Med stor interesse for vild natur, bjerge, og vandfald , gik turen i maj måned 2019, til Island sammen med en rejse buddy.
Under planlægning var der mange overvejer hvorvidt vi skulle benytte den såkaldte ringvej fuldt ud med sine 1332 km, som formår at gå hele øen rundt. Det kunne nu godt lade sig gøre at køre rundt på en uge, men så ville der være en del ting vi ikke kunne nå i den sydlige del, hvor man finder mange af de mere kendte naturfænomener. Dette indlæg foregår derfor i den syd til vestlige del af Island i de 8 dage vi var afsted.
Kun 3 timer og 25 min i fly lander man i Keflavik Reykjavik Lufthavn, som ligger godt 50 km vest fra hovedstaden Reykjavik. De er 2 timer bagud, så klokken er næsten den samme som da man tog hjemmefra.
Tværs over parkeringspladsen i lufthavnen ligger alle bil udlejningerne, hvor der hjemmefra var undersøgt muligheder, og valget faldt på Lotus Car Rental, da de som en af de få tilbød booking af bil uden et debit kort. Ja det skal man lige være opmærksom på, at mange leasing selskaber skriver at leasing uden et debit kort ikke er muligt. Dette fandt jeg først ud af få uger før vi skulle af sted, så måtte bestille et Mastercard, men var usikker på om det nåede at komme til tiden.
Uden behov for store off-road egenskaber (Mente vi selv på dette tidspunkt :o) ), blev det til en af de mindste i klassen, en Toyota Aygo. Men ved udlevering var vi blevet “opgraderet” til en Kia Picanto. Bonus !
Afsted til første stop kun 23km ned af vejen mod Reykjavik; Den Blå Lagune, da vi muligvis ikke ville have tid når vi skulle hjem igen.
Den Blå Lagune er opstået i forbindelse med det nærliggende geotermiske kraftværk, som henter varmt vand op fra undergrunden, og pumper det overskydende vand tilbage. Dog kan der ikke pumpes lige så hurtigt tilbage, som op, derfor blev vandet hældt i nogle damme som med tiden udviklet sig til Den Blå Lagune.
Man skal have pre-booket tid hjemmefra via deres hjemmeside, for at undgå en overflod af mennesker. Det er dyrt, vi måtte slippe med 570 kr hver, hvilket inkluderer indgang, silica mudder maske, brug af håndklæde og én drink. Priserne afhænger lidt af efterspørgslen og tidspunkt på dagen.
Området er kæmpe, og der er lavet mange små kroge, sidde pladser og forskellige niveauer i “bassinet”. Vandet er dejligt tilpas varmt på omkring 37°C til 40°C, men har man behov for at svede lidt kan man svømme hen til den nærmeste stander hvor der bliver pumpet nyt vand ind.
Bunden og alle steder vandet berører er beklædt med en skorpe af silica, som er et naturligt mineral som opsamles når vandet fra undergrunden bliver pumpet op. Det er også silica som giver vandet det blålige skær man ser i overfladen, mens under vandet er det mælk hvidt, og hvor sigtbarheden kun er ganske få centimeter. Silica skulle være godt for hud, hår og negle, og er også derfor man kan få en mudder maske med det, samt købe produkter i gaveshoppen når man skal ud igen.
Skulle man finde på at indtage vandet i munden, finder man ud af at det er åndsvagt saltet, der står bl.a. også derfor flere steder drikkestandere med frisk koldt vand.
Efter nogle timer er vi opløst og vender næsen mod Reykjavik for at indtage vores hotel. Ligger mærke til at der er udover lidt bakket terræn var meget fladt uden et træ eller busk at se, de første mange kilometer fra lufthavnen. Ved Reykjavik begynder det dog at ændre sig med bjerg formeringer i baggrunden.
Reykjavik var kun rasteplads for natten, så der var valgt et pris venligt hotel: The Capital-Inn godt 2.5km fra centrum. Et stenkast herfra lå Perlan, som er en kombination af bl.a. restaurant og museum, beliggende helt for sig selv på en bakketop.
Perlan
Vi udforsker stierne omkring, som bestemt kan anbefales da man finder gamle bunkere og andre militær ruiner fra 2. verdenskrig, samt i det lille skov område er det opsat forskellige kunst opstillinger langs stierne, her mødte også en kat som fulgte os igennem skoven et langt stykke tid.
Hallgrímskirkja i centrum
Næste morgen sagde vi farvel til Reykjavik for nu, og kørte mod Þingvellir National Park, hvor det er muligt at gå i mellem den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade.
På vej dertil oplever vi en halo rundt om solen lige så tydeligt. Det skulle angiveligt dannes af solens stråler som interagerer med iskrystaller i atmosfæren, det varet også kun ganske øjeblikke før den forsvandt lige så hurtigt som den kom.
Ved Þingvellir, parkerer man ganske tæt på selve hoved attraktionen, og så er der ellers er der lavet stier rundt i området man kan benytte. Det er også muligt at komme til at dykke ned i mellem pladerne, hvor vandet skulle være noget så klart, og lige ved siden af ligger Island største sø.
Efter vi har set det meste, tager vi videre mod for at se de kendte gejsere, hvor hele området er geotermisk aktivt. Den gejser med mest aktivitet er Strokkur, som ca. hvert 5. min sprøjter 20m varmt vand op i luften. Den oprindelige Gejser, også kalder The great geysir, har siden et jordskælv i 2000, været mindre aktivt og har ikke nær så høj stråle som den plejede at være, så den fik vi ikke set i aktion. Hele området lugter fælt af svovl, så vi drog videre efter at have set vand show et par gange.
Kun 10 min kørsel væk ligger Gullfoss, som er et uroligt flot, bredt og volsomt vandfald. Lige når man ankommer ligner det ikke ligefrem at der skulle være noget som helst af interesse midt ude i ingenting, indtil dalen bliver synligt. Der er lavet sti hele vejen ned til en større flad stenflade. Helt sikkert er besøg værd.
Kører mod Vik, hvor vi passerer en masse vi først skal se på tilbage vejen, men laver nu alligevel et stop ved det berømte Solheimasandur fly vrag, som ligger på en af de mange sorte strande som findes i Island. Man parkerer ved hovedvejen og så ligger det lidt under 4km ned mod havet.
Det var begyndt at blæse vildt op og selvom der er total fladt, er det ikke muligt at se flyet fra parkeringspladsen, kun sort sand så langt øjet rækker. Der kører en shuttle-bus en gang i mellem, men vi begyndte at gå og små løbe for at komme derned.
Flyet stammer fra 1973, hvor det måtte nødlande, og det blev besluttet at det var for besværligt at bjærge hele flyet ud fra det vanskelige landskab, så det blev strippet for udstyr og efterladt til hvad der i dag er en surreal oplevelse. Et fly midt i et månelandskab.
Gik tilbage til bilen i stormvejr, og vi nået da også kun lige til Vik, hvorefter det begyndte at styrte ned. Hotellet var Hótel Kría, som byder på moderne design, og god stor morgenbuffet.
Ikke så langt fra Vik, ændrer landskabet sig til helt øde og flat området, med undtagelse af et lille offroad stop ved Hjörleifshöfði cave, hvor man helt fik jurassic park vibes.
Efter længere tids kørsel øst på, endte vi ved Jökulsárlón gletsjersøen, der ligger lige ud til hovedvejen, og som udover er Islands dybeste sø, er stedet at opleve blå isbjerge flager som har revet sig fri af den nærliggende gletsjer. Man kunne se sæler svømme rundt og stikke hovedet op af vandet fra tid til anden. Meget unikt.
På den anden side af hovedvejen ligger Diamond beach, der har fået navnet pga. de mange små is stykker som når ud i havet fra søen, og bliver skyllet op på stranden, der så ligger her og ligner glas eller diamanter.
Jökulsárlón var det længeste vi skulle øst, og vendte derfor bilen om for at se alt det vi egentligt havde kørt forbi uden stop.
Mere grusvej blev det til ved Svínafellsjökull gletsjeren, som man kunne komme helt tæt på. Det er helt ubeskriveligt hvor stor og skræmmende sådan en gletsjer egentligt er. Vi så en mindre expedition langt væk, som var ude og gå på selve gletsjeren.
Godt 6 km fra gletsjeren, samt lidt vandring opad, ligger Svartifoss, det sorte vandfald, som er omgivet af sorte basalt søjler. Jeg ville nu sige at det fremtræder lidt pænere på billeder end det faktisk var. Det man normalt ikke ser er at der er lavet en platform til den anden side, som man kan stå på.
Inden ankomst ved hotellet for natten, havde vi en del mindre stop ved de utrolig mange natur fænomener som ligger lige ud til hovedvejen. Får eller islandske heste ser man mange steder gå rundt på de store sletter.
Hotellet var Hörgsland Guesthouse, og som navnet antyder, mere et gæsteværelse end et egentligt hotel. Det var nu ikke så imponerende, en del byggesjusk på værelset og der lugtede helt vildt af duftfrisker.
Kørte ned til den nærmeste lille by for at få noget at spise, og så på google maps at der skulle være et vandfald (Systrafoss) i nærheden som vi fik udforsket bagefter. Det var muligt at vandre hele vejen til toppen på relativ kort tid, hvor der lå en stor sø, og så var der ellers bare helt bart så langt man kunne se.
Forsætte videre mod vest næste morgen, hvor vi startede ved Eldhraun lava fields som er endnu et unik området, hvor der er dannet et tæppe af mos og lyng på lavaet, og det forsætter så langt man kan se.
Ved Laufskálavarða finder man masser af bunker med små sten stablet på hinanden så det ligner miniture bjerge, og der hørte en historie med til hvorfor der netop her midt i ingenting var opstået dette.
Det er bl.a. noget med tradition at første gangs rejsende der gik hen over de sorte strande ville ligge en sten for held og lykke. En anden ting er at lokale muligvis brugte stakke af sten som navigations punkter i sin tid.
Forbi byen Vik igen, og ikke langt derfra ligger Reynisfjara Beach, hvor der er flere forskellige natur fænomener. Udover stor sort strand, så ser man flere af disse 5 kantede basalt søjler i den nærliggende klippe, og ude i vandet ligger Reynisdrangar, som er et spir af af lava der rejser sig op af havet.
Der var skiltet med advarsler om at gå for tæt på vandet, og det var ikke uden grund blev vi vidne til, da bølgerne var åndsvagt voldsomme, og kunne nogle gange nå meget langt op af stranden, hvor enkle folk endte med at få våde sko. Længere nede kunne vi se fyrtårnet Dyrhólaey og tog videre dertil.
Man kunne nu godt kører hele vejen derop, men det var af stejl smal grusvej, og det ville vi nu ikke udsætte den lille bil for, så det blev ved den nedre parkering og vandring af sti dertil. På toppen af der masser af fulgeliv at se, der holder til på klipperne, og de sorte strande forsætter i det uendelige.
På hovedvejen igen drejer vi ned mod endnu en glejster; Sólheimajökull som man også kan komme helt op til, og igen er det helt ubeskriveligt hvor store de er. Der var skiltet med advarsel med at gå på den uden guide, samt hvor langt den har trukket sig tilbage pga. klimaforandringer.
Vi gik dog et lille stykke op af den halv blå is for at tage et par billeder, og kunne godt fornemme at man bør have pigsko hvis man skulle højere op.
Næste stop var Skógafoss, som nok er et af de mest kendte vandfald i Island med et bred lige fald ned på godt 60m. Der er bygget trappe til toppen, hvor man kan forsætte ud på længere vandretur ind i landet.
Ned af en længere grusvej, og en 800 meters vandring ind i en dal, ligger Seljavallalaug Swimming Pool. Poolen er fra 1923, hvor der bliver pumpet varmt vand fra undergrunden i, og meget dyb i den ene ende. Vandet er forholdsvis varmt, vil skyde på 36 grader, og det blev konstant skiftet ud ved at nyt vand blev pumpet i, men vandet var grønt og bunden var lidt klam. Bestemt en unik oplevelse at kunne bade i koldt vejr midt ude i ingenting. Omklædning foregår i kold beton bygning uden vinduer eller lås for døren. Stedet var kun lettere besøgt med omkring 4-5 andre da vi ankom.
Opløste, kørte vi videre mod sidste planlagte stop på dagen, vandfaldet Seljalandsfoss, som også er et af de mere kendte vandfald, og det er ikke uden grund, da det nemlig er muligt at gå bagom vandet og stå, men man skal dog være klar på at det godt kan være en våd fornøjelse.
Går man lidt længere ned af sti systemet i området er der gemt et andet mindre vandfald inde i en “grotte” som kun var tilgængelig ved at træde varsomt hen over nogle sten.
Vi har ellers været forholdsvis heldige med vejret, men der begynder at trække sorte skyer op, så vi tog mod Hotel Eldhestar for natten, som lå 70 km væk. Stedet var en heste farm af en art, med utrolig mange islændere.
I den nærliggende by, Hveragerði kunne man se damp rejse sig fra jorden mange steder, da der er geotermisk aktivitet i undergrunden. Dette var også én af grundene til vi var kommet hertil, da der skulle være en bade å med varmt vand.
Den anden grund var Raufarhólshellir, som er én af Islands længste lava tunneler man kan komme ned i. Med hjelm og lygte går man under jorden, hvor der sat dæmpet farvet lys op langs tunnelen. Der ligger en større bunke is under de 3 åbninger i loftet, da temperaturen for det meste ligger på frysepunktet det meste af året. Længere inde ser man flere is søjler i mørket, og guiden stopper et par gange for at fortælle om de forskellige lava formationer, og hvordan tunnel er lavet.
Udemærket grotte, dog var der lidt for mange personer med på vores guidet tour.
Kørte til parkeringspladsen for badeåen, og begyndte derefter 3.5 km vandring opad for nå til et område hvor der er bygget et gangsystem i træ, samt nogle primitive omklædningshegn. Der lugter af svovl og skyerne truer med at lække regn.
Jeg er nu ellers ikke så meget for at bade i hav, søer eller lign. men vandet var for det meste klart og rent, og kun lige dyb nok til at dække kroppen helt hvis man lagde sig ned. Fed oplevelse, igen midt ude i absolut ingenting. Når vi skulle op igen begynder det at regne og vinden er kold, og ser ikke ud til at stoppe lige med det samme. Det blev derfor til en lang tur tilbage i driv vådt tøj.
Der var ikke så meget planlagt for dagen, så kørte mod nord til dagens hotel, dog med lidt stop ved Hvalfjörður som er en utrolig flot fjord, der har fået tildelt navnet pga. de mange hvaler der tidligere holdte til her. Fjorden gemmer også på gammel marine base fra 2. verdenskrig, men den kommer vi tilbage til senere.
Ved hotel Hafnarfjall skulle vi overnatte 2 nætter, inden vi skulle tilbage til Reykjavik før hjemkomst. Om aftenen udforsket vi området rundt om hotellet, og der blev fyret op i udespaen.
På vejen mod halv øen Snæfellsnes, måtte vi stoppe midt i det hele da der pludselig kommer heste gående hen over vejen. Stiger ud for at snakke og tage billeder. Meget usædvanligt.
Havde også et stop ved den sorte kirke Búðakirkja, der ligger tæt ved havet, og omgivet af et lava felt.
Længere nede af vejen åbner der sig en sprække i en klippe op. Rauðfeldsgjá Gorge ser måske ikke ud af så meget udefra, men går man ind bør man have fodtøjet i orden, da der løber vand i bunden. Med lidt snedighed går vi op langs vandløbet til vi når et punkt hvor man skal klatre op af et reb med stor chance for at blive våd. Havde vi haft skifte tøj med i bilen havde vi taget chancen og gået videre.
I den lille by Arnarstapi, lavet vi stop for at se på unikke lava klipper der står i vandet og tonsvis af måger som havde rede derpå.
Djúpalónssandur beach ligger vest, og vi er ved at være halvvejs rundt om halv øen allerede. Vilde lava klipper og en sort strand hvor der lå større metal stumper hist og pist. Der var skiltet med information om en båd der sank i 1948 ud for dette sted, og at man ikke måtte fjerne jernet.
Saxhóll Crater er gammel en vulkan, står 100 meter høj nu omgivet af sit eftermelde som er mos beklædte. Der er lavet jern trappe hele vejen til toppen, hvor man kan se ned i krateret.
Sidste planlagte stop for dagen var ved Kirkjufells og det nærliggende vandfald der nærmest høre sammen.
Sidste dag inden vi skulle hjem igen, kørte vi øst på og havde et kort stop ved Deildartunguhver, som er Europas største hot spring, altså naturlige varme kilde, som også har fungeret som fjernvarme siden 1925 . Dog var centeret lukket så vi så blot lidt på det kogende og boblende vand der var at finde ved parkeringspladsen.
Kørte længere mod øst til vi nåede Hraunfossar og Barnafossar. Den ene del er et mindre flot vandfald hvor det ligner vandet kommer ud af ingenting og løber ned i floden. Den anden er floden som med voldsom kraft kommer igennem et landskab af sten og lava. Lige bag ved lå der et kæmpe lava felt der forsætter så langt øjet rækkende. Næste stop skulle vi faktisk ud midt i det, da Islands længste grotte ligger her. Vi tog den sydlige vej dertil, hvilket betød lang tur på grusvej. Ikke noget den lille Punto var så glad for.
Midt ude i ingenting, omgivet af lava, lå der et hus til grotten Vidgelmir. Der var kun os og 3-4 andre på vores guidet tur, som var ledet af en med god humor og passion for geologi, og pga. vi ikke var så mange fik vi en længere tur end normalt. Belært fra vores anden tur i the lava tunnel, så havde vi mere tøj på denne gang, da der er skide koldt under jorden.
Der blev fortalt om alle de forskellige lava formationer og hvordan de var opstået. Vi nået til et sted hvor det kun var foskere og expeditioner som fik lov at gå videre ind i den lange tunnel. Vi prøvede at slukke alt lyset, og så blev der stille. Det eneste man kunne høre var vand der dryppede, og kan huske guiden grinende sige “Hvad ville være værst når vi tænder lyset igen? at der mangler en af os, eller at der er kommet en mere til gruppen?”, yikes.
Alt i alt, meget bedre tur end den anden nemmere tilgængelig lava tunnel vi tidligere var i.
Tilbage mod Hvalfjörður fjorden, hvor vi endte med at køre godt 20km mere på grusvej. Så kunne man godt begynde at se hvorfor de fleste biler på vejende var 4 hjultrækkere. Vi ender op ved parkeringspladsen til Glymur vandfaldet, som er Islands 2. længste vandfald, og nok en af de bedste ture vi var på. Man starter først ud med et fladt terræn med buske og lyng, indtil man kommer til en flod hvor man skal igennem nogle huler for at komme ned til. For at komme over floden skal man bruge en opspændt stål wire, sten og en træstamme som er langt.
Så begynder det ellers at gå opad, og jurassic park vibes begynder igen at tikke ind, og der var massevis af måger som holdte til i mellem kløften.
Vi besluttede at gå helt op til toppen for at se om man kunne krydse floden og gå ned fra den anden side af. Ved toppen er det helt underligt at se at der var forholdsvis flat og øde. Måtte gå et mindre stykke op af floden før der lå sten man kunne træde på, samt hvor den ikke så så dyb ud. Dog havde den delt sig i 3 dele, hvor den ene var forholdsvis bred og med stærk strøm.
Min kammerat krydsede først og fik våde sko, så jeg tog sko og strømper af og blot gik hen over uden at bruge stenende. Det skal siges at det var så absurd koldt at det gjorde ondt. Det lykkes dog og vi begyndte nedstigning som denne gang foregik igennem buske og krat efter et stykke tid.
Videre rundt om fjorden havde vi et stop ved en gammel marine base fra 2. verdenskrig. Af de 250 oprindelige bygninger, står der i dag kun resterne af nogle enkle beton bygninger tilbage, samt noget af det der tidligere havde været molen. Der er også underjordiske bunkere, men de var fyldt med vand og sten. Basen var bygget af britiske, canadiske og amerikanske tropper. Island blev faktisk invaderet uden modstand af England i 1940, da man frygtede at tyskerne ville udnytte det ellers neutrale Island i krigen, og derved vinde kontrol over nord Atlanten.
Trætte kørte vi mod det sidste overnatning i hovedstaden Reykjavik, Hótel Klettur. Vi gik ud efter søgen på mad, men de fleste steder var dog ved at lukke, så det blev blot til noget hurtigt snask. Vi ligger mærke til at byen er fyldt med kunst og at den egentlig ikke er så stor igen da vi hurtigt kommer rundt. Vi venter dog med at udforske for meget til næste dag, da vi har masser af tid før vi skal med fly hjem.
I området omkring Hallgrímskirkja finder man mange mindre gader med diverse souvenir butikker og restauranter. Går rundt i byen for at fordrive tiden, og ender op ved Solfærd nede ved havnen inden vi kører mod lufthavnen hvor vi havde et sidste stop ved Holmsberg fyrtårnet. God tur.
Hjemme igen
Bestemt et land jeg godt kunne se mig selv komme tilbage til. Der er hele tiden noget unikt og spændende at se. Turen her fokuseret på mange af de naturfænomener som lå tæt på den velkendte ringvej i syd delen, og vi nået ikke engang at stoppe ved dem alle.
Det siges at for hvert 50-100km, så skifter terrænet, og det skulle vise sig at være korrekt. Inden for ganske få meter, kunne landskabet rundt om en skifte var sorte sletter, til et kæmpe lava felt.
Billeje
Var lidt sent ude med hensyn til booking af en bil, og fandt ud af en 14 dage før at man de fleste steder ikke kunne booke bil uden et kredit kort, såsom et Mastercard, jeg bestilte straks et, men det var ikke sikkert det ville nå at komme. Det gjorde det sværere at finde en udlejer hvor vi kunne finde en passende bil. Det lykkes dog at finde den lille Punto, som gjorde opgaven overraskende godt. De fleste andre man så som lejede biler var kørende i en firehjultrækker af en art, og det ville jeg nu nok også gøre hvis man ved man skal lidt ind i landet. Der var heller ingen bemærkninger ved aflevering af bilen, selvom vi faktisk havde været ude og køre længere tid på grusvej med store huller.
Vi nået at tilbagelægge omkring 1700km på den uge vi var af sted, og man skal være lidt obs. på at der godt kan være lidt langt mellem tankstationerne.
Dyrt ?
Læste inde turen at mad skulle være forholdsvis dyrt i Island, men det var nu ikke så slemt. Vi var ude og spise et par gange, og det var kun en smule mere end herhjemme hvis ikke det samme. Det samme var gældende i supermarkederne.
Vind og vejr
Nu var det marts måned, men det var ikke super koldt. Dog ville jeg ikke havde undværet hansker og hals disse da det godt kunne blæse en del nogle steder.
Leave a reply