Blot 10 måneder efter min egen solo tur, så var der blevet planlagt endnu en tur for 2019, og denne gang med en rejse buddy. Turen her er forgået i foråret (slut marts) og med ankomst i Osaka og hjemrejse fra Narita lufthavn. Enkle steder er allerede omtalt i mit første skriv, så disse er lettere sprunget over her.
Igen med et mellemstop i Helsinki – Finland og 11-12 timer senere, landende vi i Kansai International Airport – Osaka. Ikke lige en rejsetid man lige vender sig til fra gang til gang, men det var en bedre flyve tur end forrige gang.
Osaka
Osaka
Som det første i lufthavnen var første opgave at få indkøbt et datakort til mobilen så vi kunne Google maps m.m. Vi ledte og ledte, men fandt ikke rigtigt nogen butik som solgte de kort vi var ude efter, måtte derfor i nød begynde at finde de gratis WIFI hotspots som.. delvis var til stede nede ved tog stationen.
Skulle også have oprettet et IC (rejsekort) til min kammerat, hvilket også tog lidt tid, da det ikke var så godt skiltet og måske havde vi ikke helt studeret dette hjemmefra, hvilket kan anbefales man gør så man ikke står i panik på stationen når man skulle nå videre.
Fandt frem til rette gate og afsted med tog mod Namba station, herefter stig afsted med kuffert og håndbagage til nærmeste Bic Camera butik i søgen på datakort for at få sin livslinje tilbage. :’)
Derefter med metro til hotellet Mitsui Garden Hotel Osaka Premier, hvilket jeg allerede nu kan fortælle nok er det bedste hotel jeg har været på. Rimelig billigt, stort værelse med udsigt, samt bad, toilet og vask var opdelt i 3 separate zoner. Hertil gjorde de en del ud af at nævne at madrasser og puderne var specielt lavet til denne hotel gruppe, og det var uden løgn, bedste hovedpude jeg nogensinde har sovet med. Vi var kun i Osaka for 1 nat, så vi fik slet ikke tid til at udforske resten af hotellet, men det lod til at være pænt og nydeligt, og informativt personale i receptionen ved ankomst.
Udforsket kort område rundt om hotellet og drog ned mod Dotonbori for nå at få noget ud af dagen, da det allerede var ved at være langt ud på eftermiddagen. Der er forholdsvis stadig mange mennesker her selvom det er lidt tidligere på året. Vi smagte lidt på de lokale snacks såsom Dango rice balls, som er klæberis som er banket sammen så man kan rulle det til kugler, hvorefter de var dyppet i lidt forskelligt. Det faldt dog ikke helt i god jord hos nogen af os.
Man kan også få Takoyaki som godt kunne forveksles med æbleskiver ved udseende, men man bliver hurtigt skuffet når man først tager en bid og herefter har en del af en blæksputte arm i munden stadig med sugekopper og slim på.
Vi fandt en restaurant, tog chancen og fik bestilt hvad der så lækkert ud på menu kortet. Tjener begynder så at tænde op i en varmeplade som er midt i bordet, og da maden ankommer bliver den anbragt herpå. Stor og rund og med hvad der ligner nudler og diverse grønsager. Ovenpå er der hvad vi mente var fin revet skinke som smeltet ved berøring. Vi kigger på hvad de lokale gjorde, og forsøger at gøre efter til den ser færdig ud. Det smagte smagte himmelsk, og var så stor man dårlig i stand til at spise det hele.
Mætte og trætte var det ud og tage lidt billeder nu det var blevet mørkt, inden vi måtte drage mod hotellet igen da vi skulle tidligt op og videre til næste sted – Nara.
Nara
Ved ankomst på Nara station finder man masser af låseskabe i forskellige størrelser så man kan opbevare sine kufferter mens man er i byen. Vi bevæger os ned mod hovedparken, og der går ikke længe får man begynder at se shika-hjorte gående på fortorve. Det er vilde dyr, men er blevet vant til mennesker, specielt hvis man har kiks som kan købes i små boder som er opstillet langs fortorvet. Der er intet hegn, og de kan potentielt rende videre ind i byen, men tænker de holder sig her ved de grønne arealer og hvor der er turister som giver dem mad. Vi så dog en som lå på en græs plet mellem 2 vejbaner.
Der bliver brugt en del tid til at interagere med dyrene inden vi går videre for at se på de templer og helligdomme som ligger tæt ved hovedgaden, hjortene er stadig til at se, men i lidt mindre mændger her.
Kommer ned til en mindre lokal sø, hvor vi gør et kort stop for at tage billeder og bliver overfaldet af duer da vi kommer til at tabe lidt af de kiks vi havde, på jorden. De var modige nok til at tage det direkte fra hånden af.
Vi kommer til en større Torii port, og indser vi dårligt er kommet ind i parken endnu, og ender på en lang lige sti. Vi stopper for at snakke med flere hjorte, men de var lidt mere tilbageholdende.
Få hundrende meter længere nede kommer der et større åbent areal hvor der er lyserøde blomstrende træer, og som godt kan forveksles med kirsebærtræer men det er faktisk blomme træer. Vi forsætter ned af den lange sti, hvor der begynder at ske lidt ændringer i omgivelserne. Masser af sten lanterner med mos og træer står langs stien, og man ender op ved et gammelt tempel, hvor vi dog ikke var inde.
Vi endte i stedet med at tage lidt nordpå, da vi havde snakket om at bestige Mt. Wakakusa på 342 meter. Inden da, stoppede vi i en lille lokal ramen shop hvor vi var de eneste gæster for at få lidt at spise.
Der er anlagt grusvej hele vejen op til toppen, og vi var stort set de eneste som havde vovet sig ud på denne tur, ja hvorfor mon. Unik skov natur, og vi ser også et skilt der advarer mod slanger.. fedt nok..
Udmattet kommer vi endelig til toppen, hvor der er åbne araeler og med udsigt ud over en del af Nara, samt en mindre folk hjorte med unger holdte til her. Vi tog billeder og et hvil inden vi måtte trave ned af samme sti igen.
Ved templet Todaiji Nigatsudo, var der stor forsamling af mennesker, da der senere på aftenen ville være en festival med ild og cermoni, desværre kunne vi ikke blive og se det, da vi så ikke ville kunne nå det sidste tog mod Kyoto. Rundt om finder man også en masse andre mindre templer, som vi kort besøgte for at tage billeder.
Indgang til Daibutsu-den, lukket :’)
Gik derefter ned mod Daibutsu-den, for at se verdens største budda i bronze stående i en kæmpe bygning og som er en af hovedattraktionerne i Nara, men vi måtte erkende at vores tur til Mt. Wakakusa, gjorde at klokken var langt hen på eftermiddagen, så porten var lukket og slukket for denne dag, øv. Gik derfor mod stationen igen og steg på toget mod Kyoto.
Nara parken er kæmpe og gemmer på mange ting at se, og vi nået ikke engang halvdelen, men det var alligevel en stor oplevelse, og bestemt et sted jeg kunne finde på at besøge igen.
Kyoto
I Kyoto havde vi valgt at indlogere på et lidt dyrere hotel end jeg normalt ville have valgt; Kyoto Granbell Hotel, som ligger lige op af det charmerende Gion kvarter. Lobby havde god dæmpet atmosfære og hotellet var rent og pænt, dog var værelse på ingen måde lige så godt som det i Osaka.
Til gengæld havde de en Onsen i kælderen, som er Japansk varmt bad, hvor det mange steder er opvarmet fra geotermiske kilder. Der er lidt regler og ritualer man skal overholde før og mens man er i badeområdet, og de er gerne angivet på hotellets side eller i omklædningen.
I omklædning skal man strippe helt ned, herefter går man ind i bade området, sætter sig ved én vaske bås, hvorefter man skal rense sig fra hoved til tå. Når man ellers er klar, går man ned i badet som gerne er 40+ grader og forholder sig ellers i ro her. Det skal siges at de fleste steder er Onsen køns opdelt, og det er tilladt at tage et lille håndklæde med ned i badet, men dog til at sætte på hovedet, det må helst ikke røre vandet. Når man så er helt kogt, er det ellers op og samme procedure med at sætte og vaske sig. I omklædningen finder man gerne artikler til at rense sig yderligere, såsom barberingsgrej, cremer og duftevand. Så det ellers på med den udleveret yukata, som er en slags japansk morgenkåbe, og tilbage til sit værelse for at slappe af.
Onsen
Der var også en anden ting hvorfor vi valgte dette hotel, men det kommer jeg tilbage til senere. Selvom klokken var ved at være mange, tog vi ud for at finde spise i Pontocho Alley, som er en lille smal gade hvor der ligger restauranter på rad og række, og lå lige over floden fra vores hotel af. Vi fik valgt en hvor man kunne få lidt kobe kød, og så fordi den så prangende ud udefra.
Typisk Kyoto kulisse
Helt alene sad vi på restauranten i alt den tid vi var der. Bestilte en menu med en mindre kød blanding, hvor der bla. var strimler med kobekød, og så fik vi ellers en brandvarm sten og skulle hermed selv stege det. Super lækkert.
Med metro næste morgen til Fushimi Inari-taisha, hvor jeg også var forrige år, men det er bestemt ikke noget man bliver træt af så hurtigt.
Der er stadig mange besøgende, så man går forsat lidt i gåsegang i det første sektioner af mange torii porte. Det siges at der skulle være omkring 10.000 af de rød-orange porte på den lille bjergside som Fushimi Inari-taisha ligger på. Inari templer og bedesteder er den mest udbredte i Japan, og der skulle være godt 30.000 af dem at finde, hvor Fushimi Inari-taisha er hoved templet. Den røde-orange farve som man ser brugt til mange helligdomme siges at skulle være en værn mod onde kræfter.
Går af hovedstien op til udsigtposten hvor man skal være forberedt på godt 12.000 trin, hvis man altså skal helt til toppen, og de kan godt variere i højde og bredde. Vi ser skilte undervejs der advarer at der kan være vildsvin, aber, slanger og bi sværme i området!? fedt nok..
Valgte at gå ned igen næsten af samme rute som jeg også tog året før, igennem villa kvarter og mindre parker indtil vi kom til Kiyomizu-dera, som stadig var under renovering. Der var lidt mindre folk, og vejret var forholdsvis skyfrit, og vi ser enkle kirsebær træer som lige er sprunget ud.
Pluseligt begynder folk at samle sig og der er nogle som spiller på forskellige instrumenter. En cermoni/optræden er gået igang med folk i uniformer som bla. holder en lang drage. Vi ser på et stykke tid og de går rundt til de har været over hele området.
Vandret ned mod Hōkan-ji Temple, som er en 5 etagers pagode, hvor der rundt om er gader med bygninger i gammel stil. Ja tvivler på alt er fra gammel tid, da vi finder en Starbucks som er fuldstændig kamufleret så den også passer ind Mange mennesker her, og det er ikke så underligt da det er utroligt charmerende gader. En hel del er også i kimono så de passer ind i den autentiske stil.
Hōkan-ji Temple
Endte til sidst op i Maruyama Park, hvorefter vi måtte begynde at tænke på at vende tilbage mod hotellet da vi havde tilmeldt os et arrangement vi skulle nå. Vejret var også ved at trække en smule op, trods det ellers perfekte vejr det havde været tidligere på dagen, der var dog stadig masser af mennesker i gaderne.
Tilbage på hotellet var vi tilmeldt et Maiko show, som er en Geisha i lære. En geisha er traditionelle, kvindelige japanske kunstnere eller underholdere om man vil, som for det meste kun findes i Kyoto i dag. Der er opsat scene og en gruppe på omkring 20 er samlet, på scenen kommer der en yngre kvinde, fuld sminket og i blå silke kimono. Der er en oversætter på da hun som så mange andre japanere, ikke taler engelsk. Hun optræder med lidt traditionelle danse, og folk for mulighed for at komme op dystre mod hende i et spil som hedder Konpira Fune Fune.
Der kom også mulighed for spørge runde, hvor folk kunne stille spørgsmål, og vi får her indblik ind i mange ting i den lidt mystiske geisha verden, såsom at mange af hendes hår smykker og farve på dragten har noget at sige hvor langt i hendes lærlinge forløb hun er.
Håret er for det meste ægte, og det sættes gerne kun engang om ugen, dvs. de har en special pude som er formet efter håret. Den hvide sminke gjorde det bla. nemmere at se ansigtet i svagt lys i de gamle dage. Arbejde er der rigeligt af, hun var proppet langt ud i fremtiden med forestillinger. Normalt så kan man ikke booke en rigtig Geisha, uden at man kommer fra en anbefaling fra en anden kunde, hvilket blot gjorde det mere spændende at få indblik i deres hverdag.
Der afsluttes med at få uddelt nogle spisepinde, vi får taget et billede sammen med Maiko’en. Det afholdes vist på hotellet ugentligt som ét af de få som har disse forstillinger i Kyoto, og det er vist også muligt at deltage selvom man ikke bor på hotellet.
Maiko
Under forstillingen havde det regnet, men vi vovet os ud for spadsere lidt i gaderne for at tage lidt billeder inden det var med hovedet i seng.
Med tog/sporvog næste morgen til Arashiyama, for at tage samme rute jeg også var på forrige år da min rejse kammerat også gerne ville se aberne i området. Så først igennem Bamboo Forest, hvor det lykkes at tage lidt billeder end jeg slap afsted med sidst. Der var dog stadig en del mennesker
Hen over Togetsu-kyō broen, og op den lange vej til toppen. Det hjalp en smule at det ikke var så varmt denne gang. Der var godt liv i de mange aber, da de rendte efter hinanden, skreg og var en smule op og toppes, hvorefter nogle af de ansatte løb efter dem for at få dem til at stoppe. Vi fik fodret lidt peanuts inde fra hytten, inden vi igen drog videre tilbage til Kyoto “midtby” i søgen efter leje af el-cykel.
Igen, kan det anbefale at prøve at leje cykel i Kyoto, det er hurtigt og nemt at komme rundt. Man skal dog stadig være opmærksom på at man ikke kan parkere hvor som helst.
Op til Det Gyldne Tempel – Kinkaku-ji, hvor der denne gang ikke var lige så mange så der var mere plads til at tage billeder og stå og kigge.
Den nuværende pavillon er fra 1955, da den brændte ned i 1950, men skulle være så tæt kopi som den oprindelige. Der er dog usikkerhed hvorvidt der blev brugt så meget bladguld på den originale.
Kanazawa
Selvom der stadig er masser af ting og se i Kyoto, så måtte vi allerede af sted videre til næste destination, så med et Thunderbird tog tidligt næste morgen og 200 km nordpå, endte vi i Kanazawa, som af nogle kaldes mini Kyoto, da de også har områder med gamle bygninger og parker.
Vi havde kun planer om en enkel overnatning her, så hurtigt hen til hotellet: Hotel Mystays Premier Kanazawa, som ligger et stenkast fra stationen, og hvor værelserne var store på godt 34 m². Med det samme tilbage for at søge ned mod den store park Kenroku-en som skulle være én af de flotteste i Japan.
Kanazawa Station
Fandt en af de mange lej-selv cykel steder, hvor man kan få oplåst en cykel på ved hjælp af en automat.
Af de smalle små veje trillede vi først ned mod Higashi Chaya District, som er et område der består af historiske gamle bygninger. Det er ikke tilladt at cykle i de smalle gader her, så vi trak dem rundt. Himlen var blevet sort og på et kort øjeblik begyndte det blæse helt vildt, samt regn og hagl stod ned i stænger. Folk søgte ly under de små halvtag der var på bygningerne. Og lige så hurtigt som det kom, gik det væk igen. Tog lidt billeder og skyndte os videre.
I Kenroku-en som er en stor, flot og imponerende park med søer, mangfoldige planter, formsatte gamle træer, vandløb og blommetræer som var sprunget ud. Der ligger gartnere på knæ og piller ukrudt op med hænderne i de mange bede og en del træer får støtte i form af reb og stolper for at kunne holde sig selv oppe i stedet for at beskære dem. Fantastisk gennemført have.
Efter at have set det meste af parken, drog vi hen over vejen hvor Kanazawa Castle Park ligger, som er en større hvid borg fæstning, med store åbne pladser. Af ukendte årsager nået vi dog ikke helt inde og kigge desværre, så kan ikke sige så meget om det. Tog lidt billeder og vendte tilbage for at leje cykel igen og tog videre til sidste planlagte sted på dagens rute; Nishi Chaya District som også har gamle bygninger, men det var slet ikke det værd hvis man allerede havde været ved Higashi Chaya District.
Kørte mod stationen igen for at finde lidt at spise, men endte med at købe en masse snacks i stedet og spiste i resturanten på hotellet. Resten af aftenen gik med at se japanske gameshows på tv’et, og som gerne virker ret low budget, men alligevel ganske underholdende at se.
Kawaguchiko
På vej mod Tokyo dukker der sneklædte områder op.
Tidligt næste dag var det med lyntoget – Shinkansen, hvor vi med hast kørte mod Shinjuku – Tokyo, hvor vi blot skulle have været et øjeblik, da vi skulle videre mod byen Kawaguchiko vest for Tokyo via bus, som jeg havde glædet mig extra meget til, da det ligger tæt på det hellige bjerg, Mt. Fuji.
Vi havde dog lavet fejlen ikke at forudbestille plads til bussen, som kun kørte engang i timen, og alt var udsolgt de næste 2 afgange, øv. Fandt noget at spise, og gik ned mod Tokyo Metrolitan regerings bygningen, som skulle have gratis adgang til udkigsposter på toppen af dens tårne. Det opgav vi dog hurtigt, da vi så køen til at komme op, selvom vi havde godt 1-2 timer at gøre godt med :’ )
Brugte i stedet tiden på at kigge kamera udstyr i de omliggende butikker tæt på stationen, indtil vi kunne komme med på en bus.
Shinjuku Der testes linser
100 km senere dukkede Mt. Fuji op i horisonten og vi landede efterfølgende på Kawaguchiko stationen, hvor der kørte gratis shuttle bus til vores hotel flere gange dagligt.
Det er helt ubeskriveligt hvor stor og pænt kegle formet det står helt alene lige foran en, selvom vi nok var 16 km fra dens center position.
Vi havde valgt hotellet: Fuji View Hotel, og værelse i traditionalt stil med udsigt ud til Mt. Fuji på 3. sal. Hotellet byder også på mange faciliteter, såsom stor have med bla. tennis anlæg og mindre golfbane. Flere restauranter, og Onsen med både inde og ude bad i kælderen. På taget var der lavet 360 grader udsigt post. I lobbyen var der endda en mindre butik med souvenir ting, snacks, drikkelse, tøj og accessories. Ja, det virkede som for godt til at være sand, men tror vi var ude af sæson, da det virkede meget tomt, og restauranterne skulle man have lavet reservationer til god tid i forvejen, så vi måtte ud i byen og finde noget af spise om aftenen, men det var lettere sagt end gjort. Alt andet lige i hurtig gå afstand havde lukket, så det blev blot til noget fastfood fra den lokale 7-eleven.
Udsigt fra hotel værelse
Vi nået også lige ud og udforske lidt ude ved søen bag hotellet, hvor vi fik set solnedgangen, inden vi gik ind for at gå i Onsen i kælderen. Denne var vildt god med ét stort meget varmt bad, et mindre med normalt varme, et iskoldt, og så var der såmænd også et bad udenfor, hvor man godt kunne lugte svovl, så det måtte være rigtigt geotermisk opvarmet. Der var også en sauna hvis man nu ikke synes man ikke havde fået nok varme. Efter sådan en omgang er man helt gele, og men det føles helt fantastisk.
Fuji om aften/natten Indgang til Onsen
Næste dag var det morgenmad på hotellet, og det var først her vi rigtig så at der altså var en del andre til stede, og du kunne her bla. få fisk og andet uidentificerbart til morgenmad, men holdte os nu mest til det vi kendte hjemmefra. Herefter blev der lejet gratis cykler i receptionen, og tog afsted mod Hahanoshirataki, som er et mindre vandfald inde i skoven nord-øst på. Efter meget stejl opstigning på normal cykel endte vi op ved en større beton dæmning, og måtte forsætte til fods da der var lavet trappe op af den. Efter lidt vandring igennem skov langs en å, kommer man til vandfaldet. Et fint lille et med et fald på omkring 15m vil jeg skyde på, og ved siden af er der bygget en torii port med en lille helligdom.
Vi tog lidt billeder og gik tilbage til cykler for at køre langs Kawaguchiko lake på den nordlige side. Der var en del af stierne som var under vejarbejde, og de lavendel enge, kirsebær og ahorn træer som skulle være der, var ikke sprunget ud endnu.
Drog videre til den østlige side af søen, for at køre med kabelbane op til en udsigt post. Her bliver man proppet ind som sild i en tønde i en vogn, og der var en hel del mennesker på toppen, men udsigten ud over Fuji og byen var også helt vildt, man kunne forsætte på vandre stier længere op af bjergsiden, men vi havde nu andre planer for resten af dagen.
Tog tilbage til hotellet for at aflevere cykler, og gik ned til vejen bag hotellet for at vente på en sightseeing bus som kørte ud til Aokigahara skoven, som er utrolig unik på både gode og dårlige måder. Det meste af skovbunden er hærdet lava fra udbrud i år 864. Siden da er der vokset utrolig tæt skov oven på, så tæt at man ikke kan se særlig langt ind i mellem træerne. Der er mange huler i jorden, og grotter i området, og dette var også én af grundende til vi skulle hertil.
Skoven er også kendt under andre navne, såsom Sea of Trees (hav af træer), hvilket man godt kan se hvorfor, når man ser hvordan lavaen har formet bunden. Det andet navn er Suicide Forest (Selvmords skoven) da der er mange som har valgt at ende deres dage herinde. Man ser derfor en del skilte med opmuntrende beskeder, telefonnumre til selvmords linjer, samt skilte om ikke at forlade de anlagte vandre stier. Når man lige ved dette bliver skoven lidt extra creepy, da nogle er fundet ret tæt på stierne, og der var fuldstændig lydløst derinde mens vi var der.
Vandret ned til den første lava grotte: Fugaku Wind Cave, som i gamle dage blev brugt som en naturlig fryser, da der er omkring 3 grader året rundt, hvilket godt kunne mærkes som man kom længere ned. Større søjler af is, samt nogle stativer var stadig tilgængelige hvor der stadig stod metal bokse med silke laver i.
Det er forholdsvis hurtigt overstået, men meget spændende at opleve. Vi gik 800m igennem skovstien til næste grotte, som er mere snæver end den første, så man skal kunne bukke sig lidt sammen for at komme igennem. Der er sat dæmpet lys op igennem grotterne og igen her var der is søjler at se.
Gik op for at tage bussen tilbage da det var ved at være langt ud på eftermiddagen. Da vi tog den første gang var vi ikke opmærksomme på at man selv skulle trække et “billet nummer”, som så skal vises til chaufføren når man stiger af, så han så bruger til at regne ud hvad man skal give for turen. Kunne dog se hvad nummer vores stoppested ved hotellet havde, så kunne man bare oplyse dette.
Sluttede dagen af med at gå ned til vandet igen og se solnedgangen, herefter i Onsen og så på hovedet i seng.
Jeg tror en måned senere ville have været bedre tidspunkt at besøge Kawaguchiko, og selvom der var masser af stadig at se i området, var det tid til at tage til Tokyo næste dag. Et område jeg godt kunne tænke mig af besøge igen.
Tokyo
Med bus tilbage landede vi i bydelen Shibuya, og tog derefter til vores hotel: Henn na, i området Asakusabashi. Hotellet var et såkaldt “robot” hotel, med selvbetjening i receptionen, hvor der kun stod 2 robotter bag skænken som var lidt creepy at se på, og som kunne bevæge sig med mund og det hele. På værelset finder man en smartphone som kunne styre fjernsyn og lys, samt et styge/damp skab, som skulle kunne friske ens tøj op. Det lugtede dog langt væk af røg inden i, så det blev kun til lidt test. Ja mere var der ikke helt at komme efter, men fandt også efterfølgende ud af halvdelen af de robotter som skulle havde været der, var blevet fyret, da de gav mere arbejde end meningen til det menneskelige personale, som vi dog ikke så noget til. Det var dog heldigvis billigt og der var en station ganske få meters gang væk.
Tokyo Skytree var første besøg, da vejret var klart og godt, og herefter videre ned mod Sensoji, som også var vel besøgt, og sluttede dagen af med at rende rundt i akadehaller og diverse butikker i Akihabara.
Næste dag startede vi dagen med morgenmad fra cafe i Akihabara og endte med at gå hele vejen ned til Ueno park. Ved hovedindgangen stod et hav af mennesker, mange med kamera fremme, og ikke uden grund. Sakura, eller på dansk; kirsebærblomst, var på mange store kirsebær træer hel eller delvist sprunget ud i blomst i parken.
Akihabara Tokyo National museum
Gik igennem til de små templer og helligdomme, og til den store plads ved museerne og Zoo indgangen, og tog en spontant beslutning om at gå ind igennem Zoo for at se på Panda’er, da der ikke så ud til at være mange mennesker.
Man skulle dog stå lidt i kø, for at se pandaerne, og da det blev éns tur, fik man godt 2 minutters gang forbi nogle glas partier, hvor der var 3 pandaer i hvert deres indhegning, som ikke lavede noget som helst.
Ja generelt syntes jeg det var meget skuffende da mange dyr ikke så ud til at have plads nok, så kunne godt fortryde lidt efterfølgende at have støttet det, viser derfor ikke så meget herfra.
Går man parken igennem, ender man op nede ved Uneno søerne, hvor der er udgang, og liv i vandet med både, fugle og fisk. Gik tilbage mod Akihabara, da vi nu skulle ind på en såkaldt Maid café, som er en café med et tema, hvor personalet cosplayer (dvs. er klædt ud) gerne som tjenestepiger og behandler kunderne som deres herre eller frue.
Man ser dem meget i gadebilledet i fuld udklædning og i karakter, dele fliers ud i Akihabara, da konceptet også startede her.
Det er desværre ikke tilladt at tage billeder af personalet, så har ikke noget indefra, udover den is vi bestilte. Temaet for hele cafén er lyserød, farverigt, og ting som er Kawaii (nuttede).
Man bliver ført ned til et bord af en af de ansatte, som kan lidt engelsk, og forklarer når vi skal bestille, skal vi kalde: Moe Moe kyun, på en special måde, og som så vidt jeg kan finde ikke helt oversættes til noget, men ellers kunne hun ikke “forstå” det.
Vi bestiller en is og drik pakke, og efter lidt tid får vi valget mellem nogle forskellige hårbøjler med dyre øre på som bliver sat på hoved af en så man matcher ind i temaet. Alle de ansatte udøver store armbevægelser og bruger højlydt stemme når vi skal til at sige farvel, som om man var den eneste kunde der havde været i flere år.
Det er en utrolig pinligt men unik oplevelse, og det er altså ikke kun turister og mænd man ser herinde. Nogle cafeer har scener med live show, musik og sang. Bør opleves.
Akihabara
Kamakura – Dagstur
Tidlig næste morgen var planen en dagstur til byen Kamakura, som ligger 1 time væk med tog sydpå fra Tokyo.
Ved stationen lejede vi el-cykler og kørte lidt øst på, hvor der er templer, grottehuler og mange vandrestier.
Der er noget ved at cykle på de mange små veje, da man kommer til at se omgivelserne villa kvartererne på en lidt anden måde. Vi var dog kun rigtigt inde ved Hokokuji, som byder på “lille” bambus skov, tempel og japansk have. Der er ellers rigtigt mange vandrestier hvor man skulle kunne finde en del huler, som var været brugt enten som grav pladser eller til helligdomme i området men kørte retur mod centrum igen for at se på Tsurugaoka Hachiman-gū, som er en vigtig helligdom i området. Dog kunne vi ingen steder finde hvor vi lovligt måtte parkere vores cykler i området, så måtte desværre køre videre mod næste stop.
Hokokuji
På gaden ned mod stationen, ser man ørne meget aggressivt dykke efter mad der er tabt på jorden, ganske tæt på mennesker. Ja generelt var der rigtig mange ørne over det hele Kamakura, og man så også skilte der advarer mod dem. Ikke så tit man lige ser det.
Lidt vest ligger Kōtoku-in, hvor man finder den 2. største bronze statue af buddha, også blot kendt som The Great Buddha. Så fik vi alligevel set ham, nu vi missede den i Nara. :o) Det er hulrum indeni, som gør det muligt at komme ind. Der var ikke så mange mennesker som forventet, men ellers ikke så meget andet at se her. Vi kørte derefter ned mod vandet.
Kamakura er en kyst by, og på nogen strækninger er der kæmpe strande som skulle være meget populære om sommeren. Man ser også store kystsikringer og skilte der informere omkring tsunami , og hvor man bør søge hen i tilfælde af jordskælv.
Kørte mod øen Enoshima, som i dag fungerer som en turist ø, med en blanding af attraktioner, såsom butikker, mad, templer, park, grotter, marina, spa og observation tårn med mulighed for at se Mt. Fuji på en god dag.
Enoshima
Det første stykke er ikke andet end butikker med mad eller souvenir ting, og allerede her starter det med at gå op af bakke og det stopper ikke før efter lang pinsel af smalle trapper med høje trin, indtil man når toppen, og så begynder det ellers at gå stejlt ned igen, hvis man vil ned på klippestenene på den sydlige side. Her plasker bølgerne hårdt ind i mod og man kan hurtigt komme galt af sted hvis man skulle falde ned i de mange huller i jorden. Der er også et grotte system, men det var lukket pga. renovering.
På fastlandet overfor Enoshima ligger der resorts og store fine strandpromenader og kunne nu godt forstille mig der ville være mange her om sommeren.
Eftermiddag var nær, så kørte til stationen for at sætte kurs mod Tokyo igen. Der var her igen masser af ting man kunne se endnu. Specielt de mange vandrestier i området kunne havde været interessante.
Tokyo
Næste morgen var det med den hævet togbane til Odaiba; shopping- og underholdnings ø, beliggende ude i havnefronten i Tokyo. Øen er menneskeskab, og huser kæmpe åbne arealer, store hoteller, shoppingcentre, udstillings og konference haller, og der var ved at blive opført diverse arenaer til OL i Tokyo.
Det første besøg er ved frihedsgudinden som er en kopi af den fra New York. Oprindeligt rejst i 1998 som midlertidig hyldest for Japans forhold til Frankrig, men pga. stor popularitet, fik den lov af blive stående. Den står lige godt 12 meter høj, men med bugten i baggrunden, kommer den til at se større ud. Der skulle stå 2 statuer mere i byerne Shimoda og Osaka.
Stik syd, ned langs de store promenader, ligger DiverCity, som er et stort indkøbscenter. Det var dog mere udenfor vi havde planer, da der står en stor replika af en Gundam Figur ved indgangen. Der kom motorstøj fra den nærliggende parkeringsplads, og ser der er udstillet med gaderæsere og der er stuntkørsel på motorcykel i gang bag hegnet.
Ganske få hundrede meter nede ligger Palette Town, hvor bla. Toyota har et showcenter. Vi var der lige til åbningstid, og viste faktisk ikke helt hvad der var at se eller om det overhovedet var interessant. Da dørene bliver åbnet blev man mødt med en kæmpe hal fyldt med nye biler, hvor mange er nogen vi ikke ser her i europa.
Folk strømmer ind, og umiddelbart ligner det bare en stor bilhandler butik, dog står der i den ene side super blier som tidligere har været brugt i rigtige løb. Arkade maskiner med bilspil er opsat og er allerede blevet optaget af de mange hurtige og souvenir butikker med de forskellige bilmærker er også til at finde.
På 2. sal kan man køre Segway på bane, se på eksperimentelle biler og ny teknologi fra Toyota, kører flere racerspil, og interagere med en masse skærme. Alt sammen var gratis, derfor ikke så underligt så mange mennesker strømmede hertil.
På den anden siden af bygningen står et stort pariserhjul. Under dette stod der en masse mennesker i kø til hvad vi mener var en koncert begivenhed som skulle afholdes der. Vi skulle have været inde i teamLab Borderless, der lå ved siden af, som er en digital kunst udstilling med lys, som skulle være helt fantastisk. Måtte dog gå lidt skuffet derfra da køen for at komme ind, var helt sindsyg, og umiddelbart så det ud til at vi skulle have bestilt på forhånd. Videre mod Tokyo Big Sight, som er nogle STORE halller, hvor der blev afholdt en Anime konference, dog var der ikke så meget at se uden at man skulle betale for at komme ind. Havde håbet at se folk i fuld cosplay, men ak nej.
Big Sight
På vej mod Toyosu market, som er her det nye tokyo fiskemarket var åbnet i helt nye rammer. Undervejs ses der store haller under opbygning som skal bruges til OL i Tokyo. De nye fiskebygninger må siges at være noget af en opgradering i forhold til det jeg besøgte året før. Man kan godt komme ind, hvor man først kommer igennem en small passage med masse små fiske restauranter, hvor folk stod i lange køer ude foran for at komme ind når der var plads, og så ellers igennem længere korridorer for til sidst at komme til at kigge igennem nogle vinduer til nogle tomme haller, da det er lørdag, så der er ingen på arbejde. Kan ikke helt anbefales.
Sultne og ikke i humør til at stå i kø for fisk, tager vi tilbage til Palette town da der skulle være et indkøbscenter på den modsatte side af hvor Toyota centeret lå som hed Venus Fort. Her bliver man godt overrasket så snart man kommer indendøre. Hele centeret er lavet som en italiensk by, fuldendt storslået og detaljeret udsmykket interiør, fyldt med statuer, arkitektur, maleri og kulisser. Hele loftet ligner forholdvis rigtige skyer og lyset ændrer sig langsomt. Vi bliver mødt med en repræsentant fra centeret som byder os velkommen og hvis vi besvarer nogle hurtige spørgsmål fik vi en kuglepind :D.
De fleste butikker er dyrere mærkevarer butikker såsom Tommy Hilfiger, Ralph Lauren og Diesel. På 3. salen finder man næsten kun restauranter, og vi finder her noget af spise.
På 1.salen er stilen skiftet ud til mere normalt indkøbscenter stil, og flere familie venlige butikker, heriblandt en stor dyrebutik hvor man kan få alt til sit kæledyr, samt adoptere hunde og katte, ja der er såmænd en hår salon til sin hund.
Vi opdager der er endnu en bil udstilling inde i centeret, med bla. gamle klassikere og vindere af ørkenløb, igen i en flot opsætning, og ganske gratis at se på. Venusfort er klart et besøg værd.
Lettere trætte begynder vi at gå mod stationen igang, men bliver distraheret da en robot står ved en bygning og nærmest vinker til sig. Det er Kawasaki Robostage, som er et ganske lille showroom med industrirobot teknologi. De har bla. sat 2 sæder på en stor robot arm, hvor den så tager en på en “flyvetur” mens man har VR briller på. Man kan også integrere med lidt andre mindre robotter, samt få tegnet et portræt af en.
I bygningen overfor ligger endnu et unik indkøbscenter: DECKS. Udover normale butikker, så finder man bla. også Madame Tussauds voksmuseums, et mini legoland, en softgun bane, og på en del af en etage er der lavet tema og dekoreret som om man var tilbage i 1960’erne, fuldend med en hal med rigtig gamle arcade og manuelle spillemaskiner. I den anden halvdel af bygningen ligger Tokyo Joypolis, som er en moderne indendørs forlystelsespark. Vi var dog ikke inde her.
Da vi stod og ventede på tog tilbage til fastlandet, måtte man stå og vente et par afgange, da der var propfyldt. Vognene er nu heller ikke så store, men hvis det var slemt nu, vil jeg nødigt se når OL i Tokyo skal finde sted.
Odaiba er ren underholdnings meka, og tilbyder masser af plads og moderne arkitektur. Når man gik på promenaderne og fra sted til sted, føltes det ikke som om der var mange mennesker, og man skal ikke gå langt før der noget som fanger ens opmærksomhed, og vi nået ikke engang at se halvdelen af hvad ø’en tilbyder.
Med start i bydelen Shibuya næste morgen, fik vi krydset det kendte fodgængerfelt og hilst på statuen af hunden Hachikō. Herefter gik vi så småt op til bydelen Harajuku, som jeg fik misset det forrige år. Overvejs falder vi tilfældigvis over en Samsung Galaxy butik, som først og fremmest fungerer som enhver anden telefon butik, men der er 5-6 etager.
Shibuya Shibuya Crossing
På én etage er der et mindre museum med nogle af de tidligste modeller, og på de mange næste er der opsat forskellige underholdnings ting man kan udforske og prøve. Bla. en masse med VR og alt sammen til gratis benyttelse.
Harajuku er bla. kendt for farverige og alternative butikker med vintage- og cosplaybutikker langs Takeshita Street, som vi skulle til at bevæge os ned af. På denne gade var der proppet mere end andre steder. Når man først var kommet ind i menneskemængden, så kunne det være svært at stoppe eller vende sig om, så tæt trafikeret var der. Vi måtte stå i kø igennem en hel butik for at få en dåse med candyfoss. Ja, gaden er kendt, men dette var på et helt andet plan end andre steder jeg har været, så tænker at søndag hvor de fleste har fri, er dårligt tidspunkt at besøge Harujuku på.
Takeshita Street
På den anden side af vejen ligger Yoyogi Park med Meijihelligdommen, så det var rart lige at få en ændring af kulisser. Forsatte op til Shinjuku, gik rundt i området inden vi tog mod hotellet igen.
Shinjuku
Sidste dag før hjemrejse, skulle have været en tur til området Roppongi, men vi endte med at spendere hele dagen i Akihabara for at bruge resterende kontanter og lede efter ting vi tidligere havde tænkt på at købe.
En ting man ser over hele Japan, er sodavands automater stå på næsten alle gadehjørner, og der går lidt sport i at finde nogle med interessante og spændende drinks som man ikke har set før. Der er nogle som tilbyder kaffe i dåse enten kold eller varm. De er generelt billige i forhold til herhjemme (omkring 8 kr for en 0.5l) og enkle kan man benytte med sit rejsekort.
En anden og mere bizarre ting som jeg ikke fik nævnt i min første rejseblog om Japan, er at utrolig mange resturanter har mad stående i jeres vinduer eller lige ved indgangen, og første gang jeg så det, tænkte jeg, Ok det må være ny lavede retter man bare kunne pege på og så få udleveret. Nej, det er simpelthen lavet som et menu kort, og maden er naturligvis ikke ægte men af plastik eller lign., som er så realistisk lavet at man næsten ikke kan se forskel. Det er både a la carte, desserter, Øl og fisk som er udstillet for a lokke kunder til. Det skulle være en helt kunst form at producere disse, og de er for det meste håndlavet. Meget imponerende. Nedenstående madvarer er alle lavet i plastik.
Hjemme igen
Under research af lidt ting som der er skrevet om her, fandt jeg en masse ting vi simpelthen har misset, som ellers har været inde for ganske lidt gå gang, så kan ikke nævnte det nok med at god planlægning til sådan en tur er et absolut must. Men hvad der ikke blev set denne gang, må jo blive til næste gang 😀
Vores valg af rute at starte fra Osaka og slutte i Tokyo, var mest baseret på at det faktisk var den billigst i forhold til flybilleter, så det kan være værd at overveje. Jeg ville nok ikke tage til kanazawa en anden gang, men området omkring mt. Fuji er meget interessant, og et sted der bestemt skal besøges igen ved lejlighed. Overvej flere dage i Kyoto end vi havde, da det er en fantastisk flot by med masser at se.
Planlægning for næste tur er allerede lidt undervejs, og bliver nok engang i 2021.
Rute
Leave a reply