Som den første større tur til udlandet i længere tid, blev til et 14 dages solo trip til det fascinerende Japan i sommeren 2018.
Tokyo
Efter 11-12 lange stive timer fra København – Tokyo, med én mellemlanding i Helsinki – Finland på omkring 50 min, hvilket er rimelig tid til at komme fra gate til gate, lander man i Narita International lufthavn, som ligger godt 50-60km væk fra Tokyo.
Man modtager nogle papir i flyet som skal udfyldes når skal igennem immigrationskontrol og få sit visum. Efter security gik var det straks igang med at lede efter en shop i lufthavnen som solgte data simkort, da jeg på forhånd fandt ud af at der stort set ingen danske teleudbydere som har roaming i Japan, uden at man skal af med en formue. Det skyldes angiveligt noget med at de kører deres eget netværk dernede.
Fandt et på 3GB i butikken BicCamera som jeg tænkte måtte kunne række, ellers var mange så noget med x antal megabyte om dagen. Fik det aktiveret med de medfølgende instruktioner som godt kan virke lidt teknisk ved første blik, herefter var det muligt bla. at bruge Google maps som er helt uundværlig, da det udover at fungerer som normalt kort også har det meste af den offentlige trafik i sig, så man ved hvilke toge man bør tage.
På metro stationen havde jeg på forhånd også set hvordan man får erhvervet sig et IC kort (Pasmo) som kan sammenlignes lidt med det danske rejsekort. Dette var via en automat og kostede kun godt 2000Yen (125kr), hvor største delen bliver sat ind på kortet, som så kan benyttes til at rejse med.
Der går flere linjer fra Narita til Tokyo, og det er ikke alle som man blot kan bippe sig ind og tage, uden en extra billet, så det er med at holde øje at man nu får taget det korrekte, og så vidt jeg kan huske er det linjen Keisei Limited Express som ikke kræver billet. Hvis toget er fancy og man sidder ligesom i en bus, så kræver det vist extra billet udover ens IC kort.
Jeg spurgte en ansat som var på perronen og allerede her blev jeg mindet om hvor dårlige Japaner generelt er til engelsk, men han fik overtalt da mig til at tage det korrekte tog. :’D
Ved ankomsten til Tokyo, var det første jeg mødte den højeste bygning i Japan, Tokyo Skytree med sine 634 meter. Sikke et syn, og så begyndte det ellers at regne, god start :o).
Gennemblødt kom jeg til første hotel: Agora Place Asakusa, som ligger i kvateret Akasuka, og som ellers er en ganske fornuftig placering i Tokyo, da det er tæt på mange seværdigheder, og der er let adgang til metro’en ganske få meters penge væk fra hotellet.
Jetlag var endnu ikke et problem, så det var ud og udforske så længe det var muligt. Gik derfor tilbage til Skytree som det første, da jeg tænkte det kunne være et godt sted at starte med at få overblik over byen højt fra.
Det blæste en smule og hvis man har let til at blive søsyg, så kan det godt mærkes at det svinger lidt når man står i 350 meters højde. Det skulle på nogle dage være muligt at se Mt. Fuji til syd-vest, men ikke en chance med dette vejr. Der blev taget lidt billeder og så ellers skyldte jeg mig ned igen. Puha.
På gå ben ned mod Sensoji, som Tokyo’s ældste tempel, kommer man forbi lidt mærkværdigt bygning med en… gylden et eller andet på taget. Det skulle angiveligt være ølproducenten Asashi’s hovedkvarter, meget unik.
Sensoji er kæmpe, med bla. stor 5 etagers pagode, kæmpe lanterner, og mange boder hvor man kan købe spirituelle ting, og selvom det regnende, stoppede det ikke folk i at møde op. I hovedbygningen finder man præster/monke som var i gang med en cermoni. Ned af Nakamise shopping street, finder man Tokyo største souvenir market. For enden (eller starten afhængig hvor man kom fra) er Kaminarimon Gate med en stor lanterne hængende i midten. Klart et kig værd, men så begyndte jetlag også at sætte sit præg, så vendte mod hotellet igen for at få noget søvn.
Næste dag blev det morgenmad på hotellet, hvorefter dagen første stop bestod af Ueno park som bla. er kendt for blomstrende kirsebær træer, museer, templer og har tilmed en Zoo. På Ueno station fik man first hand oplevet hvordan alle myldret til arbejde, alt sammen i en velfungerende strøm og med toge til tiden, det er en hel oplevelse i sig selv.
Det var desværre for sent til at se kirsebærene blomstre, til gengæld havde man en del af parken for sig selv. Her finder man gamle bygninger, statuer, en større sø, samt diverse flora for at nævne nogle ting. På den store åbne fælles plads var der udstillinger med bonsai træer og et lille kræmmermarked, samt der var fyldt med skoler på udflugt til de omliggende museer. I den sydlige del ved siden af den zoologiske have er der en større sø med tusindvis af åkaner. Bestemt et besøg værd.
Næste stop var at tage til Akihabara, ved at passerer igennem Ameyoko markedet, som angiveligt skulle have været et sort marked årerne efter WW2, hvor der blev solgt importeret amerikanske ting. I dag er det bedre kendt for at være en gade med diverse mad boder, tøj og gode tilbud.
Akihabara; område som specialiserer sig i elektronik, manga/anime kultur, animation og videospil, var højt på min liste. Smalle og larmende butikker, blinkende neon og LED stor skærme, samt arcade haller på hvert gade hjørne, lyder måske ikke super tiltrækkende, men der er alligevel noget ved det, da man ikke ser det så koncentreret til et område andre steder. Absolut en ting man skal opleve, også selvom man måske ikke er til den kultur. Ingen hemmelig jeg ville komme her et par gange.
Arkadehal
Arkademaskiner er en del mere tekniske og smarte end man normalt ser herhjemme. Der er rigtig mange maskiner hvor man kan vinde præmier, og det er ikke kun bamser, nej her er det manga figuer, tøj, merchandise og elektronik som står på skud, de fleste med et start indsats på omkring 6 kr. Der er en del maskiner som tager imod chippen på ens IC kort, altså ens rejsekort. Der render personale rundt og sikrer at maskiner kører og nulstiller hvis der er vundet en præmie. Disse præmie maskiner er typisk på 2-3 etager, og de resterende 3-4 etager er med andre slags underholdnings spillemaskiner, afhængig hvor stor arkaden bygningen er naturligvis.
Gacha maskiner Retrospil butik
Der spilles Nintendo på gaden
Man ville tro at sådan noget som elektronik og hardware ville være billigt, men nej, det er samme som i Danmark, hvis ikke nogle gange dyrere, lidt underligt når mange af tingende bliver lavet hernede.
Betaling kan godt ske med Visa kort de fleste steder, men, det er så meget nemmere at betale kontant. Nogle steder oplevet jeg at de først lige skulle finde kort maskinen frem, andre steder skulle man lige skrive under på bonen. Med kontant går det meget hurtigere, og der er hæveautomater i de fleste 7-eleven og lign. butikker, så det er en god ide altid at have et bundt penge på sig erfaret jeg.
Efter et par butikker kommer jeg i snak med 2 amerikanere som blot havde mødt hinanden dagen før, og vi endte med at rende rundt sammen i området for at kigge på elektronik, anime figurer, retro spil, og arkadehallerne.
Om aften tog jeg selv tilbage til Sensoji, for at tage lidt billeder, og nyde den ikke eksisterende menneskemændge, som der er i dagstimerne.
Sensojis 5 etagers pagode
Næste dag var det med metroen til Shibuya hvor jeg mødtes med én af de 2 fra den forrige dag, hovedsageligt for at se hvad der skulle siges at være det travleste fodgængeroverfelt i verden: Shibuya Crossing, samt statuen med hunden Hachikō, hvis historie går tilbage til 20-30’erne, hvor den efter sin ejers pludselige død, stadig mødte op de næste 9 år det samme sted som den normalt havde gjort for at vente på ham, og den blev derved kendt som verdens mest loyale hund.
Vi krydsede et par gange, og tog billeder fra udkigsplatformen i en af de nærliggende bygninger.
Der var ikke super travlt i dag, så man fik ikke helt fornemmelsen af, at det var så stort igen. En helt anden ting jeg begynder at ligge mærke til, er hvor utroligt renligt der er mange steder, og dette er på trods af at man stort set ingen offentlige skraldespande ser.
Shibuya Crossing Shibuya Crossing
Hachikō
Vi forsatte til fods mod Shinjuku igennem parken med Meijihelligdommen, som er omgivet af skov, og fik en til at glemme man var omgivet af jungle af beton og larm uden om. De fleste træer skulle være indsamlet fra hele Japan, og der står et par kæmpe Torii porte i langs skovstien. Undervejs står der også stablet tønder med sake (risvin) som er doneres hvert år af sake bryggerier, og bruges til ceremonier og festivaler. Et flot dekorativt syn.
Meijihelligdommen
Tønder med Sake Torii port i cedertræ
Vi passeret blot igennem og kom til sidst til Shinjuku for at kigge på de typiske turist fælder som befinder sig her, såsom Godzilla som stikker hovedet frem hen over den lokale biograf og Robot restaurant, vi var dog ikke inde. Tiden gik hurtigt, vi fik os en drink på Starbucks til overpris, og så måtte vores veje skilles da han skulle hjem og pakke til hans afrejse næste dag.
robot restaurant Godzilla Toho Cinema
Jeg blev i området da jeg gerne ville opleve nattelivet i det lille området som kaldes Golden Gai. Her finder man meget smalle gader, med endnu smallere barer, hvor der nogle steder kun er plads til omkring 5-6 personer af gangen.
Jeg fandt nok en af de mindste der var, og kom i selvskab med 3 fra Frankrig, og senere kom der 2 fra Australien. Gætter på lokalet var 4×2 meter, hvor største delen bestod i selve baren med en super flink bartender som kunne lidt engelsk. Drikker nu sjældent men måtte nu lige prøve en ægte Sake (Risvin) nu man var ved et sted de solgte det, forbløffende god egentlig. Det skal dog siges at dette område godt kan virke lidt skummelt, specielt når mørket falder på, men der var gang i gaden.
Golden Gai
Efter en god nats søvn, var det blevet tid til at tage på det berømte fiskemarkedet Tsukiji, hvor der bla. bliver solgt tun til millioner af kroner, og som stod til at lukke og genåbne i helt nye omgivelser senere på året. Den første del bestod i massevis af boder hvor der blev solgt alverdens fisk, skaldyr og grønsager man ej har set før. Lugten af fisk hænger tungt i luften, og menneskemændgen var helt sindsygt her, ja man stod som sild i en tønde. :’)
Kom til sidst ud på den anden side af markedet, og endte ved “fabrikken” hvor fisk sprættes op, renses og sendes ud til restaturener. Det lignende ikke ligefrem udefra at det var et sted man kunne komme ind, da der kørte lastbiler og gaffeltrucks, samt der var arbejdere overalt. Ja det lignende jo aldermest en industri arbejdsplads, hvilket det jo faktisk også var, men der var ingen skiltning med at man ikke kunne komme ind og kigge, samt der var også snesevis af andre som trodsede den tralve vej hen til hovedbygningen.
Indenfor var fuldstændig som om man trådte ind i en kulisse til den næste kung fu film, flamingo kasser overalt, nogle hel eller delvis fyldt med is og fisk, blod fra fisk dryppende fra borde, rendende vand overalt, og så naturligvis, masser af fisk og arbejdere igang med partering. Overhørte en tour guide nævne at mange kokke starter deres læring her. Var her ikke så længe, men det var helt klart en stor oplevelse, og glad jeg fik set det før det lukker og genåbner i helt nye forhold.
Hoved fra tunfisk
Jeg tog herefter tilbage til Ginza for at kigge lidt. Her finder man alle de store og dyre brands, og det skulle også være det dyreste kvater at købe bolig i. Det kan man umiddelbart godt se på folk som går på gaden, da det er en lidt anden befolkningsgruppe som hørte til her.
Det som jeg mest faldt for var Nissan”s showroom i 2 plan, hvor der var udstillet concept og super biler. Jeg skulle egentligt have været videre for at se Tokyo Tower, og Roppongi Hills, men var endte med at tage tilbage og slutte dagen i Akihabara.
Det var allerede blevet tid til at tage videre og denne gang vest på til Kyoto, men skulle først ind og veksle det 7 dages Japan Rail Pass som var indkøbt i Danmark, så det kunne benyttes til Shinkansen (Højhastighedstog). Tog til JR billet kontoret på Ueno station og måtte vente 30-45min i kø for at få det udleveret da der var travlt. Fandt herefter toget, og der var umiddelbart masser af plads, heldigt da jeg ej havde reserveret plads. Satte mig bevist i højre side i vognen, da det skulle være muligt at se Mt. Fuji undervejs.
Med en app på telefonen der kunne måle hastigheden via GPS, var det højeste jeg lagde mærke til godt 279km/t, hvilket må siges at være lidt hurtigere end vi er vant i Danmark, og det sker alt sammen glidende let, uden larm og ryttelser.
Mt. Fuji Mt. Fuji
Det lykkes at se Mt. Fuji, mægtig og flot kegleformet, dog uden så meget sne på toppen, da det var midt i maj måned.
Kyoto
Lidt over 2 timer og 500km+ senere lander man på Kyoto station. Tog metroen direkte til hotellet: Hearton Hotel Kyoto, som skulle blive min base de næste par dage.
Dagen var kun lige begyndt, så spadseret lidt rundt i de omliggende små smalle gader, som er fyldt med de gamle bygninger i ægte japansk arkitektur som Kyoto er så kendt for. Endte tilfældigt op ved Nijo-jo Castle, men var ikke inde, da det var på min liste til en anden dag. Vendte om til jeg kom til Kyoto Gyoen National parken. Kæmpe sted med åbne pladser, små helligdomme og planter.
Gik videre ned mod området Gion, som er et geisha-distrikt og har også mange gader med gamle bygninger, og her begynder man at se folk i Kimonoer. Der var ikke et egentligt mål for dagen, så der blev taget en del billeder i gaderne.
Der er noget helt andet over Kyoto end Tokyo. Det føles lidt som om folk har ikke ligeså travlt her, eller også er der blot lidt mindre folk end i Tokyo, og igen, gaderne er spotless fra skrald. Mange steder ser man potteplanter stillet ud på gaden.
Potteplanter på gaden Maruyama Park Gion
Ved Maruyama Park, som er indrettet i ægte japansk have stil med sø, kampsten, nåle træer, og diverse planter, var mørket ved at ligge sig og søgte derfor mod centrum hvor man finder mere moderne bygninger på flere etager og butikker. Mange steder var der live musik på åben gade.
Med metroen tidligt næste morgen drog jeg ned til shinto-hellingdommen: Fushimi Inari-taisha, som er dedikeret til gudinden af bla. ris, ræve, sake, velsignelse, frugtbarhed og landbrug. Man kender det nok mest pga. de flere tusinde torii porte som fører en op til toppen. Det skulle også siges at være en af de mest besøgte steder i Kyoto.
Ræve statue
I gåsegang gik man langsomt igennem de første sektioner af porte, da der var proppet med mennesker, og der var mindre helligdomme og templer på vejen hvor man kunne stoppe og bede.
Et stykke af vejen op var der en “alternativ” sti op, som jeg mente ville være smart at tage da der ikke var andre der tog denne. Den førte bla. en igennem en bambus skov, og dette var nok første gang jeg så bambus så store og tykke før, man kunne ikke holde rundt om en. Der var også mindre helligdomme og gamle grave på vejen, men så begyndte det ellers at tage til med at gå op hurtigt og via en small sti, i 26 grader blev det hurtigt hedt. Der var kun 2-3 stykker som ellers havde vovet sig ud på denne sti.
Selve toppen af Mt. Inari, var lidt skuffede, der var ingen udsigt og der lå blot endnu en helligdom. Gik man lidt ned af stien alle andre kom fra, så kom man til en stoppeplads med udsigt ud over det meste af Kyoto, der lå en lille shop som havde åbnet og der var nogle som havde taget hvil på de omlæggende klippesten. Helt sikkert et besøg værd, også selvom der er mange mennesker.
Gik mod næste stop som var Kiyomizu-dera, som blev en længere tur igennem normale villa kvarterer, templer, parker, og en kæmpe kirkegård. Kunne nu godt have gået ned og taget den nærmeste metro, men der lå lidt småting på vejen jeg lige ville forbi.
Kiyomizu-dera er et stort buddhistisk tempel lavet i træ hvor der angiveligt ikke skulle være brugt nogle søm i sin konstruktion, desværre var det under renovering, så man kunne ikke helt se det i sin fulde pragt. Men resten af de rød-orange templer og helligdomme var pæne og velbesøgte, med masser af mennesker i farvestrålende kimonoer.
Jeg skulle have været nået længere nordpå, men den alternative route på Mt. Inari, og i stedet for at tage metroen til Kiyomizu-dera, resulterede i at tiden var løbet fra mig.
Gik igennem Gion og ind i Kyoto shopping distrikt i søgen på føde. Biler ser man sjældent holde parkeret på veje nogen steder, hvor det samme var gældende i Tokyo, i stedet er der lavet parkeringsbåse eller huse hvor man kan holde, og lige ved siden af hotellet lå nedenstående parkeringshus, hvor man holder i lag. Ikke helt sikker hvordan den øverste kommer ned, mens der holder en under den.
Med et par skift i metro og sporvogn/tog?, ankom jeg til området Arashiyama, som ligger i vest Kyoto, mest af alt for at se Arashiyama Bamboo Forest, og Arashiyama Monkey Park. Nogle hundrede meter fra stationen finder man stien til Bamboo Forest, som fører en ind imellem en skov af kæmpe bambus. Pga. mange mennesker var det svært at få gode billeder uden at skulle stå i vejen. Det var hurtigt overstået og kunne ikke tænke at det var en smule skuffende, men dog stadig en oplevelse hvis man ikke har kæmpe bambus før.
Forbi og henover Togetsu-kyō broen, finder man opgangen til Monkey Park som har vilde aber på toppen. Turen derop kan godt være lang og sej, specielt da tempaturen nu lå på godt 27 grader. Der var endda undervejs opsat kæmpe ventilatorer ved restepladser. På toppen finder man et lille hus hvor der er mulighed at købe lidt drikkevarer og snacks man kan give aberne mens man er indendørs.
Aberne er rolige og ser ud til at trives og ligeglade med en, så længe man ikke viser at man har noget mad, og der er fin udsigt ud over Kyoto.
Med toget tilbage mod centrum, fandt jeg et sted at leje en cykel da der stadig var tid til at nå Kinkakuji / Det Gyldne Tempel, som er forgyldt med bladguld og omgivet i en stor japansk have.
Det kan klart anbefales at leje en cykel i Kyoto, da trafikken ikke er så slem og man når hurtigt igennem de lange lige veje, det var dog lidt uklart hvorvidt man skulle benytte fortov eller vej, de få andre lokale cyklister man ser, brugte lidt af begge dele. Ja, generelt så man ikke mange cyklister nogen steder nu jeg tænker over det, det kan måske skyldes at man ikke må parkerer hvor som helst med dem.
1 time og 6 km senere (ja ja, man skal jo lige stoppe og se hvor man er nået til på Google maps ;o) ) landede jeg ved Kinkakuji. Der er lavet cykel parkering ikke så langt fra indgangen til parken.
Hvis man ellers kan komme til for horder at turister, så ligger Kinkakuji lige så fint i ved vandet som man jo ser det på billeder. Stien er ensrettet, og man føres rundt til bagsiden, og ellers videre i parken som byder på kæmpe koi karper i vandet, diverse planter, kampsten og rolige omgivelser. Den er dog kort og inden man har set sig om er man ved indgangen igen. Fint tur, men så var det heller ikke vildere.
Kinkakuji
Hiroshima
Næste dag var det allerede tid til at tage videre til næste destination; Hiroshima, som ligger godt 2 timer væk fra Kyoto med Shinkansen. Hotellet var Hotel Sunroute som ligger lige på den anden side af Hiroshima memorial park.
Havde kun 1 dag inden jeg skulle videre, så drog straks over broen til memorial park, som er dedikeret til minde om ofrene og til evig påmindelsen hvad en atom bombe gøre, som byen første af sin slags blev ramt af d. 6 august, 1945. Her finder man mange monumenter og statuer som symboliserer fred, nogle også doneret af andre lande.
På et skilt står der skrevet at mange af byens træer er doneret fra andre steder af, da man ikke mente noget kunne gro de næste mange årtier efter bomben, derfor ser man mange forskellige træer alle steder her. Ja, generelt var der mange flere træer i selve byen end man så i Tokyo og Kyoto.
Ovenstående ståpr 10 Gates of Peace, som skulle symboliserer Dantes ni cirkler af helvede, plus en 10.: Hiroshima. Der står Fred indgraveret på 49 forskellige sprog.
På Hiroshima Peace Memorial Museum, får man hele historien, lige fra begyndelsen af krigen og helt frem til i dag. Som så mange andre ting i parken, har alt engelske informationsskilte på sig og man finder mange visuelle artefakter, historier og ting som man nærmest får det lidt dårlig i munden over, men utrolig spændende.
Antal dage siden sidste Atombombe sprængning (Nederst, Nord Korea)
Parken er genialt anlagt, i en lige linje kan man fra museeret se ned til bygningen: Atomic Bomb Dome, hvor der på vejen er placeret nogle monumenter der passer sammen, her iblandt Hiroshima Victims Memorial Cenotaph og Eternal Flame of Peace. Glem ikke at se på samtlige monumenter parken har at byde på inden man forlader stedet.
Eternal Flame of Peace
På den anden side af floden finder man Atomic Bomb Dome, som næsten står som den gjorde efter bomben. Super ikonisk bygning, som man kan komme helt tæt på og gå rundt om.
Ikke så langt fra Domen, ligger Hiroshima Castle som ligner en samurai/ninja fæstning, og helt ved siden er det vist heller ikke, da det idag er ombygget til et museum om Japanske samurai-familiers historie og kultur. Det er en genopbygning, da den originale bygning blev udslettet af bomben. Man går etage for etage indtil man til sidst kommer til toppen som fungerer som udkigspost ud til alle sider. Kunne her se min næste destination dagen efter: Miyajima.
Der står en automat øverst der kan indgravere dagens dato og sit navn ind i en “guld” mønt. Glimrende souvenir hvis jeg selv skulle sige det.
Miyajima
Med det lokale tog, drog jeg næste dag ned mod Itsukushima; også kendt som Miyajima, som byder på mange forskellige helligdomme, samt unik natur og seværdigheder. Med båden fra fastlandet, hvor man bla. kan benytte sit Japan Rail Pass, sejler man over på den naturskønne ø.
Kort efter ankomst støder man allerede på ø’ens usædvanlige beboere, nemlig shika-hjorte, som tigger hos alle de nye turister som er ankommet. De er vilde, og går næsten hvor det passer dem, da de siges at være budbringere af guderne på øen.
Tjekker ind på Hotel Sakuraya, hvor jeg skal bo et værelse i ryokan stil, altså hvor man sover på gulvet på tatami måtter og har minimalt af indretning. Værelset virket lidt slidt, og helt autentiske stil var hotellet heller ikke, da man godt kunne få normale værelser. Skal hurtigt så også siges at jeg sjældent har sovet så dårligt før som her..
Længere nede af kysten finder man hoved attraktionerne, Den “Flydende” Itsukushima torii port og selve Itsukushima helligdommen. Den kæmpe torii står ude i havet det meste af dagen, og hen af ved eftermiddagen trækker vandet sig tilbage, så det er muligt at komme ud til den. De lokale går ud og begynder at rode i sandet i søgen efter muslinger og østers som er en af øens delikatesser. Selve hoved byningen som også delvis står i vandet, virkede lidt tomt og man var hurtigt igennem.
Hjortene lå alle steder, og hvis man ikke havde mad så var man uinteressant, men ville nu gerne snakke hvis man gik hen til dem. Der var næsten ingen spor af efterladenskaber da der var folk som gik rundt og samlende op efter dem. Ja sådan må det jo gå når man er hellig.
De fleste butikker man finder er souvenir butikker, og i det lokale shopping street, finder man shops som sælger konfekt og kager, som produceres på øen. Der hænger lidt en fæl lugt af fisk, da der også er mange restauranter, som udelukkende serverer østers og andet fra det omliggende hav, øv :o). Der er endda et lokalt bryggeri hvor man kan få selv en Deer Beer, ja hvorfor ik’.
Udforsket øen til den nordlige side, hvor man kommer væk fra turister og mere ind i det lokale. Dog var der ikke helt noget at komme efter udover turen i sig selv, der lå en skole, en fisker havn og øen eneste tankstation. Der var også mange hjorte her, men de var mere tilbageholdende og ville ikke snakke.
Hvad jeg ikke vidste da jeg stod op næste dag, var at det skulle blive den hårdste dag på min rejse, jeg skulle op på toppen af Mt. Misen, Miyajima’s højeste punkt med sine 535m. Der var flere ruter op, og endte med at tage Momiji ruten op. Her finder man kæmpe sten med mos og mange variationer af planter på vejen op af de utrolig mange sten trin som er anlagt på ruten, og i 28 grader blev man hurtigt lidt syrlig i benene. Jeg får også krydset vej med en slange, som jeg ivrigt får taget et billede af, og tænker ikke mere over den indtil længe efter hvor man finder skilte der advarer om giftige slanger i området, fedt nok, hvorfor stod det ikke i starten xD. Tror dog ikke det var sådan en jeg mødte…
Tæt på toppen begynder man at blive belønnet for sin indsats med et skift i omgivelser i form af udsigt og mindre templer. Man skal igennem en tunnel af kampsten hvor der er anlagt trappe op igennem. Til højre for den står der nogle mindre figurer samt noget er indgraveret i stenen bag den. Som ofringer er der sat flasker med vand eller sake og der ligger mønter overalt, besynderligt sted at se dette.
Der er bygget et udkigstårn så man kan se 360 grader henover træer og de “små” sten der også ligger på toppen, og sikke en udsigt man kunne se herfra. Blåt hav og skyfri himmel , det kunne næsten ikke havde været bedre. Det var muligt at se det meste af Hiroshima, samt alle de pramme hvor der “dyrkes” østers rundt om i havet. Der var flere personer som var helt kvæstet , og som havde indtaget de mange hvile pladser i udkigstårnet, så glad det ikke kun var mig :o)
Tog en anden rute på vej ned, som føltes mere åben og hvor man følger et vandløb som delvis ser menneskeskabt ud. Omkring halvvejs nede er hvad jeg vil mene var en gammel dæmning bygget op i sten. Tættere på byen, begynder der at dukke helligdomme og templer op på venstre side. Var desværre ikke inde selvom det ellers så okey ud udefra, men nedturen havde også været hård pga. de mange trin.
Vandløbet forsat ind i byen og spreder sig til flere små kanaler som følger gaderne lige så pænt. Gætter på det bla. giver ferskvand til de mange hjorte, som man også ser ligge nede i kanalen nogen steder.
Miyajima var fantastisk, og meget anderledes end de forrige dage. Jeg var der 2 nætter, men man ville godt kunne nå at se det hele på en enkel dag, såfremt man er der tidligt og tager kabelbanen op til Mt. Misen.
Osaka
Næste dag var det atter med Shinkanasen, som kører fra Hiroshima, og denne gang til den sidste destination; Osaka. Havde igen ikke reserveret plads, og toget var propfyldt denne gang, men fik dog en plads ved siden af en ældre Japansk herre som kunne en lille bitte smule engelsk. Han viste mig sin skitsebog med vand malerier som han havde malet på en tur til Vietnam.
I Osaka var det ellers med metro ned til hotellet: Dontonbori Hotel med det samme, og som må siges at have en lidt usædvanlig facade.
Dontonbori Hotel
Tog med det samme ned mod området Dotonbori som er kendt for at have masser af lokale spisesteder, mange som blot er fastfood. Herudover er der kæmpe neon lys banner og andre usædvanlige reklamer hængende alle steder for at fange ens opmærksomhed, og man må sige det virker.
Der var mange mennesker, og ville næsten sige det var værre end nogen andre steder jeg hidtil havde været, og det kunne udmiddelbart godt ses på gaderne da der var lidt mere skrald, men dog stadig nyligt. På hver side af Dontonboris “hovedgade” finder man overdækket shopping gader som forsætter i det uendelige.
Som aftenen falder på, så kommer der godt gang i alle madsteder så det næsten ikke er til at komme til, og der er LED skærme alle steder man kigger. Jeg benytter en del tid i Don Quijote for at begynde at brænde resterende kontanter af, da jeg kun har én dag tilbage før det er tid til at tage hjem. Don Quijote er flere steder i Japan, har åben 24/7 og har ALT til forholdsvis billige penge, fordelt på op til 6-8 etager. Den som ligger her på Dotonbori er lidt extra speciel da der er bygget et “pariserhjul” ind i bygningen som man kan prøve.
Overdækket shopping gade, propfyldt.
Den sidste dag inden afrejse, tog jeg op til Osaka Station, som er så ualmindelig stor, at jeg faktisk måtte bruge en del tid blot på at finde vej ud derfra. Overfor stationen, lå den ligeså store butikkæde Yodobashi, som jeg dog allerede havde været i mens jeg var i Tokyo. Kæmpe detailkæde som for det meste kun har elektronik i alle former, fordelt udover 6-7 etager, hver gerne med sit eget tema. Denne bygning havde dog 13 etager hvor de resterende var med tøj og spisesteder.
Ved side af denne ligger Grand Front Osaka, men det var mest finere tøj butikker og forretninger såsom Imerco og kop & kande, skyndte mig derfor videre.
Grand Front til højre
Henover en byggeplads, ligger endnu en usædvanlig bygning; Umeda Sky Building, hvor det er muligt at komme op på et observeringsplatform i toppen. Udover en Mazda forhandler og nogle cafeer i bunden er jeg ikke sikker på hvad byningen bliver brugt til, da der var ikke så mange mennesker at se.
Op ad en elevator og derefter med rulletrapper som gik tværs over bygningens 2 tårne kommer man op i en ring med udsigt udover byen. Tog et par billeder og lagde mærke til utrolig mange højhuse havde helikopter pladser på toppen, vildt nok. Drog mod hotellet igen og brugte resten af dagen med at vandre rundt i byens gader.
Fra Namba station tog jeg en Airport Limousine Bus, som man finder i hvad der minder lidt om en skummel parkeringskælder. Billetten trækker man som så meget andet i en automat ganske kort fra hvor man stiger på. En lille time senere lander man i Kansai International Airport. Stor flot lufthavn, og rimelig god service når man skulle indlevere som kuffert. Så var det ellers blot 11-12 timer til man var hjemme igen… Indtil næste gang.
Hjemme igen
Jeg kunne have blevet ved med at skrive om alle de fascinerende og underlig ting som man finder i Japan, men har nu måtte korte det ned til hvad jeg synes var mest interessant at skrive om i denne omgang.
Min rute:
Slutter af med lidt tips jeg ville give hvis turen går til Japan.
Planlægning
Planlægge sin tur burde naturligvis være en selvfølge, da der er så mange ting at se alle steder, og det er helt umuligt at nå det hele. Jeg havde en stor liste og mangler nok en 1/4 del af de ting som var på den selvom jeg havde planlagt hver dag nøje. Jeg havde nu næsten samtlige tog og metrolinjer skrevet ind i planen, men fandt ud af at det faktisk var nemmere at finde rundt end først antaget. Google maps er atter igen et vidundermiddel til planlægning af ting.
Vil selv mene at Tokyo og Kyoto er et must hvis man skal Japan, da man både får det nye og højteknologiske samt kulturelle med.
Rejsekort (IC)
Lav et rejsekort (IC) så snart det er muligt i en automat på en togstation, hvilket nok ville være i lufthavnen. Du vil ikke kunne undvære det så snart man skal ud og bruge tog og metro, og så koster det ingenting og kræver blot lidt indtastning på en maskine som godt kan indstilles til engelsk. Jeg fik lavet mig et af “mærket” PASMO, som burde kunne bruges alle steder i landet.
Bagage
Pak let, specielt hvis man har planer om at bo forskellige steder, det gør det nemmere når man skal med overfyldte toge. Jeg havde en mindre 42L kuffert (Tranverz S trolley fra Eastpak), som kun var halvtfyldt derned, men overfyldt på vej hjem xD
Hertil en lille dagpack, hvor kamera og småting kun lige kunne klemmes ned i. De fleste hoteller har gerne vaskemuligheder.
Sprog
Alle er super flinke, men der mange som ikke kan engelsk eller kun kan ganske lidt, så det kan være en god ting at kunne nogle ganske få basalle japanske ord som tak, hej, og osv. Ellers med lidt håndtegn og Google oversæt på mobilen kommer man langt.
Mobil data
Sørg for at have data på mobilen slået fra når man lander i Japan, jeg mener at 3 mobil som jeg benytter tager noget med 100kr pr. MB. !!!! Der burde kunne købes datakort i lufthaven. Det 3GB kort jeg købte fik jeg opbrugt på dagen jeg skulle hjem, og jeg havde ikke været sparsom med det.
Mange steder og områder tilbyder gratis WIFI.
Kort eller kontant ?
Min erfaring blev hurtigt at det var nemmere at betale kontant overalt. Mange steder tager imod VISA, men det virket som en bøvlet og langsommere proces da de tit gerne skulle have kortet i hånden, trykke noget ind på maskinen, og herefter skulle man naturligvis taste sin kode, så skulle maskinen lige kommunikere som godt kunne tage nogle sekunder. Ja, kan da godt være jeg blot har været uheldig, og været så vant til hurtig kontaktløs hjemmefra. Det skal dog siges at jeg fik da benyttet det nogle af de steder hvor de tydeligt skiltet med at de modtog VISA.
Fik hævet en masse gange i de utallige hævemaskiner som står i de fleste 7/11 eller lign. butikker.
Shinkansen
Hvis man har Japan Rail Pass, viser man sine papir til det personale som står ved gaten til lyntogene. Man kan vælge at reservere plads på et JR billetkontor, eller blot gå til perronen og så stille sig der hvor der står non-reserved, men der er en chance for at man kan komme til at sidde tæt sammen.
Har man ikke Japan Rail Pass, så kan billetter købes i automater på stationen, der skal umiddelbart blot indtastes hvilken stationen man skal til og så finder den selv ud af resten.
Dyrt ?
Jeg læste nogle steder inden min tur, at Japan var et dyrt land at rejse i. Dette var både ja og nej. Mad og drikke, samt tøj og almen ting fandt jeg billigere end forventet. Nye gadgets og elektronik er dyrt eller det samme som herhjemme.
En del butikker reklamerer med at man som turist kan købe Tax-free, hvis man køber for over 5000 yen (314,- kr), dette fik jeg dog ikke helt benyttet mig af, så er ikke sikker på processen.
Mange seværdigheder koster gerne et indgangsbeløb, men vi snakker et sted mellem 100-600yen, hvilket er 6-36kr, så det er til at overkomme, men man ser det blot mange steder.
2 Comments
[…] 10 måneder efter min egen solo tur, så var der blevet planlagt endnu en tur , og denne gang med en rejse buddy. Turen her er forgået […]
Det var en meget fin beskrivelse af din første tur til JAPAN – mange dejlige billeder – det første jeg lagde mærke til var de billeder af deres installationer – det så ud som jeg også så det hængte og daskede i INDIEN – der må jeg sige der er anderledes orden på det i DANMARK – de løsgående Rådyr så noget tamme ud og søde er de – det er nogle flotte kantede tag som er på nogle af husene – ja vores bambus er jo strå i forhold til de JAPANSKE – Husene i byerne ser ud til at ligge meget tæt – men der bor jo også mange mennesker – ja JAPAN er meget anderledes end lille DANMARK.