før at man de fleste steder ikke kunne booke bil uden et kredit kort, såsom et Mastercard, jeg bestilte straks et, men det var ikke sikkert det ville nå at komme. Det gjorde det sværere at finde en udlejer hvor vi kunne finde en passende bil. Det lykkes dog at finde den lille Punto, som gjorde opgaven overraskende godt. De fleste andre man så som lejede biler var kørende i en firehjultrækker af en art, og det ville jeg nu nok også gøre hvis man ved man skal lidt ind i landet. Der var heller ingen bemærkninger ved aflevering af bilen, selvom vi faktisk havde været ude og køre længere tid på grusvej med store huller.

Vi nået at tilbagelægge omkring 1700km på den uge vi var af sted, og man skal være lidt obs. på at der godt kan være lidt langt mellem tankstationerne.

Dyrt ?

Læste inde turen at mad skulle være forholdsvis dyrt i Island, men det var nu ikke så slemt. Vi var ude og spise et par gange, og det var kun en smule mere end herhjemme hvis ikke det samme. Det samme var gældende i supermarkederne.

Vind og vejr

Nu var det marts måned, men det var ikke super koldt. Dog ville jeg ikke havde undværet hansker og hals disse da det godt kunne blæse en del nogle steder.

Indlægget Natur’ligvis Island blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.

Haven er nu 1.5 år gammel og har ventet med at skrive om det da den skulle have tid til at gro lidt tid.

Først skulle der ryddes græs væk for herefter at kunne ligge fiberdug i bund hvor ukrudt ikke var ønsket. Det skal dog siges at det forhindrer det dog ikke i at komme, men det er for det meste frø som må lande oppe fra som til tider skal fjernes i de hvide sten.

Det fjernede lag græs og jord stumper, blev vendt om og brugt til at lave et par øer, og fik dernæst et top lag af spagnum, hvilket ser godt ud men kan ej anbefales, da ved første lille blæsevejr, lå det ud over alle de hvide sten :’)

I den ene ende, hjemmesvejset måneport og slyngplanter til at gro op af gitteret rundt om.

Så kommer der pynte hegn op ind mod nabo. Det gør alligevel noget ved hele indtrykket.

Hvad er en japansk have uden vand med hjemmelavet tsukubai.

Der er bla. plantet trædebregen på den ene ø, og en anden lidt langsommere groende dækplante på den anden. Et par japanske ahorn, bambus, dværg rodrondendrum og andre planter som passer ind. For det meste noget som er stedse grønt.

Stykket bag chikanen blev først anlagt noget senere, da jeg var i tvivl om jeg skulle skifte stil.

Så spoles der lige godt 1 år frem, som det står i øjeblikket (2020).

Slyngplanter ved indgang gik for alvor til den om sommeren, så til næste år kommer den nok til at dække det meste. Trædebregen er helt fantastisk som gror bedre end forventet.

Ved nedløb på huset var udmærket lejlighed til at lave en vandtønde.

Mit vand i haven har jeg dog måtte lave om, da bambussen og specielt den anden prydgræs der nu står højere end mig selv, tog overhånd og fuldstændig dækket min tsukubai. Dette er nu flyttet til min fiskedam.

Lidt fra den anden side af, stor krukke ved indgang med ahorn.

Bestemt ikke færdigt endnu, der er hele tiden noget som kan forbedres og laves om. Specielt skal jeg have fundet noget til at “skjule” hus muren bedre på. Dog de fleste ting jeg har forsøgt at plante tæt derpå, kommet til at lide under manglen på regnvand om sommeren.

Kommer med en update engang til næste år, med hvordan det står til med haven her.

Indlægget Min japanske have blev først udgivet på Cmeyhoff.dk.